Den Sorte Venus: En trist historie fra slaveriets tidsalder

· 24. januar 2016
I 1984 anmodede Nelson Mandela om de jordiske rester af den stakkels unge kvinde for at hun endelig kunne få en anstændig begravelse i sit hjemland.

Denne historie fandt sted i det nittende århundrede. Det var i en tidsalder hvor slaveri var normen og hvor mange ulykkelige skæbner fandt sted. Her får du den triste historie om Saartjie Baartman, en ung kvinde, som led af en genetisk abnormitet, og som følge blev udstillet offentligt.

Bortførelse og slaveri

Saartjie Baartman var 20 år gammel, og var forberedt på et normalt liv i sin landsby. Hun tilhørte den afrikanske folkegruppe Khoikhoi. Det er et folk som er vant til at leve af deres land, deres dyr og deres dybt indgroede religiøse vaner. Denne unge kvinde vidste intet om, hvad der lå på den anden side af horisonten i ​​hendes smukke land i Afrika, et kontinent, der længe havde været overfaldet og ydmyget af europæere. Hendes liv ændrede sig radikalt den dag, hun blev bortført af Hendrik Cezar og Alexander Dunlop, to franskmænd, som så noget i Saartjes krop, som de kunne tjene store penge på.

Denne unge kvinde led af det, der nu er kendt som steatopygi, en meget almindelig sygdom blandt afrikanske stammer som Khoisan (for San lig Buskmænd og hyrderne Khoi, tidligere kendt som Hottentotter) og nogle Bantu-folk, og som blot er en unormal fedtansamling i balderne. Noget, der også er fælles for alle dem, der lider af fedmeMen tilfældet med Saartje var tilsyneladende meget slående, og disse to mænd så i denne pige en måde at blive rige på ved at vise hende frem på Londons teatre og udstillinger.

“Den Sorte Venus”

Den-Sorte-Venus

De kaldte hende den Sorte Venus eller “Hottentot-Venus”, der henviste til de mennesker og den etnicitet, hun kom fra. Uden egentlig at vide hvordan eller hvorfor, befandt Saartjie sig på scenen i forskellige teatre i London. Showet var både primitivt og ydmygende. Hun skulle stå nøgen overfor publikum og blot vise sin krop frem for alle dem, der deltog, og hvis øjne var fyldt med en sygelig forventning. De fleste blandt publikum var som det kunne forventes mænd. Gentlemen fra forskellige sociale klasser tøvede ikke med at betale høje summer for at se den unge Hottentot og hendes store balder.

Aften efter aften i fire lange år blev den samme episode gentaget igen og igen, en sand psykisk tortur for denne kvinde, der uforvarende og ufrivilligt blev en tivoli-attraktion. De mænd, der tog hende som slave, blev rige så hurtigt, at de ikke tøvede med at gentage oplevelsen i andre byer. Så efter fire år tog de til Paris. Igen havde de stor succes. Saartjes abnormitet tiltrak mange lystne og nedladende blikke, og hendes ejere havde ingen skrupler med at bruge hende til betalte offentlige forestillinger. Det var dog ikke det eneste – de tog hende også med til private arrangementer.

Det var her hun rigtigt blev populær, fordi folk kunne se hende tæt på. Det gjorde hendes ejere stinkende rige. Heldigvis blev de modsagt af abolitionister, der i denne forestilling så en utilgivelig ydmygelse og en fordærvet handling, der burde forbydes øjeblikkeligt.

Hendrik Cezar og Alexander Dunlop forsvarede sig mod kritikken med den enkle kommentar at Saartje handlede af egen fri vilje, fordi det var det, hun ville. Og de beviste dette med kontrakten, hun havde underskrevet. Men dette dokument blev skrevet på hollandsk, et sprog, som denne unge kvinde selvfølgelig overhovedet ikke kendte.

Afslutningen på et liv i elendighed

Afrikansk-savanne

Kritikken blev efterhånden mere sammenhængende, således at ejerne blev tvunget til at lukke den ned og sælge Saartjie. Hun blev solgt til en fransk forretningsmand, der ønskede at drage fordel af pigens berømmelse og få indflydelse på hende… til et mørkere og mere ydmygende projekt. Han organiserede private shows, hvor han viste hende frem igen, i klubberne i de parisiske gader, hvor hun blev anvendt til prostitution. Alle de mænd, der ønskede det, kunne få sex med pigen med de store balder, med den berømte Venus Hottentot.

Det var sådan, hun tilbragte flere år, indtil al denne verdens​ elendighed og ulykke lidt efter lidt endte med at påvirke hendes helbred. Det er uvist hvad den præcise årsag til hendes død var, men det er ikke svært at forestille sig… syfilis, tuberkulose, lungebetændelse og selvfølgelig, sorg. En enorm sorg over et liv, hun aldrig forstod.

På dette tidspunkt tror du måske at hun endelig fik fred efter sin død. Men det gjorde hun ikke, slet ikke. Efter sin død, blev liget af Saartjie dissekeret for igen blive udstillet, denne gang på Musée de l’Homme i Paris. De udstillede hendes hjerne, hendes kønsdele og hendes skelet. Og der forblev det indtil 1970’erne, da det blev endelig besluttet at skjule denne vidnesbyrd om menneskelig grusomhed og alt det, som slaveriet betød for vores samfund.

Den endelige hvile for Saartjie Baartman kom, da Nelson Mandela i 1984 anmodede om at resterne af denne unge kvinde blev returneret til Afrika til en ordentlig begravelse. For at hun endelig fandt den hvile og fred, hun fortjente, i dette land, hvor hun blev født, og som hun aldrig skulle have forladt. Kvinden med de store balder, eller denne Sorte Venus, er et eksempel på de historier, der aldrig skulle være hændt, og som helt sikkert ikke skal gentages.