Dyspareuni: Årsager og behandlinger

Dyspareuni er et begreb, som bruges til at referere til smerte under samleje. Denne lidelse kan være på grund af en fysisk ubalance, men det er også forbundet med psykologiske processer.

Dyspareuni er en lidelse, som forårsager forskellige ubehagelige symptomer relateret til seksuelt samleje både hos mænd og kvinder. Denne lidelse kan i sin mindst alvorlige form involvere let irritation i kønsdelene eller endda ekstrem smerte før, under og efter samleje.

Adskillige medicinske studier indikerer, at denne lidelse er meget mere gængs hos kvinder, men det kan også opstå hos mænd, generelt på grund af infektioner i urinrøret eller forhudsforsnævring. Hvis du ønsker at finde ud af mere om de mulige behandlinger og årsagerne til dyspareuni, så læs med her.

Dyspareuni rundt omkring i verden

Den seksuelle handling er et tabu i mange sociale områder og kulturer. Det er derfor vigtigt at bemærke, at dyspareuni er meget mere gængs, end man måske tror. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og forskellige epidemiologiske studier giver de følgende data om smertefuldt seksuelt samleje:

• Hos kvinder i den reproduktive alder opstår dyspareuni hos mellem 10 og 15%.
• I stadiet før overgangsalderen bliver denne lidelse mere gængs, hvor den rammer op til 30% af kvinder.
• Den gennemsnitlige alder, hvor folk lider af denne lidelse er 36,5 år.
• Hos mænd har der ikke været så meget forskning, men forekomsten ligger på mellem 0,1 og 5%.

Som du kan se, er smertefulde seksuelle handlinger gængse hos den almene befolkning, især hos kvinder.

Det er ikke normen ikke at føle nydelse, mens man har sex. Det er derfor fuldstændig rimeligt og nødvendigt at gå til en læge og/eller professionel på grund af mangel på nydelse.

Dyspareuni: Årsagerne

Som vi allerede har nævnt, er dyspareuni smerte oplevet i kønsdelene eller underlivet i forbindelse med seksuelle handlinger. Det kan endda opstå op til 24 timer efter sex. Nogle af de mest gængse symptomer, rapporteret af medicinske organisationer, er de følgende:

• Smerte, når den indledende indtrængen finder sted.
• Smerte ved hver indtrængen eller efter at have sat et eksternt element op i skeden såsom en tampon.
• En brændende fornemmelse og ubehag under sex.
• Et akut stikkende ubehag, som kan vare i flere timer efter samleje.

De fleste af symptomerne er forbundet med kvinders oplevelser. Hos mænd er det meget mindre gængs, som vi allerede har nævnt. Når det opstår, er det ofte kun under sædafgangen.

For at kunne gennemgå årsagerne til denne lidelse bliver vi nødt til at opdele dem i to kategorier: Fysiske og psykologiske. Vi vil forklare dem nedenstående.

Fysiske årsager

De fysiske årsager til dyspareuni er adskillige og varierede. For eksempel har kliniske studier vist, at denne lidelse er meget gængs efter fødsler, eftersom bristning af muskler i kønsdelene og presset, som skeden har været under, vil øge dens sensitivitet.

Selvom det kan synes overraskende, har forskning også vist, at dyspareuni hos ammende mødre er forbundet med reducerede niveauer af østrogen i blodet. Det sker, fordi hormonelle ubalancer fører til tørhed i skeden.

Andre fysiske årsager til dyspareuni hos kvinder er de følgende:

• Infektiøs skedebetændelse: Den mest gængse årsag er en infektion forårsaget af svampen Candida albicans. Det forårsager irritation og betændelse i skedevæggene, hvilket kan gøre seksuelt samleje besværligt og smertefuldt.
• Utilstrækkelig smørelse: Mangel på sekreter i skeden på grund af hormonelle ændringer, mangel på lyst eller ophidselse og andre associerede lidelser.
• Medfødte abnormiteter: En misdannelse i skeden eller fejl i slimhindefolden kan være faktorer, som gør seksuelt samleje besværligt.

Igen må vi gentage, at de fleste af disse årsager er blevet studeret hos kvinder. Andre forskninger nævner, at dyspareuni hos mænd ofte er forbundet med en blokering i sædkanalerne. Lidelser såsom kronisk prostatitis kan forårsage ubehag i underlivet hos mænd.

Psykologiske årsager

Denne lidelse har ikke kun noget med kroppen at gøre. Forskningen, vi allerede har nævnt, skønner, at mere end 70% af tilfældene af dyspareuni ikke viser nogen typer af fysisk årsag.

Det understreger det store psykoseksuelle komponent i denne lidelse. Nogle af de psykologiske parametre, som kan spille en essentiel rolle, er de følgende:

• Angst og depression: Problemer med selvværd eller mangel på tillid til partneren kan udløse forekomsten af dyspareuni.
• Stress: Vedvarende stress forårsager spænding i musklerne i underlivet.
• Seksuelt misbrug: Medicinske artikler understreger, at i nogle tilfælde er dyspareuni forbundet med et tilfælde af vold eller seksuelt misbrug hos patienten.

Hvilke behandlinger er tilgængelige?

Der er heldigvis medicinske behandlinger tilgængelige til at behandle dyspareuni. Hvis smerten for eksempel er på grund af svamp eller en bakteriel funktion, så vil patienten være nødt til at påføre svampedræbende lægemidler eller antibiotika.

Læger kan ordinere topisk østrogen til kvinder i overgangsalderen eller ammende kvinder for at fremme smørelse i skeden.

Årsagerne er så varierede, at læger skal skræddersy behandlingen til hver patient. En gængs hjælp til alle er parterapi og nogle typer af seksualundervisning.

Som vi har set, er dyspareuni forbundet med den psykologiske side af patienten. I den forstand er komfort, sikkerhed og foregående ophidselse essentielt for at undgå smerte under seksuelt samleje.

At ønske at føle nydelse er ikke en grund til at føle sig flov eller sårbar. Vi anbefaler at tale med partneren som det første skridt til at forbedre denne situation.

Smerte under sex: Nogle konklusioner

Smerte under sex er temmelig gængs, især hos kvinder, hvor det kan opstå hos 30% af befolkningen i bestemte aldersgrupper. Kommunikation med din partner er derfor vigtigt. Gode løsninger til at undgå dyspareuni er at ændre stilling under samleje, anvende glidecreme og undgå stress.

Ikke alle tilfælde handler dog om psykologiske problemer. Dyspareuni kan være et tegn på en blokering i sædkanalerne hos mænd eller svampeinfektioner hos kvinder. På grund af det er det tydeligt, at denne lidelse kræver både en medicinsk og psykologisk tilgang.