Filosofi om sindet: Forholdet mellem sind og hjerne

Tankens filosofi er et meget relevant refleksionsområde i dag, da det omhandler en af menneskehedens største gåder: Det menneskelige sind.

Tankegang er en gren af filosofien, der studerer karakteren af mentale fænomener (tanker, opfattelser, følelser osv.) og deres forhold til det fysiske legeme (især hjernen). Med andre ord fokuserer filosofi om sindet på at forklare, hvordan sindet – et formodet immaterielt fænomen – påvirker en materiel krop og omvendt.

Der er i den forbindelse opstået forskellige holdninger, som forsøger at forklare sådanne spørgsmål. Af disse er dualisme og monisme de vigtigste. Vil du gerne vide mere om det? I denne artikel forklarer vi, hvorfor den er så vigtig for udviklingen af kognitionsvidenskab og for forståelsen af mennesket.

Filosofi om sindet: Hvad består det af?

Filosofi om sindet rejser generelle spørgsmål om de mentale fænomeners natur, f.eks:

• Tanker.
• Følelser.
• Hukommelse.
• Sensorisk oplevelse.

Nu er det vigtigt at skelne mellem de filosofiske spørgsmål i denne gren og de spørgsmål, som mere empiriske tilgange forsøger at besvare. Det er f.eks. eksperimentel psykologi eller neurovidenskab, som i høj grad afhænger af observationsresultater.

Selv om disse discipliner beskæftiger sig med de samme spørgsmål, bør det bemærkes, at de hver især har en forskellig tilgang.

F.eks. undersøger empiriske psykologer normalt kontingente kendsgerninger om virkelige mennesker og dyr, f.eks. at opdage, at et bestemt hormon kun frigives, når man oplever frygt, eller at et bestemt område i hjernen aktiveres, når man oplever smerte.

I modsætning hertil ønsker filosofien om sindet at vide, om det er nødvendigt at frigive det pågældende hormon eller at få hjernen aktiveret i et bestemt område for at føle frygt eller smerte. Derfor stiller man spørgsmål som f.eks:

• Ville mennesker, der mangler det pågældende hormon eller den pågældende hjernekonstruktion, være ude af stand til at opleve disse oplevelser?
• Er det muligt for noget, der ikke deler det samme stof, at have sådanne oplevelser, som det er tilfældet med maskiner?

Når filosoffer stiller disse spørgsmål, tænker de ikke kun på de fjerne muligheder for guddommelige væsener eller udenjordiske væsener (hvis fysiske forfatning ville være meget forskellig fra menneskers), men overvejer også tættere realiteter som f.eks. muligheden for, at computere er i stand til at tænke.

Det betyder dog ikke, at de kontingente resultater af den empiriske videnskab ikke er relevante for filosofiske spekulationer om sindet. Faktisk mener mange filosoffer, at videnskabelig forskning kan afsløre essensen eller naturen af mange mentale fænomener, som hidtil har været en gåde.

Sind-krop-problematikken i filosofi om sindet

Det centrale tema i filosofien om sindet er “sind-krop”-problematikken. Det forsøger derfor at forklare, hvordan disse to enheder – den ene immateriel og den anden materiel – forholder sig til og påvirker hinanden.

Blandt de mest accepterede forklaringer finder vi dualisme og monisme, to tankestrømninger, som er opdelt i flere perspektiver. Lad os se på de mest indflydelsesrige.

Dualisme

Denne holdning forsvarer, at sindet og kroppen er kategorisk adskilt fra hinanden. Desuden erklærer den også, at mentale fænomener i visse henseender er af ikke-fysisk karakter.

Denne tradition går tilbage til Platon og Aristoteles, men blev formuleret mere præcist af René Descartes i det 17. århundrede. Descartes var den første til klart at identificere sindet med bevidsthed. Han var også den første til at skelne det fra hjernen, det fysiske sæde for intelligens. Inden for dualismen kan vi skelne mellem to hovedperspektiver.

Substansdualisme (eller Cartes’ dualisme)

Denne teori går ud på, at sindet er en substans, der eksisterer uafhængigt af den fysiske krop. I denne forstand har sindet ingen udstrækning i rummet, og materielle ting er ikke i stand til at tænke.

Dette er den dualisme, der populært forsvares af Descartes. Den er forenelig med de fleste teologier, der hævder, at udødelige sjæle eksisterer i et “rige” uafhængigt af den fysiske verden.

Dualismen om egenskaber

Forsvarer, at sindet er et sæt uafhængige egenskaber, der opstår fra hjernen, men at det ikke er en substans, der adskiller sig fra materien. Når materien er organiseret på den rigtige måde (som i levende menneskekroppe), opstår der således mentale egenskaber.

Monisme i filosofi om sindet

Monisme forsvarer på den anden side, at sind og krop ikke er ontologisk adskilte enheder. Den blev først forsvaret i vestlig filosofi af Parmenides (5. århundrede f.Kr.) og Baruch Spinoza (17. århundrede). Inden for denne holdning er der følgende perspektiver:

Fysikalisme eller materialistisk monisme

Fysikalisme hævder, at sindet er en rent fysisk konstruktion, som i sidste ende vil blive fuldt ud forklaret af de empiriske videnskaber, efterhånden som det fortsætter med at udvikle sig. Med de store videnskabelige fremskridt i det 20. århundrede er denne holdning blevet den dominerende doktrin.

Ikke-reduktiv fysikalisme

Denne teori hævder, at selv om hjernen er alt, hvad der er i sindet, kan det ordforråd, der anvendes i mentale beskrivelser og forklaringer, ikke reduceres til det fysiske videnskabelige sprog.

Mentale tilstande afhænger således af fysiske tilstande, men kan ikke reduceres til dem. Der kan således ikke ske nogen ændring i det mentale område uden en ændring i det fysiske område.

Idealisme

Denne teori går ud på, at sindet er alt, hvad der eksisterer. Derfor er den ydre verden i sig selv mental eller en illusion skabt af sindet. Således er problematikken med interaktion mellem sind og krop slet ikke noget problem.

Neutral monisme

Denne antyder, at eksistensen består af én slags primær substans (deraf monisme), som i sig selv hverken er mental eller fysisk, men som er i stand til at frembringe egenskaber af begge slags.

Derfor findes der en anden neutral substans (som kan kaldes “substans”, “natur” eller “Gud”), og både materie og sind er egenskaber af denne anden, ukendte substans.

Betydningen af filosofi om sindet

Som vi kan se, er filosofi om sindet et meget relevant refleksionsområde i vore dage, da det behandler en af menneskehedens store gåder, nemlig det menneskelige sind.

På denne måde kan vi få en bedre forståelse af mennesket og verden omkring os. Faktisk har de forklarende teorier, som filosofi om sindet har fremsat, bidraget til den teoretiske udvikling af kognitiv videnskab.