Parmenides fra Elea: Filosofi og berømte citater

Parmenides fra Elea er en af de mest berømte før-sokratiske filosoffer. Hans idéer og overvejelser om væren havde stor indflydelse på skabelsen af senere filosofiske teorier.

Parmenides fra Elea var en filosof fra det antikke Grækenland, der blev anset for at være fader til den vestlige metafysik og grundlægger af den eleatiske skole. Hans vigtigste overvejelser og lære er hentet fra hans eneste skriftlige værk, et digt med titlen Om naturen.

Denne store tænker forsvarede, at de eksisterende tings bevægelse, forandring og mangfoldighed var ren fremtræden. Der fandtes kun én evig virkelighed, nemlig: Væren. Lad os se nærmere på hans filosofi og vigtigste bidrag.

Hvem var Parmenides fra Elea?

Parmenides var en græsk filosof, der blev født mellem 530 f.Kr. og 515 f.Kr. i byen Elea, en græsk koloni i Magna Graecia (nu Syditalien). Man ved meget lidt om denne tænkers liv, da de optegnelser, vi har, er beretninger og historier fra hans disciple og senere filosoffer. Det siges, at han blev født ind i en velhavende familie, og at de havde stillinger i adelen.

Så fra en meget ung alder blev han fordybet i det politiske liv og menes at have haft politiske poster i Elea. Faktisk hævdes det, at han var ansvarlig for at indføre byens første love.

I hele sit liv skrev Parmenides kun ét værk, et filosofisk digt med titlen Om naturen

Nogle kilder angiver, at hans uddannelse som filosof begyndte hos Xenofanes og derefter fortsatte hos Amminias, en pythagoræer, som han foretrak som lærer. Andre henvisninger siger imidlertid, at han var en discipel af Anaximander, en af de mest indflydelsesrige naturfilosoffer.

Det antikke Grækenland var vuggen for flere filosoffer og tankeskoler, der prægede Vesten.

Filosofi og Parmenides’ værk

Ud fra de bevarede uddrag af hans digt har man udledt den rationelle tilgang til Parmenides’ filosofi. Blandt hans overvejelser og bidrag skiller følgende sig ud.

Væsenet som evigt og udeleligt

Det centrale fundament i Parmenides’ filosofi er begrebet Væren, som er evigt, uforanderligt og udeleligt. Hans argumenter for denne konklusion er følgende:

• Væsenet kan ikke være blevet skabt, for i så fald var det før sin skabelse et “ikke-væsen”, dvs. det eksisterede ikke. Og hvis noget ikke eksisterer, er det simpelthen ikke. Derfor har væren altid eksisteret, den er evig.
• Væren ændrer eller forvandler sig ikke på nogen måde, for hvis den forvandler sig til noget andet, så er den ikke længere, den ophører med at være, så den bliver til en “ikke-væren”, og det er umuligt.
• Opdeling indebærer eksistensen af tomhed, dvs. af “ikke-væren”. Derfor er det nødvendigt, at væren er udelelig, en enkelt enhed. For at forklare dette begreb griber Parmenides til billedet af kuglen, hvor alle rum består af det samme og har samme størrelse. Således opfattes væren som noget, der ikke kan adskilles, og som er lig med sig selv i alle sine områder.

Denne holdning gør ham til den yderste modstander af Heraklitos’ tankegang, en anden stor før-sokratisk filosof, der forsvarede, at alle ting i verden var i konstant forandring.

Måder at opnå viden på

Parmenides var en af de første tænkere, der reflekterede over tilegnelse af viden. Så for ham er der to måder at gøre det på:

• Sandhedens vej (alétheia), som erhverves gennem fornuften, og som vedrører det, der virkelig er. Den fører således til sand viden.
• Meningens vej (dóxa), der er baseret på de illusioner, som sanserne og de dødeliges meninger frembringer, og som således fører os til falsk, vildledende viden og til accept af ikke-væren.

For Parmenides søger sandhedens vej konstant at henvise til væren, at nævne den og at give den al den nødvendige betydning. Da adgangen til den opnås gennem fornuften, fastslår han, at tanke og virkelighed skal eksistere harmonisk sammen, uden modsigelse eller indvendinger.

Fornuftens forrang

For Parmenides blev virkeligheden ikke kendt gennem sanserne, men gennem fornuften. For når viden afhænger af sanserne, vil det kun være muligt at få destabiliserende elementer, der giver genlyd af en verden, der er i konstant forandring.

Således eksisterer den virkelighed, der viser sig som resultat af perceptionen, ikke. Den er en illusion. Med andre ord er det en fremtræden af virkeligheden.

Denne tanke fik Platon til år senere at skabe sin filosofiske formlære, og Aristoteles til at udvikle sin metafysik. Derfor betragter mange filosoffer og filologer Parmenides som grundlæggeren af den vestlige metafysik.

Desuden hævder nogle, at Parmenides konkurrerer med Aristoteles om titlen som logikkens fader, da han anvender deduktive argumenter og formulerer det logiske princip om identitet og ikke-modsigelse.

Lighederne med Aristoteles ligger i den logiske deduktion, som begge anvendte for at drage konklusioner.

Nogle berømte citater af Parmenides fra Elea

Til sidst bringer vi dig nogle af de bedste citater, som Parmenides fra Elea har efterladt os:

• “Forandring er en illusion.”
• “Lad fornuften alene bestemme.”
• “Du kan ikke erkende ikke-væren, du kan ikke tale om den, for tanke og ikke-væren er det samme.”
• “Alt, hvad der er, har altid eksisteret. Intet kan opstå af ingenting. Og noget, der eksisterer, kan heller ikke blive til ingenting.”
• “Vi kan kun tale og tænke om det, der eksisterer. Og det, der eksisterer, er ikke blevet skabt og er uforgængeligt, fordi det er helt, fuldstændigt og uforanderligt. Det var ikke eller burde ikke være anderledes end det, det er nu, alt på én gang, ét og kontinuerligt.”