Hvad er hellenistisk filosofi?

Den hellenistiske filosofi er en tankegang, der stammer fra det gamle Grækenland. Den bestod af forskellige filosofiske tendenser, der brød med Platons og Aristoteles' filosofiske tradition.

Hellenistisk filosofi er en tankegang, der opstod i det antikke Grækenland. Dens periode strakte sig fra Alexander den Stores død i 323 f.Kr. til romernes invasion af Makedonien i 148 f.Kr.

I denne periode mistede de græske byer deres suverænitet, og Athen ophørte med at være Middelhavets kulturelle, politiske og kommercielle centrum. Bystaterne blev således afløst af hellenistiske monarkier. Der opstod en situation med politisk ustabilitet, og forskellene mellem de sociale klasser blev forstærket.

Under disse omstændigheder opstod der en tankegang, der var præget af opposition til det aristoteliske lykeion og det platoniske akademi. De fleste af datidens filosoffer prioriterede praktisk adfærd samt individuel og social velfærd frem for metafysiske studier.

Hovedtræk i hellenistisk filosofi

Den hellenistiske filosofi består af flere skoler, som har fælles træk mellem sig, selv om de ikke har de samme postulater. Derfor er den katalogiseret som en bestemt tankeskole.

Her er dens vigtigste kendetegn:

• Den hellenistiske filosofi er mere optaget af individuel lykke og personlig sikkerhed end af at søge en universel sandhed.
• Denne tankestrømning søger sikkerhed og tager udgangspunkt i naturens og kosmos’ uforanderlige love. Med henblik herpå udarbejdes en ny fysik og en ny etik af naturalistisk og kosmopolitisk karakter.
• Den videnskabelige tænkning fokuserer på anvendt og specialiseret viden. Med andre ord var filosofferne i den hellenistiske periode mere interesseret i at løse specifikke problemer end i at opnå en global forståelse af universet.
• En ny type filosofi baseret på handling opstår: Filosofi som terapi.
• I den hellenistiske filosofi ændrer begrebet menneskeheden sig. Aristoteles opfattede dem som borgerlige dyr, da deres velfærd var knyttet til polisens selvforsyning. Men da polisen brød sammen, begyndte mennesket at opfatte sig selv som sociale dyr, da de nu var ansvarlige for deres egen livsudfoldelse, som en iboende del af menneskeheden og naturen.
• Efterhånden som metafysikken træder i baggrunden, er filosoffen ikke kun en person, der ved, men også en person, der ved, hvordan man lever.
• Med den abstrakte tankes fald begyndte filosofien at opdele sig i tre specifikke grene: Etik, fysik og logik.

Skoler i hellenistisk filosofi

Som nævnt er hellenistisk filosofi kendetegnet ved fremkomsten af forskellige skoler, hvor der er mange gensidige påvirkninger, men også mange polemikker. Lad os se på nogle af dem.

Kynisme

Kynisme var en filosofisk skole, der opstod i det fjerde århundrede f.Kr. i det gamle Grækenland. Den forsvarede bl.a., at lykken skulle findes i en enkel og harmonisk tilværelse i samspil med naturen.

Ud fra kynismens synspunkt bar mennesket i sig selv det, som det skulle bruge for at være lykkelig. Derfor afviser de rigdom og enhver form for materiel bekymring. Personen med færre behov var den frieste og lykkeligste.

Dens vigtigste tænkere var Antisthenes, Diogenes fra Sinope, Krates fra Theben, Hipparchia, Menippus fra Gadara og kynikeren Demetrius.

Den kyrenæiske skole

Den blev grundlagt i det 5. århundrede f.Kr. og var en strømning, der fokuserede på spørgsmål om etik. For kyrenæerne er det gode i livet identificeret med nydelse, selv om denne skal forstås som åndelig nydelse.

Hvad angår deres teori om viden, forsvarede kyrenæerne, at den var subjektivistisk (egen for den enkelte) og sensualistisk (opnået gennem sanserne).

Deres vigtigste repræsentanter var Aristippos, Ptolemæus fra Etiopien, Antipater fra Kyrene, Aristippus den yngre, Theodore den ateistiske og Hegesias fra Kyrene.

Epikuræisme

Epikuræisme var en filosofisk doktrin, der opstod i det 4. århundrede f.Kr. i Grækenland og Rom. Den forsvarede, at lykke blev opnået ved intelligent tilfredsstillelse af fornøjelser. Den forstod lykke som fraværet af smerte eller enhver form for lidelse (såsom sult, seksuel spænding, kedsomhed).

De vigtigste tænkere i denne bevægelse var Epikur, Metrodorus fra Lampsacus, Hermarchus fra Mytilene, Amafinius, Cacius, Zeno af Sidon, Filodemus af Gadara, Lucretius, Hadrianus og Diogenes af Oinoanda.

Stoicisme

Stoicisme var en filosofisk doktrin, der blev grundlagt i 311 f.Kr. Den hævdede, at al virkelighed skulle studeres på grundlag af tre discipliner:

• Logik.
• Fysik.
• Moral.

Dens vigtigste repræsentanter var Zeno af Citium, Ariston af Chios, Cleanthes, Chrysippus af Soli, Zeno af Tarsus, Panetius af Rhodos, Posidonius, Marcus Tullius Cicero, Epiktet, Seneca og Marcus Aurelius.

Pyrrhonistisk skepticisme

Pyrrhonisme, eller filosofisk skepticisme, blev grundlagt i det tredje århundrede f.Kr. af Pyrrhon. Princippet i denne skole var at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad der kunne anses for sandt.

Dens mål var at opnå ataraxia (at være mentalt uforstyrret), hvilket opnås ved epoche (suspension af dommen) om ikke-evidente spørgsmål (dvs. spørgsmål om tro).

Dets vigtigste tænkere var Pyrrhon, Timon Syllografen, Enesidemus og Sextus Empiricus.

Neoplatonisme

Neoplatonisme var en filosofisk doktrin, der søgte at forene Platons filosofi med Aristoteles’, Pythagoras’, Zenon af Citiums og østlig mystik. Dens idéer strakte sig langt ind i middelalderen, og dens vigtigste tænkere var Plotin, Porfyry, Jamblichus og Hypatia.

Hellenistisk filosofi i sin sammenhæng

Som vi har set, opstod den hellenistiske filosofi som en konsekvens af de politiske og kulturelle forandringer, der fandt sted i det antikke Grækenland efter Alexander den Stores død.

Desuden er denne strømning kendetegnet ved at bryde med Platons og Aristoteles’ filosofiske tradition. På grund af dette betragtes den som en tankestrømning med sine egne definerende karakteristika.