11 spørgsmål, som enhver mand bør stille, når han besøger en urolog
Der er visse spørgsmål, som enhver mand bør stille, når han besøger en urolog. Denne fagperson beskæftiger sig med problemer i forbindelse med urin- eller kønsorganer (selv om sidstnævnte kun gælder for mænd og ikke for kvinder).
Selv om nogle mennesker er bange for det eller frygter det, er det tilrådeligt at planlægge et regelmæssigt besøg fra 40-årsalderen. Også selv om man ikke oplever nogen symptomer. Læs videre, så fortæller vi dig, hvad du kan sige eller spørge om under konsultationen.
Hvad er en urolog specialiseret i?
En urolog er en sundhedsprofessionel. Han eller hun har specialiseret sig i at hjælpe med at forebygge, diagnosticere og behandle sygdomme i urin- (hos begge køn) og kønsorganerne (hos mænd).
Urologen kan især tage sig af problemer som f.eks:
- Nyresten.
- Erektil dysfunktion.
- Overaktiv blære.
- Urininkontinens.
- Prostatahyperplasi.
- Urinvejsinfektion.
- Lav testosteronkoncentration.
- Kræft i testikel, penis, prostata, blære eller nyre.
Hvornår skal man gå til urologen?
Når du når en vis alder (over 40 år) er det godt at planlægge et besøg hos urologen med henblik på forebyggelse og kontrol. Det er dog også muligt at blive henvist af den praktiserende læge på grund af nogle symptomer, der er observeret.
I denne henseende kan nogle tegn indikere, at konsultation er nødvendig:
- Enuresis hos børn: Ufrivillig vandladning hos børn i en vis alder, når de sover.
- Historie med seksuelt overførte sygdomme.
- Svært ved at holde trangen til at gå på toilettet tilbage.
- Behov for at gå på toilettet meget ofte.
- Traumer i kønsorganerne eller urinvejene.
- Ændring i urinens farve og udseende.
- Smerter, ubehag eller brændende fornemmelse ved vandladning.
- Vanskeligheder med at opretholde en erektion.
- Fornemmelse af ikke at tisse helt færdig.
- Blod i urinen (hæmaturi).
Læs også: Sådan kan du passe på nyrer og blære
Spørgsmål at stille, når du besøger en urolog
Denne specialist udfører en undersøgelse af det abdominale, genitale og rektale område. Han eller hun kan også udføre urin- eller blodprøver samt billeddannende undersøgelser (især ultralyd). Han/hun vil også bede om oplysninger om patientens livsstil (kost, alkoholforbrug, tobakforbrug, fysisk aktivitet).
Der er nogle spørgsmål, som enhver mand bør stille, når han besøger en urolog. Lad os se, hvilke det er.
Urologen kan bede om billeder af urinvejene, som vil blive taget ved hjælp af røntgen, ultralyd, CT eller MR.
1. Hvor mange gange om dagen skal jeg tisse?
Der er ikke noget nøjagtigt antal gange om dagen, der er normalt for vandladning. Det kan variere afhængigt af vejret, væskeindtag og andre faktorer. Men hvis du føler, at du går på toilettet oftere eller sjældnere end normalt, bør du rapportere dette under dit besøg hos urologen.
2. Hvad sker der, hvis jeg har problemer med at tisse?
For at besvare dette spørgsmål skal din læge foretage nogle undersøgelser. Dette kan være en normal del af aldringsprocessen. Det kan dog også skyldes godartet prostatahyperplasi eller et problem med nyrernes funktion.
3. Har jeg brug for en prostataundersøgelse?
Selv om svaret afgøres af lægen og afhænger af det enkelte tilfælde, er den anbefalede alder for den første prostataundersøgelse 55 år. Dette er blevet anbefalet af U.S. Preventive Services Task Force siden 2018.
For personer med kræft i familien kan det dog fremskyndes til det fjerde årti. Omvendt har personer over 70 år ingen indikation for rutinemæssig screening for at screene for prostatakræft.
4. Hvordan udfører en urolog denne test?
Denne test involverede digital rektalundersøgelse og PSA-bestemmelse for nogle år siden, men det er ved at ændre sig.
Måling af prostataspecifikt antigen (PSA) er i dag den eneste test med videnskabelig godkendelse. I den forbindelse har den samme U.S. Preventive Services Task Force siden 2018 frarådet digital rektalundersøgelse med den begrundelse, at den ikke har tilstrækkelig dokumentation til at være en nyttig test.
5. Skal du altid have testen?
I forbindelse med dette spørgsmål vil lægen også beslutte og foreslå det for patienten. Anbefalingen om at begynde screening i en alder af 55 år er underlagt den rådgivende persons vurdering af disse oplysninger.
Centers for Disease Control and Prevention (CDC) understreger, at PSA-måling er en personlig beslutning. Der er en mulighed for, at resultatet kan være falsk positivt, og at personen kan gennemgå kraftige behandlinger, som han/hun måske ikke havde brug for.
Generelt rapporterer statistikkerne, at der efter 60-årsalderen er lille chance for at udvikle prostatakræft, hvis PSA-værdien er forblevet lav. Forskning viser dog, at 20,3 % af de patienter, der diagnosticeres med denne neoplasma, er mellem 70 og 75 år.
6. Er en digital rektalundersøgelse smertefuld?
Det, som nogle mænd er bekymrede for eller frygter, når de besøger urologen, er den digitale rektalundersøgelse. Denne praksis er ikke standardiseret blandt den mandlige befolkning sammenlignet med celleprøver for kvinder.
Det bør dog præciseres, at selv om det kan være ubehageligt, bør en digital rektalundersøgelse ikke være smertefuld. Desuden tager den kun kort tid og er enkel. Som vi allerede har antydet, er der dog en tendens til, at man holder op med at udføre den.
7. Hvordan ved jeg, om der er tale om erektil dysfunktion?
Når en person har oplevet problemer med at få eller bevare en erektion under samleje, kan han blive bekymret. En lejlighedsvis episode kan dog være almindelig, især i en vis alder.
For at man kan tale om erektil dysfunktion skal der være tale om et mere eller mindre permanent problem. Under alle omstændigheder vil lægen og patienten under besøget hos urologen undersøge situationen under hensyntagen til de mulige tilknyttede risikofaktorer.
Ligeledes bør andre sygdomme tages i betragtning, da erektil dysfunktion ikke kun påvirker personens seksuelle liv, men også kan være relateret til forskellige kardiovaskulære, neurologiske eller endokrine sundhedsproblemer ifølge forskningen om emnet.
8. Hvordan ved man, om der er nyresten?
Ud over de symptomer, der normalt ledsager sten (smerter i lænden, blod i urinen, ubehag eller vandladningsbesvær), bør der udføres prøver for at få stillet den tilsvarende diagnose.
Ultralyd er normalt den første test.
9. Hvad er symptomerne på testikelkræft?
Ligesom kvinder gør med deres bryster, kan mænd regelmæssigt foretage en selvundersøgelse af deres testikler. Din læge kan forklare, hvordan det gøres, og hvad man skal kigge efter.
En knude, smerter i lysken, tunghed eller forstørrelse af pungen kan være advarselstegn. Hvis disse er til stede, bør man besøge urologen, som vil undersøge og beslutte, om der skal foretages undersøgelser.
Det er muligt at drøfte intime situationer med urologen.
10. Har en urolog erfaring med at behandle problemet?
Hvis der er konstateret sygdom, bør man spørge den læge, der har stillet diagnosen, om han/hun har erfaring med at behandle problemet. Hvis ikke, kan han/hun måske anbefale en anden eller henvise til en anden læge.
11. Hvad kan man gøre for at forebygge sundhedsproblemer?
Der findes ingen idiotsikker metode til at forebygge sundhedsproblemer i urinvejene eller det mandlige reproduktive system. Der er dog nogle generelle anbefalinger, som man skal huske på:
- Undgå at ryge.
- Reducér saltindtaget.
- Tilstrækkelig hydrering.
- Moderat alkoholindtag.
- Regelmæssig fysisk aktivitet.
- Lav øvelser for at styrke bækkenbunden.
- Reducér indtaget af rødt kød og transfedt.
- Spis en afbalanceret kost, herunder frisk frugt og grøntsager.
Andre ting, du bør fortælle en urolog
Ud over de spørgsmål, som enhver mand bør stille ved sit besøg hos urologen, er der også nogle detaljer, som skal oplyses til lægen for at hjælpe ham/hende med diagnosen.
Du bør tale om din livsstil, hvordan din kost er, om du dyrker motion eller er stillesiddende, din seksuelle funktion, hyppighed og form af vandladning, familiens eller din personlige historie med kroniske sygdomme.
Du bør ikke skjule oplysninger for at forsøge at få dig selv til at se godt ud eller for at undgå at blive “skældt ud” af lægen. Man bør heller ikke ignorere nogen detaljer, som man mener er uvæsentlige. Disse holdninger kan, langt fra at hjælpe, bidrage til at forværre et eksisterende problem.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- American Cancer Society. Signs and Symptoms of Testicular Cancer. 2018. Available: https://www.cancer.org/cancer/testicular-cancer/detection-diagnosis-staging/signs-and-symptoms.html
- Ceballos M, Álvarez Villarraga J, Silva Herrera J, et al. Guía de disfunción eréctil. Revista Urología Colombiana. 2015; XXIV(3): 185.e2-185.e22.
- Cózar J, Miñana B, Gómez-Veiga Fm et al. Registro nacional de cáncer de próstata 2010. España Actas Urológicas Españolas. 2013; 37(1): 12-19.
- Goldenring J. Equal time for men: teaching testicular self-examination. J Adolesc Health Care. 1986; 7: 273.
- González Calvar S, Salcedo J, Martínez Mangini M. Últimos avances en el diagnóstico de la hiperplasia benigna de próstata. Acta bioquím. clín. latinoam. 2005; 39(2): 171-185.
- Morata AJ, Morata AL. Enuresis infantil, formar y educar. Rev Cubana Pediatr. 2021; 93(3): e1035.
- Pattillo A, Miranda V, Wainstein C, Cohen D. Recomendaciones para Programas de Formación en Patología de piso Pélvico. Rev Chil Obstet Ginecol. 2017; 82(5): 589-593.
- Potenziani Bigelli J, Carmona O, Pradella de Potenziani R, Potenziani Pradella S. Mujeres con infecciones urinarias recurrentes: Factores predisponentes en ambos integrantes de la pareja. Centro médico. 2004; 49: 110-136.
- Prieto Castro R, Campos Hernández P, Robles R, Ruíz García J, Requena Tapia M. Epidemiología de la disfunción eréctil. Factores de riesgo Arch. Esp. Urol. 2010; 63 (8): 637-639
- Valiente Morejón W, Junco Sena B, Padrón Vega Y, Ramos Águila Y, Castillo García I. Prostate-specific antigen as a predictor for the diagnosis of prostate adenocarcinoma. Rev. Finlay. 2015; 5(4): 221-227.
- Vara Martín J, Hidalgo-Barquero E, García Blanco, J. Diagnostico de la hematuria. Nefrología Pediátrica. 2008; 15: 169-181.
