Terapeutisk flebotomi: Hvad er det, og hvornår anbefales denne behandling?

Terapeutisk flebotomi er en teknik, hvor der tages veneblod for at forbedre patientens kliniske tilstand. Få mere at vide om det her.

Skrevet og kontrolleret af læge Maryel Alvarado Nieto.

Sidste ændring: 14 august, 2023

Terapeutisk flebotomi er en procedure, hvor der udtages en betydelig mængde blod for at forbedre patientens kliniske tilstand. Denne teknik, der også er kendt som “blodtapning”, blev ofte anvendt i oldtiden. De mange forskellige indikationer, hvor den blev anvendt, svarede mere til datidens tro end til effektiv behandling af sygdomme.

Faktisk forårsagede mange af disse procedurer mere skade end gavn. Med videnskabens fremkomst og en bedre forståelse af de patofysiologiske fænomener, der var involveret, blev det gradvist afbrudt og erstattet af behandlinger, der var mere i overensstemmelse med sygdommens oprindelse.

Der er dog stadig nogle indikationer, hvor flebotomi stadig er et nyttigt redskab.

Hvad er terapeutisk flebotomi?

Proceduren består i at punktere en perifer vene (normalt i underarmen) med et udtrækningsapparat, som har en nål og er forbundet med en opsamlingspose på 500 ml.

Det er vigtigt at bemærke, at den udtrukne mængde afhænger af det terapeutiske formål og af patientens alder og kliniske tilstand. Ved hjælp af en bloddonationsvægt er det muligt at overvåge den udtagne mængde i realtid.

Proceduren varer i alt mellem 20 og 40 minutter og udføres med patienten i en halvsiddende stilling. På den anden side skal opsamlingsposen være placeret under armniveau under proceduren for at muliggøre udtagning af blodet ved hjælp af tyngdekraften.

Vigtige overvejelser

Patienten, der skal gennemgå terapeutisk flebotomi, skal vurderes før proceduren, med en registrering af vitale tegn og en relevant forklaring af proceduren. Det er vigtigt, at patienten er hydreret og har spist godt. Efter proceduren bør patienten drikke tilstrækkeligt med væske og undgå pludselige stillingsændringer.

Hvornår anvendes terapeutisk flebotomi?

I århundreder har det været en almindelig procedure til behandling af forskellige sygdomme. Selv om teknikken var rudimentær, var formålet at trække nok blod ud til at fjerne årsagen til sygdommen, som man troede var der.

På trods af den tidligere overanvendelse er der i dag kun få kliniske tilstande, hvor flebotomi er en form for terapi. Alligevel har denne praksis fortsat store kritikere.

Arvelig hæmokromatose

Arvelig hæmokromatose er en medfødt lidelse med autosomal recessiv arv, som er den mest almindelige genetiske stofskiftesygdom.

Hos disse patienter er der en øget optagelse af jern fra kosten, hvilket medfører, at metallet gradvist ophobes i kroppen. De kliniske manifestationer varierer meget fra patient til patient, og der er endda tilfælde, hvor der ikke forekommer symptomer.

Behandlingen er baseret på en gradvis reduktion af jerndepoterne og den deraf følgende opretholdelse af passende jernværdier, da det overskydende metal skader forskellige organer i kroppen, især lever, hjerte og bugspytkirtel.

Derfor er dette en af de tilstande, hvor terapeutisk flebotomi stadig er relevant i dag. Faktisk forhindrer tidlig behandling progression til levercirrose og forbedrer disse patienters overlevelse.

I de indledende faser varierer hyppigheden mellem 1 og 2 uger, afhængigt af patientens tilstand og tolerance over for teknikken. Ligeledes varierer behandlingsvarigheden fra seks måneder til to år.

Efter at have opnået normale værdier følges sagen op med jævne mellemrum, og behovet for at fastlægge retningslinjer for vedligeholdelsesterapi, hvor der er tidsmæssig afstand til flebotomier, vurderes.

Kontraindikationer for terapeutisk flebotomi hos patienter med arvelig hæmokromatose

Ikke alle patienter er egnede til denne behandling, så en anden behandlingsmulighed er erythroapherese. I nogle tilfælde, hvor ingen af disse behandlinger kan gennemføres, kan man ty til brug af jernchelatorer. Disse har dog ikke vist god effektivitet. Terapeutisk flebotomi er kontraindiceret i følgende situationer:

• Koronar hjertesygdom.
• Hjertesvigt.
• Anæmi.
• Høj alder.

Terapeutisk flebotomi ved porphyria cutanea tarda

En anden tilstand, hvor jernophobning i kroppen kan være forbundet, er porphyria cutanea tarda. Ved denne sygdom er et leverenzym, der er ansvarligt for nedbrydning af porfyriner, påvirket, så disse molekyler er forøgede hos disse patienter.

De vigtigste kliniske manifestationer omfatter forekomsten af læsioner på udsatte hudområder (fotosensitivitet) og varierende grader af nedsat leverfunktion.

Hos disse patienter er gentagne blodprøver en førstevalgsterapi, der har til formål at sænke jernniveauet. Årsagen er, at det overskydende metal ud over at forårsage organskader også fører til hæmning af leverenzymer. Ved at reducere disse aflejringer vil enzymet derfor blive frigjort med deraf følgende reduktion af de akkumulerede porfyriner.

Terapeutiske retningslinjer for porphyria cutanea tarda

Indikationen for behandling med terapeutisk flebotomi bør individualiseres med periodiske kontroller af hæmacytometriske indekser. Generelt set er udtrækkene fordelt over tid, indtil acceptable værdier er opnået.

På grund af tendensen til tilbagefald er det imidlertid nødvendigt at vurdere behovet for vedligeholdelsesbehandlinger. Hos disse patienter er der også beskrevet brug af antimalariamidler i kombination med flebotomi.

Eisenmenger syndrom

Forskellige medfødte hjertesygdomme fører til en stigning i pulmonal vaskulær modstand med deraf følgende forekomst af pulmonal hypertension. I de alvorligste tilfælde opstår Eisenmengers syndrom.

I dette syndrom er der som følge af forskellige patologiske mekanismer en hindring for blodgennemstrømningen i lungernes kapillærer, hvilket hæmmer iltudvekslingen og udløser hypoxæmi.

Resultatet er, at kroppen forsøger at kompensere for dette underskud med en øget produktion af erytrocytter, da de er ansvarlige for at transportere ilt til kroppens forskellige celler. Men i takt med, at der cirkulerer flere erytrocytter i blodet, stiger andelen af blodets dannelseselementer (hæmatokrit), hvilket fører til en stigning i blodets viskositet.

Denne nedsatte væskefylde udløser symptomer, der samles under betegnelsen hyperviskositetssyndrom, som kan afhjælpes ved at foretage  terapeutisk flebotomi.

I modsætning til hæmokromatose udgør denne teknik dog ikke en endelig behandling af Eisenmengers syndrom. Desuden fører dens anvendelse til et fald i jerndepoter og bør derfor overvejes med forsigtighed hos hver enkelt patient.

Kroniske pneumopatier og terapeutisk flebotomi

På samme måde fører forskellige lungesygdomme til kronisk hypoxi og øget produktion af erytrocytter med deraf følgende udvikling af hyperviskositetssyndromet.

På grund af dette kan flebotomi betragtes som en mulighed for at behandle symptomer og forbedre patienternes tilstand. De gennemførte undersøgelser giver imidlertid ikke mulighed for langtidsopfølgning, hvilket gør det tvivlsomt, om teknikken er nyttig.

Kontroversen om terapeutisk flebotomi

Nogle forfattere opfordrer til at overveje den systematiske bortskaffelse af blod fra patienter med hæmokromatose, som foregår i mange lande. Det er blevet påvist, at kvaliteten af blod fra disse patienter er lige så god eller bedre end kvaliteten af blod fra almindelige bloddonorer.

Desuden mener de, at kassering af disse enheder er et uvurderligt spild, da der normalt foretages en periodisk tapning.

De antyder ligeledes, at den eneste begrundelse for ikke at tillade brugen af disse komponenter er, at det ikke i bund og grund er en altruistisk donation, fordi patienten opnår en sundhedsmæssig fordel ved at gennemgå terapeutisk flebotomi.

De advarer dog om, at beslutningen om at donere eller ikke donere efter blodtapning bør betragtes som en uegennyttig holdning. Derfor understreger de, at det er nødvendigt at vurdere denne mulighed. De samme forfattere præciserer over for den almindelige befolkning, at da det er en genetisk lidelse, overføres arvelig hæmokromatose ikke ved transfusion.