Hvad er forskellen mellem at acceptere og give afkald?

Accept indebærer læring. At give afkald forhindrer os i at udnytte en situation og forandre os selv i en positiv retning. Få mere at vide i denne artikel.

At acceptere og give afkald har klare forskelle, selv om nogle mennesker har en tendens til at tro, at de er det samme. Først og fremmest giver accept os mulighed for at ændre, hvad vi føler omkring en situation.

På den anden side efterlader det at give afkald på noget – selv om det også er en udvej – os fanget som “hunden, der jager sin egen hale”. Dette er en metafor for at gå igennem det samme problem igen og igen. Så hvorfor er den ene holdning sundere end den anden? Lad os se nærmere på det.

Acceptere og give afkald: Hvad er forskellene?

Både accept og at give afkald viser sig i tanker, følelser og adfærd. Men at give afkald efterlader os med en bitter smag i munden, med en følelse af nederlag eller en følelse af, at der ikke er nogen anden udvej end at acceptere, at tingene er, som de er.

Accept fører os derimod til at forstå, at en situation præsenteres på en bestemt måde, men inviterer os til at tænke over, hvilken forandring vi kan aktivere i os selv for at imødegå den på den bedste måde.

Derfor påtager vi os en aktiv rolle, der er orienteret mod en personlig transformation, når vi accepterer noget. Det gør os til aktive deltagere og agenter og får os også til at føle os bedre tilpas.

Med andre ord bliver vi involveret i forandringen, når vi accepterer noget. På samme måde er accept en måde at vende siden på, da det omfatter en proces med forskellige følelser.

Dette giver os mulighed for at erkende, at vi gjorde, hvad vi kunne, og at andre aspekter simpelthen var uden for vores kontrol. Det sætter os ansigt til ansigt med omstændighederne og giver os mulighed for at undgå selvbedrag eller pine.

At give afkald på noget fører os imidlertid til den samme situation igen og igen. For den får os ofte til at ønske, at vi kunne gøre mere. Vi sidder tilbage med en idé om, at noget stadig står i bero.

Nogle gange påtager vi os endda rollen som ofre. Vi tænker ting som “det er ikke op til mig” eller “det var ikke mig, der traf den beslutning”. Som det sidste forhindrer resignation os i at arbejde med vores følelser, da vi benægter vores virkelighed.

Accept indebærer en proces, hvor følelser håndteres, og hvor vores syn på situationer ændres.

De vigtigste forskelle mellem at acceptere og give afkald

Lad os med dette i baghovedet opsummere de vigtigste forskelle mellem disse to begreber:

• Rollen: Mens accept inviterer os til at “tage kontrol” over situationen, efterlader det at give afkald på noget os ubevægelige. Med accept kan vi søge efter løsninger eller tænke på alternativer.
• Orientering i tid: Når man giver afkald, vender man igen og igen tilbage til fortiden, mens accept er orienteret i nutiden, og det gør det muligt at bevæge sig mod fremtiden.
• Resultatet: Accept fører til modstandsdygtighed, mens det at give afkald forankrer os i lidelse.
• Følelser: I tilfælde af at give afkald benægter vi vores følelser. Men i tilfælde af accept håndterer vi dem, oplever dem og transformerer dem. At give afkald efterlader os således med pessimistiske følelser, mens accept aktiverer os og indbyder os til entusiasme for at genopfinde os selv og skabe nye mål og bånd.

Ved at acceptere og give afkald udvikler man sig forskelligt i retning af tilpasning. Det første er proaktivt – jeg erkender alt, hvad der sker, men jeg vil lede efter omstændigheder, der gør det muligt for mig at handle til min fordel og for mit velbefindende – og det andet er passivt: “der er ingen anden udvej”.

Lad os se på et eksempel på at acceptere og give afkald

Forestil dig, at du lige har fået en diagnose på en sygdom. Nyheden giver os i første omgang et chok. Efter at vi er kommet os over chokket over nyheden, har vi et valg: Vælger vi at acceptere eller give afkald på den?

Accept indebærer mobilisering af ressourcer, mens det at give afkald blokerer os, da den efterlader os fastlåst i situationen uden redskaber til at håndtere den og ude af stand til at tænke over, hvad vi kan gøre for at imødegå den.

Accept opfordrer os til at søge efter en mening og en dybere årsag til, hvorfor vi måske oplever noget. Det giver os mulighed for at erklære en oplevelse igen og er udgangspunktet for at arbejde på vores modstandsdygtighed. Det vil sige, at vi efter en proces er i stand til at forstå, at sygdommen kan lære os noget, og at vi kan forandre os selv.

Således begynder vi blandt andet at ændre vores livsstil og vælge nye vaner, føre et sundere liv og få hyppige lægeundersøgelser. Vi udvider vores synsvinkel. Vi spørger os selv om andre variabler. Vi når frem til en bredere og mere kompleks læsning af vores situation.

Derefter holder den op med at være selvreferentiel og personalistisk og hjælper os til at forstå den. Det kræver naturligvis også arbejde og viljestyrke. For det er ikke noget, der kommer af sig selv.

At give afkald og være passiv

I mellemtiden fanger det at give afkald på noget os i et pessimistisk synspunkt og med det tilbagevendende spørgsmål: “Hvorfor mig?”.

Faktisk antager den ofte en skyldig fremtoning, der får os til at føle os ansvarlige: “Jeg skulle have fået taget en test tidligere”, “Jeg skulle have taget vare på mig selv…” eller “Hvad nu hvis…” er nogle af de mange tanker, der kan ødelægge os, hvis vi vælger dette perspektiv

Når vi vælger at give afkald på noget, begrænser det vores evne til at finde løsninger. Det fører til et mere fatalistisk syn på alting.

Accept er ikke lineært: Det kræver en proces

Ingen siger, at accept vil være “uden smerte og uden ære”. I virkeligheden kræver det en proces, hvor man skal modstå situationen, indtil den kan accepteres. Det er heller ikke noget lineært, der begynder og fortsætter uden op- og nedture. Det er forventeligt, at vi vil støde på mange forskellige følelser.

Men fra det øjeblik vi erkender dem, vil vi være i stand til at håndtere dem, og lidt efter lidt vil vi få det bedre. Det betyder ikke, at vi er tilfredse med en bestemt oplevelse, men det opmuntrer os til at udvikle en ny forståelse og forbedre os selv.

Accept fører heller ikke til, at vi tilpasser os eller fortryder, at vi ikke kan kontrollere alting. Tværtimod giver den os mulighed for at fokusere på det, som vi virkelig har kontrol over.