Rakel fortæller historien om sin brystkræftdiagnose

I august 2021 ændrede Rakels livssyn sig efter en brystkræftdiagnose. Læs videre for at høre hendes historie.

Man kan sige, at jeg levede et normalt liv indtil sommeren sidste år, hvor jeg fik en brystkræftdiagnose. Jeg var lige fyldt 30 år, men jeg følte mig yngre end nogensinde før.

Efter at jeg havde fået mit job og økonomisk stabilitet, handlede mit liv kun om at arbejde, gå i fitnesscenter, gå til fester og rejse, når det var muligt. Men mit livssyn ændrede sig i august 2021, efter at jeg fik konstateret brystkræft.

Efter at have nydt en ferie i Malaga genoptog jeg min arbejdsrutine. De dage følte jeg mig mere træt end normalt, men jeg tilskrev ubehaget til efter-ferie-syndromet.

Der gik et par uger, og følelsen af udmattelse forsvandt ikke. Tværtimod begyndte den at afbryde min arbejdsdag. Jeg bad om en lægeundersøgelse, men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville høre ordet “kræft”.

Jeg hedder Rakel, og for mere end et år siden fik jeg konstateret brystkræft i fase II. At få denne nyhed i en alder af 30 år var ødelæggende, men det ændrede den måde, jeg så og levede mit liv på. Selv om jeg i begyndelsen var overvældet af håbløshed, føler jeg i dag, at jeg er stærk nok til at kæmpe kampen. Dette er min historie.

Processen med brystkræftdiagnosen

Som sagt bad jeg om en lægeundersøgelse, fordi jeg begyndte at føle udmattelse, der blev forstærket, som dagene gik. Jeg havde altid været meget aktiv, så at opleve træthed i så mange dage fik mig til at tænke, at der måske var noget andet i gang i min krop. Det var der desværre også.

Efter de typiske rutineprøver og efter at have haft tilstrækkelig grund til mistanke foreslog lægen yderligere prøver for at afgøre, om kilden til symptomerne var kræft. Kræft! Alene muligheden skabte en meget stærk ængstelse og frygt i mig. Indtil da var det ikke noget, jeg havde tænkt på.

Den 20. august 2021 fik jeg endelig diagnosen: Brystkræft i fase II. Men hvad betød det, var det alvorligt, havde jeg kun lidt tid tilbage? Disse og mange andre spørgsmål begyndte at invadere mine tanker. Chokket over nyheden var ødelæggende, og jeg var i chok.

Lægen forklarede mig, at jeg havde brystkræft i fase II. Dette efter at have fundet to tumorer i højre bryst og tre tumorer, der involverede de aksillære lymfeknuder i det samme område. Det er svært at beskrive alt det, jeg følte i det øjeblik. Med få ord styrtede min verden sammen.

Indtil dagene før min brystkræftdiagnose følte jeg, at jeg ville erobre verden. Jeg arbejdede for at rejse, nyde mine venskaber og nå mål, der fik mig til at føle mig succesfuld. Nu havde mit liv ændret sig radikalt, og jeg var nødt til at indlede en kamp mod sygdommen.

Behandlingen

Bare det at høre, at man har kræft, er hjerteskærende. Jeg tror, at de fleste af os straks forbinder dette udtryk med døden. Og med rette. Vi har nemlig set denne sygdom – i alle dens former – koste tusindvis af mennesker livet. Jeg tænkte, om jeg ville blive en del af statistikken.

Men efter en grundig samtale med lægen, som jeg takker for hans professionalisme og for at få mig til at forstå, at alt ikke var tabt, kunne jeg ændre min holdning til sygdommen. Modstandsdygtighed – som altid har været en del af mig – hjalp mig med at kortlægge et nyt mål: At besejre sygdommen.

Og ja, jeg vil ikke have, at du skal tro, at det er så let som at sige “jeg vil besejre det her” eller ” jeg vil vinde kampen mod sygdommen”. Det er en meget vanskelig proces, der kommer med op- og nedture, med øjeblikke med håb, men også dage, hvor man har lyst til at kaste håndklædet i ringen.

På grund af det stadie, kræften var i, var den mulige behandling for at redde mit liv en mastektomi (operation for at fjerne brystet) efterfulgt af strålebehandling for at bekæmpe tumorerne nær de aksillære lymfeknuder.

For at være mere præcis var lægerne nødt til at fjerne indersiden af mit bryst og min brystvorte. Herefter blev der startet strålebehandling, og til sidst blev der foretaget rekonstruktiv kirurgi. Efter at jeg var kommet mig over dette, måtte jeg gennemgå mere end fire måneders kemoterapi og endnu en operation.

Lige nu er jeg stadig under behandling. Lægens prognose er opmuntrende, men jeg skal tage medicin de næste 10 år. Tanken er at forhindre, at kræften kommer tilbage, selv om det er en mulighed, der ikke er udelukket.

Mine dage blev til muligheder efter min brystkræftdiagnose

Jeg må indrømme, at jeg før min brystkræftdiagnose førte et noget “selvbebrejdende” liv. Jeg plejede at tro, at tingene skulle ske præcis, som jeg havde planlagt dem, og jeg var ikke klar over, hvor frustreret jeg var over at ville opnå et “perfekt liv”.

Bekymring for fremtiden invaderede mig konstant, og jeg fokuserede al min energi på at få det til at blive som jeg havde planlagt det.

Selvfølgelig ændrede alt det, der skete i forbindelse med behandlingen af denne sygdom, den måde, jeg tænkte, følte og levede mit liv på. I løbet af få uger måtte jeg se mit liv ændre sig dramatisk. Denne gang gennemgik jeg noget, som jeg ikke kunne ændre.

Det handlede ikke længere om at “være mere produktiv”, “tjene penge” eller “være den bedste på mit arbejde”. Nu handlede det hele om at kæmpe for at overleve. Men midt i det hele hjalp det mig til at erkende vigtige ting, som jeg ignorerede i min “normalitet”.

Hvor klichéagtigt det end lyder, så forbinder tanken om, at man måske snart dør, en med livets sande mening. Man begynder at føle, at hver dag er en mulighed, og at man ikke kan forspilde den. Et kram fra mor, at tilbringe tid med familien og selv en simpel kop kaffe med venner bliver ekstremt værdifulde ting.

Og når udsigterne er så nedslående, bliver støtten og kærligheden fra de mennesker, der står dig nærmest, en drivkraft. Takket være dem føler jeg mig i dag stærk, inspireret og motiveret til at komme videre.

Kampen efter min brystkræftdiagnose er i gang

Nu hvor jeg kan sætte mig i en persons sted, der får en kræftdiagnose, ikke kun en brystkræftdiagnose, men enhver anden kræftsygdom, vil jeg gerne være støttende. Jeg ved, hvor svært det er at bearbejde denne nyhed og især at gennemgå den proces, det indebærer.

Det er ikke en let kamp, det er sandt. Men hvordan man griber hele processen an, gør hele forskellen. Det er nødvendigt at ændre sin attitude. Det er også nødvendigt at lære mere om sygdommen og visualisere, at man kommer til at overvinde den. Lægelig og familiemæssig støtte er afgørende, tøv ikke med at søge tilflugt hos den.

Forenet kan vi konfrontere brystkræft

Jeg vil gerne afslutte med et enkelt budskab: “Hvis vi alle står sammen, vil vi opnå tilstrækkelig styrke til at besejre denne sygdom”. Og ud over den moralske støtte, som den pårørende har brug for efter at have fået diagnosen, kan vi som samfund også deltage i kampen.

Men hvordan? Der er mange tiltag, der bidrager. At deltage i brystkræftkampagner, støtte fonde, lobbyarbejde for at forbedre offentlige politikker til gavn for kræftpatienter, formidling af pålidelige oplysninger om sygdommen, deling af støttebudskaber osv. Små handlinger, som for os patienter men en brystkræftdiagnose kan gøre en forskel.