Jiddu Krishnamurti: Vigtig indisk filosof og hans bidrag

Jiddu Krishnamurti var en indisk-amerikansk åndelig filosof, der talte for mental tomgang for at skabe positive forandringer i verden.

Jiddu Krishnamurti var en berømt indisk-amerikansk taler, forfatter og åndelig filosof. Han behandlede emner som mental revolution, sindets natur, menneskelige relationer og formålet med meditation og mental tomhed som et middel til at opnå positive forandringer i både individet og samfundet.

Hans maksime var at gå ind for menneskets og verdens fulde frigørelse gennem selvviden og løsrivelse fra dogmer, religioner, kaster og politiske holdninger. Nedenstående bringer vi hans biografi og de bidrag, han har ydet til det 20. århundredes filosofiske tænkning.

Biografi om Jiddu Krishnamurti

Jiddu Krishnamurti blev født den 11. maj 1895 i byen Madanapelle i den moderne delstat Andhra Pradesh i det sydlige koloniindien. Han var den ottende af elleve søskende, hvoraf kun seks nåede voksenalderen.

Hans far var Jiddu Narayaniah. Han arbejdede som embedsmand i den britiske administration. Hans mor var Sanjeevamma. Hun hævdede at have psykiske kræfter. Hun påstod at have visioner og evnen til at se menneskers auraer.

Jiddu Krishnamurti var meget glad for sin mor. Hendes død – da han var knap 10 år gammel – var et bittert slag. Troen på, at hans mor mødtes med ånder, hjalp ham dog med at håndtere tabet. Han kunne føle, at hun på en måde stadig var hos ham.

Krishnamurti var et følsomt og sygeligt barn. De, der kendte ham, sagde, at han også var “doven og drømmende”. Faktisk udmærkede han sig aldrig i sin barndom i sine studier og blev af sine lærere betragtet som intellektuelt handicappet.

“Verdenslæreren” og Det Teosofiske Samfund

I slutningen af 1907 trak familiefaderen Jiddu Narayaniah sig tilbage fra sine administrative opgaver. Denne kendsgerning, sammen med de knappe ressourcer han havde, tvang ham til at bede om et job i Det Teosofiske Samfunds hovedkvarter, der lå i byen Adyar.

Selskabets direktør, Annie Besant, besluttede at give ham et job som assistent i “sekretariatet for den esoteriske sektion” efter to års insisteren fra mandens side. I januar 1909 flyttede Jiddu Narianiah derfor sammen med sine fire børn til et lille sommerhus, der lå i udkanten af samfundets kompleks.

I april 1909 mødte Charles Webster Leadbeater, et indflydelsesrigt medlem af Det Teosofiske Samfund, Krishnamurti ved Adyar-floden og blev forbløffet over den “mest vidunderlige aura, han nogensinde havde set, uden en partikel egoisme.”

Derfra blev Leadbeater overbevist om, at drengen ville blive en åndelig lærer og en stor taler. Men ikke nok med det, han troede også, at Jiddu Krishnamurti var hverken mere eller mindre end “et køretøj for Lord Maitreya”.

Dette henviser i den teosofiske doktrin til et avanceret åndeligt væsen, der med jævne mellemrum dukker op på Jorden som en verdenslærer for at lede menneskehedens udvikling.

Annie Besant, der var overbevist af Leadbeaters bekræftelser, formåede at tage Jiddu Krishnamurti og hans yngre bror Nitya (der blev betragtet som hans åndelige ledsager) ud af deres forældrehjem og med til at bo i Det Teosofiske Samfunds hovedkvarter.

Herfra blev begge brødre opdraget og uddannet under Besants og Leadbeaters vejledning. Senere, i 1911, rejste de til England, hvor de blev i ti år og gennemførte deres studier og levede et prangende liv.

Jiddu Krishnamurtis åndelige opvågnen

I 1912 rejste Jiddu Krishnamurti sammen med sin bror Nitya til Californien i USA, hvor han etablerede sin bopæl, fordi han mente, at klimaet på dette sted var det mest velegnede for hans brors helbred, som led af tuberkulose.

Herfra begyndte den unge Krishnamurti at opleve en åndelig opvågnen – som han selv døbte som “processen” – karakteriseret ved episoder med intense fysiske smerter, bevidsthedstab og visioner, der førte ham til skoven i Indien, hvor han talte om tilstedeværelsen af mægtige væsener (bl.a. Buddha, Maitreya og andre mestre i det okkulte hierarki).

Disse symptomer kom og forsvandt i perioder. Og når de aftog, efterlod de Krishnamurti med øget mental klarhed eller følsomhed. I den forbindelse hævdede Nitya, at der var en tømning af hans brors bevidsthed tydelig, sammen med tidspunkter, hvor han følte et stort nærvær.

Som kommende verdenslærer fortsatte Krishnamurti med at opretholde en rejseplan til forskellige lande. Især i forbindelse med kongresser i Det Teosofiske Samfund. Da hans oplevelser blev offentliggjort, opstod der faktisk en furore blandt teosofiens tilhængere.

I disse aktiviteter blev han ledsaget af sin bror. Den 13. november 1925 døde hans bror dog midt i en storm. Som følge heraf var Krishnamurti knust; han skreg, jamrede og græd højt efter sin bror, som havde været hans eneste familie og trofaste følgesvend, siden han blev adskilt fra sin far.

Brud med Det Teosofiske Samfund

Hans nylige oplevelser af åndelig opvågnen, kombineret med hans brors død, fik Jiddu Krishnamurti til at tage afstand fra Det Teosofiske Samfund. Nye begreber dukkede op i hans foredrag, diskussioner og korrespondance, sammen med et voksende ordforråd, der gradvist blev befriet fra den teosofiske terminologi.

Hans nye retning nåede sit højdepunkt i 1929. Da afviste han Leadbeaters og Besants forsøg på at videreføre Stjerneordenen. Det var en organisation, der var blevet oprettet i 1911 for at støtte Krishnamurti som en fremtidig Messias.

Hans argument var, at sandheden ikke har nogen bestemt kurs, så ingen religion eller sekt kan føre os til den. Således proklamerede den, der hidtil var blevet betragtet som “verdens mester”, at han ikke ønskede tilhængere, men frihed.

Han hævdede også, at man for at være virkelig fri ikke kunne forblive låst fast i en fastlåst tro.

Efter bruddet med Det Teosofiske Samfund forsvarede Jiddu Krishnamurti, at han ikke var loyal over for nogen nationalitet, kaste, religion eller filosofi. Han tilbragte resten af sit liv med at rejse rundt i verden og tilbyde sin filosofi.

Han holdt foredrag på konferencer på fem kontinenter og oprettede fonde i bl.a. USA, Indien, Spanien og Storbritannien for at udbrede sine idealer og tilbyde undervisning.

Død og bidrag

I en alder af 90 år holdt han et foredrag i FN om fred og bevidsthed. Han modtog FN’s fredsmedalje i 1984. Jiddu Krishnamurti døde den 17. februar 1986 af kræft i bugspytkirtlen.

I dag fortsætter hans tilhængere med at arbejde gennem non-profit fonde i Indien, Storbritannien og USA. De fører også tilsyn med flere uafhængige skoler baseret på Krishnamurtis synspunkter om uddannelse.

Hans arv kan findes i hans bøger og videoer, som for det meste er kompendier af hans foredrag og debatter, hvor Krishnamurti fokuserer på ophør af mental aktivitet som tanke for at nå tilstande af tomhed og observation, hvor der ikke er nogen identifikation.

I sådanne tilstande kan man ifølge ham opleve følsomheden og grebet af “livets øjeblikke” uden sindets indblanding. Dette ville fuldstændig forandre mennesket i dets forhold til sig selv og til alt andet. Men for at dette kunne ske, skulle alle tankebevægelser og alle identifikationsprocesser ophøre.

Afsluttende bemærkninger om Krishnamurti

Jiddu Krishnamurti var en åndelig filosof, der ønskede at befri verden og mennesket fra sindets og dogmernes bånd. For denne store tænker er det indre og individuelle arbejde grundlæggende elementer for at opnå fred og fuld frihed.