Skolastik: Betydning og historisk betydning

Skolastik var en teologisk-filosofisk strømning, der var fremherskende i middelalderens tankegang. Dens mål var at integrere tro og fornuft.

Skolastik er en middelalderlig filosofisk og teologisk strømning. Den fokuserede på at integrere fornuft og religiøs tro, men med større vægt på sidstnævnte. Dens begyndelse går tilbage til det niende århundrede, og den var den fremherskende tankelære i den vestlige kultur indtil det 16. århundrede.

Et af de vigtigste bidrag fra skolastikken til tankens historie var dens undervisningsmetode, som stadig er bevaret i dag, men med nogle moderne og nutidige variationer. I det følgende beskrives denne intellektuelle bevægelses karakteristika og dens historiske betydning.

Hvad er skolastik?

Ordet skolastisk stammer fra latin scholasticus, der betyder “lærd”. Og også fra det græske scholastikos, som betyder “at hellige sig lærdom i sin fritid”.

Det var den fremherskende teologisk-filosofiske strømning i middelalderens tankegang og var baseret på integrationen af tro og fornuft. I den var der dog altid en klar underordning af fornuften i forhold til troen.

Skolastikkens begyndelse er registreret fra det niende århundrede og repræsenterede et forsøg på harmonisering mellem kristen teologi og klassisk filosofi (især Aristoteles’ og Platons). Men dens dannelse også omfattede andre filosofiske strømninger, f.eks. arabiske og jødiske.

Blandt dens vigtigste repræsentanter er Anselm af Canterbury (der betragtes som skolastikkens fader), Peter Abelard, Alexander af Hales, Albert den Store, John Duns Scotus, William af Ockham og Thomas Aquinas.

Faser

I betragtning af denne bevægelses periodiske udvidelse og de mange forskellige holdninger, der opstod, inddeles skolastikken normalt i tre faser:

1. Fra begyndelsen af det niende århundrede til slutningen af det tolvte århundrede: Karakteriseret ved den kontroversielle diskussion om universaler og fører til en modsætning mellem realistiske, nominalistiske og konceptualistiske forklaringer og fortolkninger.
2. Fra det tolvte århundrede til slutningen af det trettende århundrede: Dette repræsenterer skolastikkens højdepunkt og er kendetegnet ved, at Aristoteles’ tekster kommer ind i den filosofiske diskussion. Desuden begynder filosofien at blive adskilt fra teologien.
3. Det 14. århundrede: Skolastikkens nedgangsperiode begynder. I dette tilfælde afledes denne strømnings tanker – på den ene side i retning af mysticisme og på den anden side i retning af studiet af naturvidenskab. Desuden opstod der nye strømninger, der brød harmonien mellem tro og fornuft.

Karakteristika ved skolastik

De væsentlige karakteristika ved skolastik kan sammenfattes som følger:

• Skolastikkens hovedformål var at integrere den viden, der blev opnået separat gennem fornuften og de kristne åbenbaringer.
• Al tænkning skulle være underlagt autoritetsprincippet, og undervisningen kunne begrænses til gentagelse af klassiske tekster, især Bibelen (den vigtigste kilde til viden). Skolastikken tilskyndede imidlertid til ræsonnement og spekulation ved at kræve et struktureret diskursskema, som kunne udsættes for tilbagevisning og forberede forsvar.
• I denne forstand tilskyndede skolastikken til en undervisningsmetode baseret på dialektisk ræsonnement. Dvs. på udveksling af argumenter og modargumenter i jagten på en konklusion eller en syntese. Målet var at besvare spørgsmål eller løse modsætninger.
• Hvert emne, der skulle studeres, blev behandlet med stor omhu og hengivenhed gennem læsning af klassiske tekster og offentlig diskussion.
• Man fjernede sig fra empiriske tilgange og den videnskabelige metode. Det er derfor, man siger, at skolastikken udviklede sig inden for stive tankestrukturer.

For kristendommen var skolastik et redskab til at forstå troen. Denne filosofiske strømning blev overskygget af humanismen i det 15. og 16. århundrede. Den endte med at blive betragtet som en stiv, formalistisk og forældet måde at filosofere på.

Skolastikkens historiske betydning

På trods af kritikken af skolastik er det godt at erkende, at denne tankegang var et centralt element i fremkomsten af den moderne akademiske verden.

Det, vi i dag kender som en skole, skylder vi denne intellektuelle bevægelse. Især for de strenge metoder til læsning, redegørelse og kontrast af tekster, som stadig er gældende i uddannelsesinstitutioner.

Skolastikken tillod for sin del den klare skelnen mellem fornuft (filosofi) og tro (teologi), som senere påvirkede renæssancens tankegang. Desuden fremmede adskillelsen mellem disse to begreber indirekte splittelsen mellem staten og det kirkelige hierarki.

Kort sagt er essensen af skolastik forliget mellem den viden, som fornuften frembringer, og de forskrifter, der er fastsat i de hellige skrifter og den kristne kirke.