De 6 bedste bidrag fra Aristoteles

Aristoteles har efterladt os mange bidrag på forskellige vidensområder. Faktisk anses han for at være grundlæggeren af flere moderne discipliner.

Aristoteles (384 f.Kr. – 322 f.Kr.) var en græsk filosof, hvis tanker havde stor indflydelse på den intellektuelle udvikling i Vesten. Denne tænker arbejdede inden for forskellige vidensområder, bl.a. fysik, biologi, zoologi, botanik, psykologi, politisk teori, etik og logik. Han bliver værdsat som en polymatematiker. Vi ser på nogle bidrag fra Aristoteles.

Når vi tænker på bidrag fra Aristoteles, kan vi fremhæve skabelsen af formel logik, den første klassifikation af levende væsener, observationens betydning for tilegnelsen af videnskabelig viden, det første bevis for Jordens kugleform og skabelsen af den klassiske teori om regeringssystemer.

Hans bidrag forblev gyldige i århundreder, og nogle af dem er stadig gyldige i dag. Nedenstående vil vi se nærmere på hans vigtigste bidrag, og hvordan de har påvirket udviklingen af forskellige discipliner.

De vigtigste bidrag fra Aristoteles

Et af de karakteristiske træk ved den aristoteliske tænkning er tilbøjeligheden til videnskabelige og faktuelle ræsonnementer i studiet af naturen – et træk, som hans forgængere ikke tog hensyn til.

Det er måske derfor, at hans bidrag har varet ved gennem tiden, og at nogle af dem stadig er gyldige inden for forskellige discipliner som f.eks. matematik, fysik, biologi og politik.

1. Skabelsen af et logisk tankesystem

Aristoteles anses for at være grundlæggeren af logikken, da han skabte det første logiske system, der analyserede principperne for gyldighed eller ugyldighed af ræsonnementer. Dette system er kendt som kategorisk syllogisme og består af et deduktivt argument, hvor en konklusion udledes af to præmisser.

En syllogisme består af to sætninger, der har et associativt begreb til fælles, hvorigennem den nye viden eller konklusion opnås. Det karakteristiske eksempel på et deduktivt argument er følgende:

Alle mennesker er dødelige. (Præmis 1)

Alle grækere er mennesker. (Præmis 2)

Derfor er alle grækere dødelige. (Konklusion)

I denne type argumentation gælder det, at hvis præmisserne er sande, så må konklusionen også være sand. Derfor gjorde dette system det muligt at analysere gyldigheden af menneskelige ræsonnementer ud fra konklusionernes sandhed eller falskhed.

Aristoteles’ teori om syllogismen havde en hidtil uset indflydelse på den vestlige logiks og ræsonnementers historie. I den moderne æra opstod der imidlertid logiske tilgange, der i højere grad byggede på matematiske deduktioner og i mindre grad på usikkerheden ved usandsynlige forudsætninger.

2. Demonstrationer om jordens kugleform

Aristoteles var den første person, der argumenterede for og beviste, at jorden var kugleformet. Han baserede sit argument på fysiske demonstrationer og brugte argumenter baseret på observation.

I sit værk Om himlen er der tre argumenter, hvormed han forsøgte at bevise jordens kugleform. Det første henviser til det faktum, at alle dele af jorden tenderer mod centrum. Derfor dannes en kugle ved sammenløb. Dette er en genial antagelse for hans tid.

Det andet argument henviser til konturen af Jordens skygge, når der opstår formørkelser, som skaber en konveks form. Heraf udleder han planetens kugleform.

For det tredje så han på stjernernes forandring i forhold til vores placering. Ifølge hans observationer betyder ændringen af positionen, at vi kan antage, at Jorden er rund.

3. Associerende indlæringsproces

Dette er et af de mange bidrag fra Aristoteles til psykologien. Det har noget at gøre med videns natur. For denne tænker er der tre grundlæggende principper for association, der bidrager til læring:

• Lighed: Denne lov om association fastslår, at vi har en tendens til at forbinde stimuli, der ligner hinanden.
• Kontrast: Denne lov henviser til forbindelsen af begreber, der er modsat eller meget forskellige fra hinanden. Med andre ord kan det at tænke på et bestemt element give anledning til et begreb, der er det modsatte af det.
• Kontiguitet: Denne associationslov antyder, at jo tættere to begivenheder ligger i tidsmæssig sammenhæng, jo mere sandsynligt er det, at den ene begivenhed vil få den anden til at komme i tankerne.

Aristoteles anses for at være ophavsmand til associationismen. Hans ræsonnementer på dette område har haft stor indflydelse på de empiristiske filosoffer.

4. Den første klassifikation af levende væsener

Når vi henviser til biologiens historie, er det første navn, der dukker op, Aristoteles’. Det er derfor, at han betragtes som denne disciplins fader. Denne store tænker var den første person, der klassificerede dyr.

For at gøre dette brugte han træk, der er fælles for nogle dyr, til at klassificere dem i lignende grupper. For eksempel skabte han på baggrund af tilstedeværelsen af blod to forskellige grupper: Dyr med blod og dyr uden blod. På samme måde klassificerede han dem på grundlag af deres levested som dyr, der lever i vand, og dyr, der lever på land.

Men bidrag fra Aristoteles til biologien ender ikke her. Han vovede sig også ud i studiet af fugleembryoet, hvilket fik ham til at konkludere, at hjertet var det første organ, der udviklede sig.

På baggrund af samme konklusion foreslog han også teorien om epigenetik, som modarbejdede den fremherskende opfattelse af, at organerne var iboende og voksede i størrelse, efterhånden som vi blev ældre.

5. Betydningen af observation i naturen: Bidrag fra Aristoteles

Aristoteles gik ind for observation som en nødvendig proces for at forstå, hvordan tingene fungerer. For ham er observation det primære skridt i indsamlingen og klassificeringen af empiriske data med henblik på at ordne og opdage virkeligheden.

Denne metodologi baseret på observation gør ham til en af de første filosoffer, der fremlagde en systematisk afhandling om videnskabelig undersøgelse.

Han lærte også, at den måde, hvorpå fakta vises, er grundlæggende for at bestemme metoden for en vellykket videnskabelig undersøgelse. Han inddrog logikken som et ræsonnementssystem i den videnskabelige metode. Dette gav mulighed for nye former for undersøgelser.

6. Formulering af den klassiske teori om regeringsformer

Aristoteles’ afhandlinger og idéer efterlod også store bidrag inden for politik. For denne store tænker er en politiker analog med en håndværker i den forstand, at de bruger produktiv viden til at drive, producere og vedligeholde et retssystem, der følger universelle principper i retning af et mål.

Desuden foreslog han et politisk klassifikationssystem bestående af seks styreformer. De kriterier, der blev anvendt til klassificeringen, var forfølgelsen (eller ej) af det fælles gode og antallet af eksisterende herskere.

De styreformer, der forfølger det fælles gode, ville være følgende:

• Hvis kun én person styrer: Monarki.
• Hvis få hersker: Aristokrati.
• Hvis mange hersker: Demokrati.

De degraderede regeringsformer er ud fra ovenstående følgende:

• Hvis én person hersker: Tyranni.
• Hvis få hersker: Oligarki.
• Hvis mange styrer: Demagogi.

Bidrag fra Aristoteles: En tænker på alle områder

Der er gået tusindvis af år, siden Aristoteles døde, men mange af hans værker og idéer er stadig relevante i dag. Det er værd at nævne, at vi ikke har dækket alle Aristoteles’ bidrag i den liste, der er præsenteret her, og det giver os endnu mere af en idé om, hvor genial denne tænker var.