Hvem var sofisterne, og hvilke bidrag har de efterladt os?
I det antikke Grækenland, nærmere bestemt i det demokratiske Athen i det femte og fjerde århundrede f.Kr., var der en gruppe tænkere, der var dedikeret til at undervise i retorik og overtalelseskunst. Disse lærde, kaldet sofisterne, havde et praktisk mål: At undervise borgerne i at føre offentlige anliggender mod betaling.
Sofisterne dannede ikke en samlet skole. Fælles for dem var dog deres moralske relativisme, deres benægtelse af objektiv sandhed og deres skepsis over for den absolutte værdi af viden. Lad os se nærmere på det.
Hvem var sofisterne?
Ordet “sofist” kommer af det græske ord sophos, der betyder “klog mand”. I det gamle Grækenland blev det derfor brugt til at betegne enhver, der underviste i visdom.
Fra det 5. århundrede f.Kr. og fremefter begyndte ordet imidlertid at få en nedværdigende klang. Forskellige af datidens filosoffer (førsokratikerne) beskyldte dem for ikke at søge objektiv sandhed.
Sandheden er, at sofisterne var rejsende, der kendte forskellige kulturer, som var meget forskellige fra den græske. Derfor kom de til at sætte spørgsmålstegn ved, om love og skikke var et resultat af sociale konventioner eller om de tværtimod var naturlige.
De gik således ind for en relativistisk fortolkning af virkeligheden, hvor objektiv sandhed ikke eksisterede, men blev konstrueret på grundlag af flertallets mening. Derfor fokuserede de i stedet for at søge “sand viden” (som datidens filosoffer) på at undervise i mundtlighed. På den måde kunne deres elever få succes i samfundet og i politik.
Sofisterne gik fra at være “visdommens mestre” eller “livskendskab” til at være “mestercharlataner”, “svindlere” eller “falske vismænd”. Filosoffer som Platon og Aristoteles beskyldte dem endda for at være snydere, fordi de brugte retorik og dialektik til at narre folk.
Vi bør huske på, at regeringssystemet i Athen i denne historiske periode var et parlamentarisk demokrati. Love og offentlige embeder blev vedtaget i debatter mellem borgerne. Derfor var det vigtigt at beherske retorik og overtalelse for at få indflydelse i offentlige anliggender.
Sofisternes fremragende færdigheder i talekunst var således nyttige for tiden, hvilket gjorde det muligt for dem at lære andre denne færdighed og dermed blive de første professionelle tænkere, der blev betalt for at videregive deres viden.
Vi tror, at du måske også vil være interesseret i at læse dette: Konfucianisme: Hvad lærer den konfucianske filosofi os?
De vigtigste meninger blandt sofisterne
Sofisterne udgjorde ikke en strømning med en unik tankegang. De delte dog alle en relativistisk og skeptisk holdning til sandheden. Blandt de mest fremtrædende var følgende.
Protagoras fra Abdera (485 – 411 f.Kr.)
Den mest kendte sætning fra denne filosof var følgende:
“Mennesket er målestok for alle ting, for dem der er, for så vidt de er, og for dem der ikke er, for så vidt de ikke er.”
-Protagoras-
Et sådant udtryk henviser til det faktum, at loven er en social konvention, og at den kan ændres i overensstemmelse med det enkelte samfunds interesse. Derfor er de eneste dommere, man skal tro på, mænd efter flertal.
Protagoras huskes som en omrejsende tænker, ekspert i retorik, der opkrævede høje honorarer for sin viden om korrekt brug af ord (ortoepi).
Gorgias fra Leontinos (483 – 375 f.Kr.)
Han var en stor fortaler for skepticisme. Hans mest kendte værker er On Nature or Non-Being og The Encomium of Helen.
Det første er en afhandling om eleatisk filosofi, hvor han hævder, at intet eksisterer, hvis noget eksisterede, kunne det ikke kendes, og hvis det kunne kendes, kunne det ikke meddeles.
Encomium of Helen er på sin side en diskurs, hvor han analyserer alle årsagerne til, at Helena får skylden for den trojanske krig. Derefter afviser han dem alle som falske.
Antifon (480 – 411 f.Kr.)
Han var fortaler for den hedonistiske teori, der hævder, at menneskelige handlinger er motiveret af jagten på nydelse. Han skrev også retorik og politiske taler.
Han anså loven for at være en kunstig menneskelig konvention, der ofte er i strid med selve naturen. Love er foranderlige, ligesom den menneskelige vilje. Derfor er retfærdigheden underlagt udsving. Derfor forsvarede han, at overtrædelse af menneskelig lov i hemmelighed ikke medfører straf.
Sofisternes bidrag
Selv om udtrykket normalt antages at være noget nedsættende inden for det filosofiske samfund, er det vigtigt at anerkende de bidrag, som disse store tænkere efterlod os. De mest relevante er følgende.
Relativisme og skepticisme
Sofisterne var de første til at foreslå et relativistisk og skeptisk perspektiv på virkeligheden. For dem findes der ingen universelle sandheder eller love, der forklarer tingenes oprindelse, eller som dikterer, hvad der er rigtigt og forkert.
Hvis der findes universelle sandheder eller love, har mennesket ikke evnerne til at kende dem. Derfor vil der være forskellige synspunkter på virkeligheden, som alle er lige gyldige.
Fokus på individet og samfundet
Filosoffer før sofisterne havde fokuseret på studiet af naturen, kosmos’ skabelse og oprindelse. På den anden side brød disse nye tænkere med denne tradition og fokuserede på studiet af mennesket og samfundet og overvejede de forskellige faktorer, der er knyttet hertil, f.eks. politik eller uddannelse.
Betydningen af diskurs og sprog for sofisterne
Sofisterne var ligeledes de første tænkere, der reflekterede over diskursen og dens betydning for at overbevise andre. I den forstand er de forløbere for retorikken som disciplin.
Sofisterne ydede store bidrag inden for filologi og lingvistik, såsom kategoriseringen af verber og substantiver, den grammatiske analyse af ord, fortolkningen af betydninger, den korrekte udøvelse af syntaks, sondringerne mellem ord og sætningstyper.
Kan du lide denne artikel? Du vil måske også gerne læse: Koshaer eller lag af væren: Hvad de betyder i yoga og filosofi
Pædagogikken
Afslutningsvis var sofisterne de første tænkere, der opkrævede penge for deres undervisning. Desuden anses de for at være forløbere for undervisning i et kunstigt miljø (karakteristisk for den vestlige civilisation). Dette erstattede den traditionelle græske undervisning, der blev givet i voksnes sociale miljø.
Retfærdiggørelse af sofisterne
Selv om den filosofiske tradition har været ansvarlig for at miskreditere sofisterne, har nogle nutidige filosoffer forsøgt at retfærdiggøre disse store tænkeres betydning. For eksempel har forfattere som Friedrich Nietzsche og George Grote forsvaret, at sofisterne var autentiske filosoffer, hvis doktriner bør analyseres som seriøse videnspositioner.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Cadavid L. Los sofistas: maestros del areté en la paideia griega. Revista Perseitas. 2014;2(1):37-61.
- Taylor C, Lee M. The Sophists [Internet]. California: Stanford Encyclopedia of Philosophy; 2020 [consultado el 12 oct de 2022]. Disponible en: https://plato.stanford.edu/entries/sophists/
