Mød de 13 vigtigste spanske filosoffer
Fra oldtiden til i dag har der været adskillige spanske filosoffer, som med deres overvejelser om verden, tilværelsen og menneskeheden har sat et uvurderligt præg på tankens historie. Derfor vil vi i denne artikel gerne ære disse tænkere ved at præsentere en liste over de vigtigste spanske filosoffer og deres bidrag.
Selv om mange spanske filosoffer har haft stor indflydelse på tænkningen generelt, har vi valgt dem, hvis overvejelser skiller sig ud ved deres dybde og kompleksitet. Lad os se på dem.
1. Seneca (4 f.Kr. – 65 e.Kr.): En af de mest kendte spanske filosoffer
Lucio Anneo Seneca, født i Cordoba (Spanien), var en af stoicismens største repræsentanter og en af de mest berømte tænkere fra antikken. Hans filosofi foreslog at beherske lidenskaberne gennem fornuft og dyd.
Han forsvarede, at sand lykke opnås i enkelhed, idet man lader materielle goder ligge. Hans version af stoicismen blev kendt som senekisme og var kendetegnet ved sin opfordring til at respektere menneskets frihed, undgå laster og hævn og være venlig mod andre.
2. Averroës (1126 – 1198)
Ibn Rushd, bedre kendt som Averroës, var en spansk filosof af arabisk afstamning. Ud over at udarbejde en medicinsk encyklopædi skrev han kommentarer til Aristoteles’ værker. Derfor var han kendt som “kommentatoren”.
Ligeledes forsvarer han i sit værk Incoherence of the Incoherence forholdet mellem filosofi og tro og bekræfter, at de to hverken er modsatrettede eller adskilte. Tværtimod er de måder, der gør det muligt for os at nå frem til den ene sandhed på.
3. Ramón Llull (1232 – 1316)
Llull var filosof, digter, mystiker, teolog og missionær af mallorcinsk oprindelse, som skrev mere end 250 værker på catalansk, latin og arabisk. Han er også kendt for sit forsøg på at omvende muslimer til kristendommen gennem en række logiske og begrundede trin.
Faktisk forsøgte han at bygge en slags maskine (af forfatteren døbt Ars generalis ultima eller Ars maMagnathat, der ved hjælp af logikken ville kunne føre os til den åndelige sandhed.
Han anses også for at være en af de første forfattere, der brugte et neo-latinsk sprog (catalansk) til at udtrykke filosofisk, videnskabelig og teknisk viden ud over romantiske tekster.
Ramón Llull forsøgte at omvende muslimer til kristendommen ved hjælp af logisk ræsonnement.
4. Juan Luis Vives (teolog, 1493 – 1540): En af de vigtigste spanske filosoffer
En anden af de vigtigste spanske filosoffer var den valencianske humanist, filosof og pædagog Juan Luis Vives, som var kendetegnet ved sin kritik af autoriteter, sin reform af den europæiske uddannelse og sin omsorg for de fattigste.
Han var også en forløber for videnskaberne, idet han støttede observation, erfaring og den kritiske ånd som metode til viden. For ikke at nævne hans overvejelser om sjælen, følelser og læring, hvilket gav ham titlen “den moderne psykologis fader”.
5. Baltasar Gracián (1601 – 1658)
Han var en spansk jesuit og forfatter fra guldalderen, som dyrkede didaktisk og filosofisk prosa. Blandt hans værker kan nævnes El criticón, en af de vigtigste romaner i spansk litteratur, der i kvalitet kan sammenlignes med Don Quixote eller La Celestina.
Hans pessimistiske tænkning, der svarer til barokken, udtrykker bevidstheden om et Spanien i dekadence og ser verden som et bedragerisk og fjendtligt sted, hvor sandhed og dyd overskygges af det ydre.
Han påvirkede senere forfattere som Schopenhauer og Nietzsche. Han anses for at være forløberen for eksistentialismen og postmodernismen.
6. Julián Sanz del Río (1814 – 1869)
Han var filosof, jurist og pædagog og blev født i Soria-provinsen. Han introducerede krausismen i Spanien, en panteistisk filosofisk strømning, der mener, at Gud indeholder selve universet (han er hverken universet eller uden for det).
Han foreslog liberalisme som den bedste måde at genoplive Spanien på. Men han tilføjede et åndeligt aspekt til denne bevægelse, som den ikke havde haft før.
På det pædagogiske plan forsvarede han den verdslige uddannelse og foreslog at sætte den studerende i direkte kontakt med naturen og med vidensobjekter (eksperimentering).
7. Francisco Giner de los Ríos (1839 – 1915)
Denne pædagog, filosof og essayist, der var elev af Julián Sanz del Río og født i Ronda (Málaga), fulgte i sin lærers fodspor og udbredte Kraus’ idéer i Spanien. Han grundlagde også Institución Libre de Enseñanza (ILE), en privat fond, der søgte pædagogisk fornyelse.
Denne tænker gik ind for, at uddannelse ikke skulle pålægges af et stort kollektiv, men skulle erhverves af den enkelte på egen hånd. Han gik ind for en intuitiv undervisningsmetode, hvilket indebar en stor nærhed mellem lærer og elev, afskaffelse af evalueringer og gennemførelse af udflugter og besøg.
8. Miguel de Unamuno (1864 – 1936)
Miguel de Unamuno blev født i Bilbao og var en forfatter og filosof, der tilhørte 98-generationen, som dyrkede en stor variation af litterære genrer (roman, essay, teater og poesi).
I begyndelsen var hans tænkning indrammet inden for rammerne af rationalismen og positivismen. Desuden fik den politiske situation i Spanien på hans tid ham til at interessere sig for historie.
Ifølge ham kan historien kun analyseres gennem individuelle og anonyme historier og ikke gennem vigtige begivenheder eller store mænds begivenheder (det, han ville kalde intrahistorie).
I slutningen af det 19. århundrede forlod Unamuno positivismen og udviklede en kristen eksistentialisme. Han forsvarede, at livet er tragisk, fordi mennesket ved, at det skal dø, så han reducerede det til at være en overlevende.
Miguel de Unamuno ændrede sin vision fra positivisme til kristen eksistentialisme.
9. José Ortega y Gasset (1883 – 1955)
En anden af Spaniens vigtigste filosoffer er José Ortega y Gasset, som var en af de største eksponenter for perspektivismen og den vitale og historiske fornuft. Ifølge perspektivismen opfatter mennesket virkeligheden ud fra et specifikt og subjektivt synspunkt.
Det betyder, at der er mange mulige perspektiver, som er afgørende for enhver mulig sandhedsbedømmelse. Det indebærer, at der ikke er nogen måde at se verden på, som kan betragtes som endeligt sand.
Den vitale fornuft er en model, som forfatteren foreslår som en overvindelse af den rene fornuft, der var blevet påtvunget i den moderne tidsalder. Selv om den gjorde det muligt at fremme naturvidenskaberne, gjorde den det ikke med humaniora, fordi den var utilstrækkelig til at lære livet at kende.
10. María Zambrano (1904 – 1991): En af de kvindelige spanske filosoffer
María Zambrano Alarcón, født i Málaga, var filosof og essayist, hvis arbejde fokuserer på det, hun kalder den poetiske fornuft.
For denne store tænker begynder filosofien med det guddommelige, med forklaringen af hverdagens ting gennem myter. Hun mente, at når nogen spørger “Hvad er tingene?”, er det fra det tidspunkt, at en filosofisk holdning opstår.
Ifølge Zambrano er der to holdninger: Den filosofiske, som opstår hos mennesket, når det spørger sig selv om noget af uvidenhed, og den poetiske, som er svaret, og som, når det er blevet tydet, giver mening til alting.
Læs mere her: Eksistentiel depression: Når livet mister mening
11. José Ferrater Mora (1912 – 1991)
José Ferrater Mora er født i Barcelona og er en af de vigtigste nutidige spanske filosoffer. Han var skaberen af integrationismen, en metode, der har til formål at integrere modsatrettede tankesystemer (som f.eks. natur-fornuft, sjæl-krop, væren-pligt).
Han fokuserede også på ontologiske spørgsmål. Han blev husket for sit store arbejde: Dictionary of Philosophy, med 4000 sider i dobbeltspalte.
José Ferrater Mora skabte integrationismens strømning med det formål at forene modsatrettede systemer.
12. Gustavo Bueno (1924 – 2016)
Gustavo Bueno, der er født i Santo Domingo de la Calzada, var forfatter til en række bøger. Hans store filosofiske bidrag var præsentationen af en ny tankestrøm kaldet filosofisk materialisme.
Denne strømning forsvarer, at kun det materielle eksisterer, og benægter spiritualisme og åndelige substanser. Derfor er menneskets eksistens kun knyttet til den materielle verden.
13. Fernando Savater (1947): En af de vigtigste spanske filosoffer i dag
En af de vigtigste spanske filosoffer i dag. Hans filosofiske tænkning fokuserer på etik, hvilket har fået ham til at reflektere over politik og en række kontroversielle spørgsmål.
Det skal bemærkes, at hans skrivestil er informativ. For hans hensigt er at give læseren næring til filosofisk viden uden at kaste ham ud i forvirring og usikkerhed. Ética para Amador er et af hans mest berømte værker. Det er den bog, der bekræftede ham som en af nutidens store spanske forfattere.
Der er mange flere spanske filosoffer!
Listen over Spaniens vigtigste filosoffer slutter ikke med den liste, vi har bragt i dag. Maimonides (1138-1204), Francisco de Vitoria (1483-1546), George Santayana (1863-1952), Eugenio d’Ors (1881-1954) og Julián Marías (1914-2005) er blandt andre en del af denne gruppe af tænkere, der har sat deres præg på historien.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Ferrater J. Is There a Spanish Philosophy?. Hispanic Review. 1951; 19(1): 1-10.
- Acero J. The Arrival and Establishment of Analytic Philosophy in Spain. Epistemology & Philosophy of Science. 2014; 39(1): 137-151.
- Pagden A. The Reception of the ‘New Philosophy’ in Eighteenth-Century Spain. Journal of the Warburg and Courtauld Institutes. 1988; 51(1).
