Antikoagulanter og deres virkningsmekanisme

Antikoagulanter er en del af behandlingen af personer med bl.a. atrieflimren eller tidligere tilfælde af trombose.

Antikoagulanter er, som navnet antyder, lægemidler, der forhindrer, at blod størkner. Dette er en normal fysiologisk proces, som stopper blødninger og forhindrer os i at forbløde under normale forhold.

Dannelsen af en blodprop er dog ikke altid til vores fordel. Visse tilstande øger tendensen til blodpropper og medfører en risiko for tilstopning af et blodkar og hindring af blodgennemstrømningen.

Mange lidelser forårsager denne tilstand af hyperkoagulabilitet, og disse lægemidler er en af de grundlæggende søjler i behandlingen. Nogle eksempler er:

• Myokardieinfarkt.
• Venøs tromboembolisme.
• Slagtilfælde.

Koagulationsprocessen er kompleks. Desuden har antikoagulanter forskellige virkningsmekanismer i den menneskelige organisme. Dagens artikel vil forklare alt, hvad du måske ønsker at vide om dem.

Hvad er antikoagulanter til?

Som vi nævnte ovenstående, forhindrer antikoagulanter enten, at der dannes blodpropper, eller hjælper kroppen med at opløse dem, hvis de allerede er dannet. Deres hovedformål er at forebygge emboli og trombose.

Udtrykket “trombose” henviser til en blodprop, der blokerer et blodkar. Det kan være en vene eller en arterie. Problemet er, at blodgennemstrømningen ikke kan fortsætte, og vævet beskadiges, når dette sker. Det er f.eks. det, der kan ske ved et myokardieinfarkt som følge af en blokering af kranspulsårerne.

En emboli opstår, når der dannes en blodprop i en hvilken som helst del af kroppen. Den bryder dog fri og blokerer i sidste ende et kar et andet sted i kroppen.

Lungetromboembolisme er således en af de mest typiske tilstande i dette tilfælde. En sådan blodprop dannes normalt i benene og bevæger sig til lungekarrene. Disse er smallere, så blodproppen blokerer dem.

Antikoagulanter hjælper med at forhindre disse processer hos personer med en vis disposition eller en historie med tidligere episoder. De er f.eks. vigtige i behandlingen af atrieflimren. Der er en større tendens til, at der dannes blodpropper ved denne tilstand.

Typer af antikoagulanter

Virkningsmekanismen for disse lægemidler sker på forskellige punkter i koagulationsprocessen. Lad os forklare de mest almindeligt anvendte, hepariner og orale antikoagulanter, såsom acenocoumarol.

Først skal du vide, at K-vitamin skal være til stede, for at koagulationen kan finde sted. På samme måde skal en række faktorer, de såkaldte koagulationsfaktorer, være aktive. Thrombin er et af de vigtigste terapeutiske mål.

Orale antikoagulantia

Disse forhindrer virkningen af K-vitamin og er de mest almindeligt anvendte til længerevarende brug f.eks. ved atrieflimren og hos personer med hjerteklapproteser.

Det skal understreges, at disse lægemidler kræver en ret streng kontrol. Desuden kan de interagere med mange andre lægemidler. Derfor bør læger altid være opmærksomme på disse typer behandlinger.

Heparin

Dette lægemiddel hæmmer thrombin, den faktor, vi nævnte ovenstående. Der findes to hovedtyper af hepariner: Hepariner med lav molekylevægt og ufraktionerede hepariner. Den største forskel mellem de to er størrelsen på deres molekyler.

Dette er vigtigt, fordi det bestemmer, hvordan stoffet skal administreres. Hepariner med lav molekylevægt kan således injiceres under huden, mens ufraktionerede hepariner skal administreres intravenøst.

Disse antikoagulantia anvendes bl.a., når en person er sengeliggende i længere tid. Når de f.eks. har brækket et ben. Dette skyldes, at immobilisering stimulerer dannelsen af blodpropper.

Antikoagulanter redder liv

Vi skal huske på, at antikoagulanter er vigtige for at forebygge en lang række sygdomme – f.eks. hjerteanfald. De er også meget nyttige i situationer med immobilisering.

De er dog ikke simple lægemidler, så det er vigtigt at konsultere din læge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal tage dem. En fagperson skal overvåge og følge behandlingen for at undgå uønskede komplikationer.