Forholdet mellem overvægt og de endokrine kirtler

Overvægt er en sygdom, der er meget tæt forbundet med de endokrine kirtlers funktion. Overvægtige patienter har tendens til at have insulinresistens, men de udvikler som regel ikke hyperglykæmi.

Bedømt og godkendt af bioteknolog Alejandro Duarte.

Skrevet af Redaktionelt team

Sidste ændring: 22 december, 2022

Overvægt og de endokrine kirtler er forbundet. Hyperinsulinæmi og insulinresistens er de to bedst kendte lidelser, selvom deres handlingsmekanisme og kliniske betydning er uklar.

Overvægt er for meget kropsfedt. Dets kliniske håndtering er kompleks og giver ofte ringe resultater. Samtidig reflekterer overvægt i maveområdet og central overvægt mængden af visceralt fedt og er direkte relateret til insulinresistens og kardiovaskulære hændelser.

Både overvægt og fedme involverer et antal endokrine lidelser og stofskiftelidelser. De fleste ændringer menes at være sekundære for overvægt, eftersom de kan blive induceret af overspisning og kan behandles med vægttab.

Hvad er de endokrine kirtler?

De større kirtler i det endokrine system er hypothalamus, hypofysen, skjoldbruskkirtlen, biskjoldbruskkirtlen, bugspytkirtlen, binyrerne og kønskirtlerne (testiklerne hos mænd og æggestokkene hos kvinder).

Disse endokrine kirtler udskiller kemikalier, der kaldes hormoner, i nødvendige situationer. Disse substanser regulerer mange cellulære aktiviteter såsom:

• Vækst.
• Forbrænding.
• Udvikling.
• Seksuel funktion.

Overvægt og de endokrine kirtler: Bugspytkirtlen

Den endokrinologiske ændring, der er karakteristisk for overvægt, er en øgning i udskillelsen af insulin. Overvægtige personer har højere insulinniveauer. Mere specifikt er 24-timers basal og integreret insulin tre eller fire gange højere hos overvægtige personer end hos slanke personer.

Både overvægt og type-2 diabetes er forbundet med insulinresistens. De fleste insulinresistente overvægtige personer udvikler dog ikke hyperglykæmi.

Kort sagt er hyperinsulinæmi gængs indenfor overvægt. Insulinresistens er karakteristisk, når der er en voldsom vægtøgning.

Overvægt og hypofysen

Som vi har nævnt ovenstående, er hypofysen en af kroppens primære endokrine kirtler. Indenfor overvægt er den tydeligste hæmning af denne kirtels handling relateret til væksthormonet.

Udskillelsen af dette hormon afhænger primært af interaktionen mellem somatokrinin og somatostatin. I tilfælde af overvægt er der en reducering i udskillelsen af disse væksthormoner.

Både hos børn og voksne er der ved en højere BMI en reduceret reaktion på væksthormoner i forskellige sekretoriske stimuli. For hver enhed af BMI i en given alder reduceres udskillelsen af væksthormoner med op til 6%.

Overvægt og de endokrine kirtler: Kønskirtlerne

For det første bliver vi nødt til at differentiere mellem de kvindelige kønskirtler, som er æggestokkene, og mændenes, som er testiklerne.

Med hensyn til forholdet mellem overvægt og de endokrine kirtler, manifesterer denne lidelse sig hos kvinder som en række tilstande, der går forud for abnormaliteter i stofskiftet, såsom prædiabetes, diabetes og hjertekarsygdomme. Disse abnormaliteter inkluderer:

• Tidlig pubertet.
• Infertilitet.
• Polycystisk ovariesyndrom.

På den anden side er ophør af æggestokkenes funktion også forbundet med udviklingen af overvægt i slutningen af en kvindes reproduktive liv. Det er, fordi overgangsalderen medfører vægtøgning i maveområdet, hvilket er forbundet med mange uønskede konsekvenser for forbrændingen.

Med hensyn til mænd er overvægt forbundet med en reducering i niveauerne af testosteron.  De patogene faktorer involveret er reducering af den bindende kapacitet for det seksualhormonbindende globulin, reducering i mængden af det luteiniserende hormon (LH) og hyperøstrogenisme.

LH hos mænd er hormonet, der regulerer udskillelsen af testosteron. Dette handler på cellerne i testiklerne og stimulerer produktionen af testosteron.

Overvægt og de endokrine kirtler: Binyrerne

På grund af forholdet mellem overvægt, central fordeling af fedt og hyperkortisolæmi har mange studier prøvet at afgøre, om kortisol spiller en vigtig rolle i udviklingen af overvægt hos den almene befolkning.

Overvægtige kvinder med fedt i maveområdet har betydeligt øgede niveauer af urinfri kortisolniveauer sammenlignet med kvinder uden dette problem. Disse resultater antyder dermed, at disse kvinder har hyperaktivitet i hypothalamus-hypofyse-binyre-aksen (HPA-aksen).