Hvordan fortæller man et barn, at deres søskende er død?

Når man skal fortælle et barn, at hans eller hendes søskende er død, er det vigtigt først at undersøge barnets forestillinger om døden.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Maria Fatima Seppi Vinuales.

Sidste ændring: 14 november, 2023

Det er ikke nogen nem opgave at fortælle et barn, at deres søskende er død. I mange samfund og kulturer er døden stadig et meget tabubelagt emne. Men sandheden er, at vi alle kommer til at opleve det, både personligt og indirekte, når nogen, vi holder af, dør.

Døden volder kvaler, det er der ingen tvivl om, men det er endnu værre at have et slør, der skjuler den. Når det sker, kan fantasien skabe endnu mere frygt og spørgsmål. Er det virkelig så slemt? Er det derfor, ingen vil tale om det? Lider alle mennesker, når de er døende?

Især når det gælder børn, er det tilrådeligt ikke at undervurdere, hvordan børn har det med døden, og at tilbyde information, der passer til deres alder og forståelse. Men emnet bør ikke ignoreres eller undgås. Lad os derfor se på, hvordan man fortæller et barn, at hans eller hendes søskende er død.

Sådan forstår børn døden i forhold til deres alder

Børns opfattelse af døden bliver mere kompleks, når de bliver ældre, siger eksperter. Selvom dette påvirkes af personlige erfaringer, samfundet og kulturen, kan det at vide, hvad der er passende eller forventet i hver alder, fungere som et værktøj til at nærme sig emnet:

• Fra 0 til 2 år: Der er ikke noget begreb om døden som sådan, men de er i stand til at opfatte fravær fra 6- til 8-måneders alderen. Omkring 2-årsalderen, med fremskridt i socialisering, sprog og selvstændighed begynder de at blive mere bevidste om, at “den vigtige person” ikke er der eller ikke længere kommer tilbage. Tanken om tab bliver stærkere.
• Fra 3 til 6 år: Døden er midlertidig og reversibel. De tror, at deres omsorgspersoner ikke vil dø. De er ikke færdige med at uddybe ideen, så det er logisk for dem at spekulere på, om deres bedstefar for eksempel stadig kan høre dem.
• 6 til 10 år: De tænker måske på døden i biologiske termer. Det betyder for eksempel bare, at en person holder op med at trække vejret. De har en tendens til at forstå dens universelle og irreversible karakter. De viser måske også allerede interesse for de ritualer, der er forbundet med død og afsked.

Tips til at fortælle børn, at deres søskende er død

Døden er en sorg. Men de forestillinger og fantasier, der opstår omkring den, kan være lige så belastende som selve døden. Derfor er det bedst at finde ud af, hvad der sker med børn, og ledsage dem gennem denne proces.

Giv dem plads til at tale om emnet, når en søskende er død

Som med andre emner anbefales det, at vi voksne giver vejledning ved at tilbyde nøjagtige og pålidelige oplysninger. På den måde kan vi også regulere informationen ud fra, hvem der spørger.

Og hvis det handler om en søskendes død, er det ikke en mulighed at skjule det. Det anbefales heller ikke at ignorere emnet eller ikke give det den plads, det fortjener. At tale om det og sørge er en del af håndteringen af følelser hos børn.

Hvis et barn f.eks. spørger, hvorfor hans eller hendes søskende er på hospitalet og ikke er kommet tilbage, er det logisk at give sande oplysninger, der passer til barnets alder og forståelse. Undgå at sige ting som “leg videre, tænk ikke på det” eller lade som om, der ikke er sket noget.

Når en søskende er død: Reagér på barnets bekymringer

Når vi taler med et barn om hans eller hendes søskendes død, skal vi lytte opmærksomt og aktivt til de ting, der kan være af interesse for barnet.

For eksempel kan han eller hun være interesseret i, om hans eller hendes søskende led, eller om døden gør ondt. Eller hvis børnenes søskende er væk for altid, kan de være nysgerrige efter at vide, hvordan det påvirker dem, fordi de skændtes meget, eller de gemte deres legetøj.

Afhængigt af barnets alder vil børns bekymringer derfor være meget mere konkrete og mindre symbolske. Under den voksnes blik kan det nogle gange virke, som om de ikke tager emnet alvorligt med visse spørgsmål.

Men det er ikke tilfældet, men svarer egentlig bare til de sanser og konstruktioner, der er en del af deres egen verden. I stedet for at dømme dem, bør vores rolle være at skabe ro og lindre eventuel skyldfølelse.

Forklar døden med de situationer og erfaringer, de har inden for rækkevidde

Afhængigt af alderen kan en måde at fortælle et barn, at hans eller hendes søskende er død, være at behandle ideen baseret på tidligere erfaringer.

Tag f.eks. følgende eksempel: “Kan du huske dengang, dit kæledyr døde? Hvordan havde du det? Det var trist, og du blev ked af det, men der er dage, hvor du husker, hvordan du legede med hende, og du er glad, og nogle gange bliver du ked af det, men du har hende i dit hjerte, og hun er meget tæt på dig”.

På denne måde præsenterer vi ikke kun det fravær, som et dødsfald indebærer, men vi viser også, at følelser kan være foranderlige. Samtidig giver vi en vis tryghed ved at fortælle, at personen altid vil være med os i hjertet og i minderne.

Andre tips til at tale med børn om døden

Bortset fra at skulle fortælle et barn, at hans eller hendes søskende er død, er det muligt, at døden vil komme op igen på et andet tidspunkt. Nogle yderligere anbefalinger er som følger:

• Når vi taler med børn om døden, er det også vigtigt, at vi voksne gennemgår vores egne ideer og følelser omkring den.
• Vi kan starte med at spørge børnene, hvad de tænker og ved om døden. Det vil give os en rettesnor for, hvad de har hørt, og hvad de frygter. Disse “myter” fungerer som en indgang til at tale om emnet og give korrekte oplysninger.
• Vi må under ingen omstændigheder lyve. Vi bør undgå ideer som “han tog på en rejse, og nu er han i livet efter døden”. Det kan føre til en negativ følelse omkring rejser. Det er svært for dem at forstå metaforen om livet efter døden, og vi skaber mere forvirring. Husk på, at børn i visse aldre fortolker information på en bogstavelig måde.
• Undgå ekstremer. Når vi taler om døden med børn, er der svar, som, selvom de er sande, er svære at forstå på grund af deres alder. Det er bedre at tilbyde et roligt rum. For eksempel: “Det er sandt, at vi alle skal dø på et tidspunkt, men det er også sandt, at du altid vil have nogen, der tager sig af dig og elsker dig”.
• Når det gælder børn, er det vigtigt at gøre det klart, at døden ikke er reversibel eller midlertidig. Ellers kan de tolke det sådan, at hvis de begynder at opføre sig bedre, vil deres søskende komme hjem. Eller at søskende måske kommer tilbage til den næste fødselsdag.

Børn har deres egen teori om døden

Selv om de aldrig har spurgt os, findes døden i børnenes univers. Vi kan bevise det gennem deres lege, når de leger, at de dør eller dræber.

Med andre ord skal vi ikke være bange for, at børn spørger eller taler om døden. For det er en naturlig og universel kendsgerning. Det, der gør forskellen i deres håndtering, er den nærhed og det selskab, vi kan tilbyde under sorgen, hvilket ikke kun vil være fra forældrene, men også fra uddannelsesinstitutionerne, som nogle eksperter påpeger.

Den samme logik fungerer med børn som i voksenverdenen: Det er én ting at fortælle et barn, at hans eller hendes søskende død, og noget helt andet at være i stand til at forstå det i praksis. Uanset hvor meget information vi tilbyder, har børn brug for at forstå virkeligheden, og det er fyldt med følelser.

Processen har sin egen timing.

Det er også nødvendigt at acceptere, at børn kan tage skridt tilbage i forhold til de fremskridt, de har gjort. De kan have brug for at sove med lyset tændt eller endda bede om at sove sammen med deres omsorgspersoner. Det vigtigste er at ledsage dem i denne proces, så de ved, at de ikke er alene.