Integrativ adfærdsterapi for par: Hvad er det?

Når problemer i parforhold synes uoverkommelige, kan det aldrig skade at gennemgå en integrativ adfærdsterapi for par. Her beskrives principperne og teknikkerne i en af de typer parterapi, der har vist sig at være effektive.

Integrativ adfærdsterapi for par var Andrew Christensen og Neil S. Jacobsons udvikling i 1990’erne. Det er en intervention, der fremmer accept af den anden, følelsesmæssig åbenhed og forandring. Desuden hører den til tredje generation af terapier og er evidensbaseret.

Det betyder, at integrativ parterapi fremmer selvforandring og tager hensyn til problemets kontekst snarere end problemadfærden. Desuden anses evidens for at forbedre behandlingens effektivitet og virkning.

I denne artikel fortæller vi dig, hvad denne type parterapi består af, hvordan den fungerer, og hvilke interventioner den indeholder.

Hvad består integrativ adfærdsterapi for par af?

De fleste konflikter i parforhold har at gøre med udviklingen af uforenelighed. Denne type terapi går derfor ud fra, at problemet ikke er disse forskelle (som er uundgåelige), men hvordan de håndteres.

En dårlig håndtering af uforenelighed fører parret til at fortolke, at problemet er, hvad den anden gør eller ikke gør. Følgelig forsøger man at ændre den andens måde at handle eller være på. Dette øger polariseringen og afstanden mellem de to.

Når det er sagt, vil integreret parterapi fremme accepten mellem de to, som opnås, når medlemmerne holder op med at kæmpe for at ændre deres partner i overensstemmelse med deres ønsker.

For at arbejde med accept fokuserer denne terapi på empati, assertiv kommunikation og tolerance. Målene vil være at forenes omkring problemet; at se konflikten som en mulighed for at skabe mere intimitet og omdanne partnerens negative adfærd til mindre smertefuld adfærd.

Integrativ adfærdsterapi for par er forskellig fra andre tilgange og favoriserer løsningen af problemer uden at ændre den anden person.

Hvordan fungerer integrativ adfærdsterapi for par?

Først skal terapeuten formulere problemet og dele det med parret. Det vil sige, at i løbet af de første sessioner vurderes de mange dimensioner af forholdet og forklares efterfølgende for at afspejle årsagerne til den aktuelle situation.

Denne formulering er ikke statisk. Det vil sige, at den kan ændres, efterhånden som interventionen skrider frem. Ideelt set skal den være nyttig for parret og hjælpe dem til at overvinde problemet. Der indgår tre komponenter, som vil gennemgås nedenstående.

1. Temaet

Dette er hovedtemaet for parrets konflikter. Med andre ord afspejler det den centrale akse i diskussionerne. De mest almindelige temaer er dikotomierne “nærhed vs. afstand”, “kontrol vs. ansvar”, “konventionel vs. alternativ holdning” eller “kunstner vs. videnskabelig holdning”.

For bedre at forstå det vil vi sige, at i den første dikotomi ligger problemet i, at begge forestiller sig et andet niveau af intimitet, som er hensigtsmæssigt for forholdet. Så skænderierne skyldes som regel, at de taler lidt sammen i det daglige, eller at den ene ønsker at foretage sig en eller anden aktivitet, mens den anden ønsker at tilbringe mere tid sammen.

2. Polariseringsprocessen

Den henviser til de interaktioner, der finder sted, når der opstår konflikter. Det er vigtigt at huske på, at ubehaget ikke skyldes forskellene eller uenigheden med partneren, men måden at reagere på.

Ved polarisering tolkes uforeneligheder som mangler ved den anden. Desuden begynder parret at analysere deres konflikter og konkluderer, at det er den anden partner, der har skylden, og betegner ham eller hende som “dårlig”, “egoistisk” eller “umoden”.

3. Den gensidige fælde

Dette er resultatet af polariseringsprocessen. Det vigtigste kendetegn er, at hvert medlem føler sig fanget og håbløs i forhold til konflikten. De antager, at de ikke må holde op med at bebrejde den andens irriterende adfærd, men at de heller ikke bare kan acceptere den. De tror, at forholdet ikke længere vil blive bedre på trods af deres forsøg.

Interventionsformer i integrativ adfærdsterapi for par

Denne terapi omfatter tre interventionsstrategier, som vi nu analyserer.

1. Acceptstrategier

Det er redskaber til at arbejde med og acceptere forskelle, også dem, der synes uforsonlige. Det skal bemærkes, at accept ikke betyder, at man skal resignere med den nuværende form for forhold eller overgive sig til status quo.

I denne sammenhæng indebærer accept af den anden at overveje og vedtage sunde alternativer til at håndtere og løse problemet.

Disse strategier gør det muligt for par at se problemer som muligheder for at forbedre intimitet og nærhed. Desuden får de parret til at give afkald på tanken om, at forskelle er negative, og på prætentionen om at forme den anden i overensstemmelse med et ideal om mand eller kvinde.

De mest almindeligt anvendte teknikker til at opnå accept er følgende:

• Empatisk forening: Indebærer, at parret lærer at udtrykke deres smerte og ubehag uden at beskylde og uden frygt for beskyldninger.
• Forenet adskillelse: Hjælper parret til at tage afstand fra deres konflikter og skænderier gennem en rationel analyse af problemet og følelsesmæssigt ubelastede dialoger. Dette fremmer en fælles håndtering af problemet.

2. Tolerancestrategier

Disse er almindelige, når acceptstrategier ikke virker. Målet er, at parret så hurtigt som muligt skal komme sig over konflikten.

Målet er, at begge parter så vidt muligt tolererer den andens adfærd. De teknikker, der bruges til at fremme tolerance, er følgende:

• Fokusering på de positive aspekter af en negativ adfærd.
• Øve den negative adfærd i sessionen og simulere den derhjemme.
• Opmuntre til selvomsorg for begge parter.

3. Forandringsteknikker

Forandringsteknikker i integrativ parterapi består af træning i kommunikation og problemløsningsfærdigheder. Formålet er at øge eller mindske visse adfærdsmønstre, forbedre kommunikationen og den fælles beslutningstagning.

Forskellige typer integrativ adfærdsterapi for par at vælge imellem

Der findes forskellige typer psykoterapi for par, hvis interventioner afhænger af den uddannelse, terapeuten har modtaget. Således ligger den i denne artikel inden for det adfærdsmæssige paradigme, og der er ingen beviser for dens effektivitet.

Når man skal beslutte, hvilken psykoterapi der er den bedste mulighed for at løse problemet, er det ideelle at kende terapeutens uddannelse, og hvilke interventioner han/hun arbejder med. Parret bør også beslutte, hvem de vil gå til, under hensyntagen til deres behov.