Meritokrati og dets problemer

Meritokrati omtales ofte som et system, der skaber et retfærdigt samfund. Personlige præstationer opnås på grundlag af individuelle bestræbelser og evner.

Meritokrati er et belønningssystem, der er baseret på individuelle fortjenester. Det vil sige, at det er en måde at rangordne folk på i forhold til deres talenter, evner, indsats og engagement.

I dag er dette system udbredt i både offentlige og private institutioner. Det er f.eks. tydeligt, når en forvaltning ansætter folk gennem udvælgelsesprøver. Disse vil gøre det muligt at anerkende individuelle kompetencer og bestræbelser.

I denne forstand betegnes meritokrati ofte som en måde at skabe et retfærdigt samfund på. Personlige præstationer opnås på grundlag af individuel indsats og evner, men ikke på grundlag af rigdom, køn, religion osv. Denne model dækker imidlertid over et problem, som det er relevant at tage hensyn til.

Begrebets oprindelse

Udtrykket meritokrati kommer fra latin merĭtum, der betyder “behørig belønning”, og fra det græske suffiks krátos, der betyder “magt eller styrke”. Det indebærer derfor, at hierarkier eller magtpositioner bestemmes på grundlag af individuelle fortjenester.

Selv om dette begreb har været anvendt siden antikken (som det fremgår af Platons Den ideelle republik), skyldes den moderne version af begrebet sociologen og socialaktivisten Michael Young, som opfandt begrebet i sin bog Fremkomsten af meritokrati (1958).

Et fiktionsværk, hvori forfatteren kritiserer den elitære tendens i den formelle uddannelse i Europa.

I denne dystopiske og futuristiske roman er fortjeneste en kombination af intelligens og indsats og er den centrale årsag til sociale uligheder. Det gjorde det muligt at skabe en elitær regering bestående af et intelligent og dygtigt mindretal på bekostning af et uvidende og inkompetent flertal.

I dette dystopiske scenarie tjente enkeltpersoner sig en plads blandt eliten gennem deres indsats og engagement, mens dem, der gjorde den mindste indsats, var dømt til fattigdom.

Meritokrati som ideal for et retfærdigt samfund

Selv om begrebet i sin begyndelse havde en nedværdigende konnotation og blev skabt med et kritisk formål, tilegnede den neoliberale diskurs sig begrebet og gav det en mere positiv betydning. Den går ind for, at meritokrati ville gøre det muligt at skabe et retfærdigt samfund.

Vi kan således se, hvordan det neoliberale begreb var radikalt modsat den tilgang, som Michael Young formulerede i sin dystopiske tekst. I forbindelse med denne vending udtrykte forfatteren i 2001 sin skuffelse over skæbnen for det begreb, som han selv havde opfundet.

Problemerne med meritokrati

Selv om meritokrati anses for at være attraktivt for at fjerne uretfærdigheder og uligheder, skjuler dette begreb et stort problem. Michael Sandel, der er politisk filosof og professor ved Harvard University, hævder, at systemet skjuler to problemer. Det drejer sig om følgende.

1. Der er ulighed, når det gælder muligheder

Sandel siger, at samfundet i virkeligheden ikke lever op til de meritokratiske idealer, som det bekender sig til. De grundlæggende muligheder er ikke ens for alle individer.

Det vil sige, at rige familier er i stand til at give privilegier videre til deres børn. Det giver dem uddannelsesmæssige og kulturelle fordele for at blive optaget på de bedste universiteter.

Ifølge Sandel er der på de mest prestigefyldte universiteter i USA flere studerende, der tilhører de 1 % af landets familier med de højeste indkomster end de 60 % med de laveste indkomster.

Derfor er den indsats, som de højere sociale klasser gør, ikke den samme som den indsats, som de fattigste sociale grupper gør. I dette tilfælde har de mest velhavende større muligheder for at få en uddannelse af høj kvalitet.

På den anden side skal de fattigste investere en stor indsats for at få adgang til en uddannelse af høj kvalitet. Faktisk må de ofte bruge en stor del af deres tid på at skabe indkomst for at overleve, hvilket igen øger antallet af unge, der forlader skolen.

2. Det fører til en arrogant holdning til succes

Det andet problem, som Sandel identificerer, er den holdning, der tilskynder til meritokrati hos dem, der opnår succes. Det vil sige, at nogle succesfulde mennesker tror, at det, de har opnået, skyldes deres egne fortjenester. Derfor mener de, at de fortjener de belønninger, som markedssamfund giver vindere.

På samme måde har vindere en tendens til at tro, at de personer, der er sakket bagud, er ansvarlige for at være det. Dette holdningsproblem skaber derfor større social ulighed. Med andre ord skaber meritokrati arrogance blandt vinderne og ydmygelse for dem, der bliver efterladt.

Kan vi løse meritokratiets problemer?

Selv om meritokratiet har sine grundlæggende mangler, er det vigtigt at fremhæve dets positive aspekter for samfundet. Mennesker har siden oldtiden defineret hierarkiske positioner ud fra arv, klasse, familie og faktorer, der ikke afhænger af individet.

Men med meritokratiets fremkomst åbnede mulighederne for at vælge og anerkendelsen af indsats flere døre for at forhindre determinisme i at definere fremtiden. I dag er fortjeneste desuden et vigtigt kriterium for, at forskellige processer fungerer korrekt, og for fordelingen af ressourcer.

Selv om det langt fra er ideelt, er der observerbare positive resultater. Primært i private organisationer med veldefinerede systemer. Vi kan løse problemerne med meritokrati ved at sikre lige muligheder for alle.

Meritokrati: Et system, der har brug for justeringer

Vi kan konkludere, at meritokrati ikke er et dårligt forslag i sig selv. Faktisk er det i dag en meget nyttig model for erhvervslivet og arbejdsmarkedet.

Men hvis vi ønsker, at dette forslag skal være effektivt og virkelig gavne samfundet, skal vi være opmærksomme på de fejl, det forudsætter, og undgå dem. Ellers ville vi forværre det problem, som vi forsøger at bekæmpe, nemlig social uretfærdighed og ulighed.