Naturfilosofi og dens betydning for den moderne verden

Overvejelser om naturen går tilbage til tankens oprindelse og har været en del af en af de filosofiske grene, der har bidraget mest til udviklingen af den moderne verden. Få mere at vide her.

Skrevet og kontrolleret af filosof Maria Alejandra Morgado Cusati.

Sidste ændring: 22 november, 2022

Naturfilosofi henviser til den filosofiske refleksion over den naturlige og fysiske verden, som vi er nedsænket i. Dens studieobjekter er således livløse enheder (planeter, stjerner, naturfænomener, fysisk-kemiske bestanddele af materien osv.) og levende væsener.

Dens oprindelse går tilbage til begyndelsen af tankens historie, da det primitive menneske søgte at forstå naturen. Dengang var mennesket forbløffet over universets storhed og harmoni. Det undrede sig over naturens konstante gentagelse af cyklusser og frygtede naturfænomenernes ukontrollable magt.

Herfra og gennem historien er der opstået en række teorier og forklaringer om den fysiske verden. De har bidraget til menneskets forståelse og beherskelse af den. Nedenstående beskriver vi nærmere, hvad denne gren af filosofien består af. Samt hvordan den har bidraget til udviklingen af det moderne samfund.

Naturfilosofi: Oprindelse

Som sagt går naturfilosofiens oprindelse tilbage til de første overvejelser og forklaringer om den fysiske verden. De første optegnelser går tilbage til antikken. Vi har de forklarende teorier fra Thales af Milet – den første naturfilosof – og andre berømte tænkere som Anaximander, Anaximenes, Pythagoras, Platon og Aristoteles.

Naturfilosofien var kendetegnet ved at fastslå naturvæsenernes oprindelse og konstitution. I denne forstand blev der givet en spontan og naiv dialektisk fortolkning af naturen. I den var alt, hvad der udgør den fysiske verden, var sammenkædet og levende.

I denne æra blev naturen forstået som en permanent og oprindelig substans, der opretholdes gennem naturvæsenernes uophørlige forandringer. Ligeledes blev verdens oprindelse normalt forklaret på grundlag af konkrete genstande (som f.eks. vand), der blev kaldt arche (princip).

Evolution

Senere, i middelalderen, blev naturfilosofi baseret på tilpasningen af visse aristoteliske kosmologiske principper til det geocentriske billede af verden.

F.eks. blev naturen opfattet som en universel, selvtilstrækkelig organisme, et samlet system af allestedsnærværende kræfter, der besjæles af en kosmisk sjæl, hvor forskellen mellem det levende (ånd) og det ikke-levende (materie) mister sin betydning.

Det antages således, at alt er levende. Ting i organismen sker derfor ikke, fordi et ikke-naturligt væsen griber ind i den.

I løbet af den moderne tidsalder begynder tidens filosoffer så en kamp mod det skolastiske natursyn. De forsvarer et mere videnskabeligt synspunkt. De udviklede forskellige og dybtgående rationalistiske, empiristiske, materialistiske og dialektiske forklaringer.

I denne forstand er de moderne naturfilosoffer hverken videnskabelige eller humanistiske. De befinder sig midt imellem og blander lidt af hvert. Det vil sige, at vi i denne periode kan konstatere idéer, der privilegerer spekulation. Men vi finder også tanker, der forsvarer eksperimentet.

Afslutningsvis er naturfilosofi i samtiden hverken blevet erstattet af naturvidenskaberne eller af naturteologien. Den fortsætter med at udvikle sin specificitet i forskellige sektorer, der tager afstand fra både scientismen og doktrinerne om det overnaturlige.

Et af disse rum er Circle of Philosophy of Nature, som blev grundlagt i 2008 af Miguel Espinoza fra universitetet i Strasbourg. Blandt de problemer, der behandles, er kontinuiteten fra videnskab til metafysik, forholdet mellem matematik og den sanselige verden, de forskellige aspekter af kausalitet i videnskaben og dens forhold til determinisme og frihed.

Vigtigste repræsentanter

At opregne alle de filosoffer, der har fokuseret på at forstå naturen, er en vanskelig opgave. Vi vil derfor nøjes med at præsentere nogle af de forfattere, der har været med til at fremme naturfilosofiens opståen:

• Thales af Milet (624 f.Kr. – 546 f.Kr.): Han var den første til at hævde, at jorden var cirkulær. Han erklærede, at vand er princippet for det universelle liv. Det var også ham, der inddelte året i årstider og 365 dage.
• Anaximander (610 f.Kr. – 546 f.Kr.): Han forsvarede, at universet og naturen består af apeiron eller små partikler af ubestemt stof, der er uendelige. Han var også den første til at postulere, at liv opstår i vand, og at organismer regenereres og udvikler sig ved at tilpasse sig til deres omgivelser.
• Anaximenes (født mellem 615 f.Kr. og 590 f.Kr. – 525 f.Kr.): Han var den første, der i kosmologien indførte idéen om periodicitet, som hentyder til kosmos’ uophørlige bevægelse. Desuden talte han om materiens udvidelse og kondensering ved luftens varme og kulde.
• Aristoteles (384 f.Kr. – 322 f.Kr.): Han samlede alle de ovennævnte elementer og gav svar på de store spørgsmål, som præsokratikerne havde rejst, især vedrørende bevægelsesproblemet. Han skrev også udførligt om planter, stjerner og dyr.

Naturfilosofi: Betydning for samfundets udvikling

Naturfilosofiens opståen og udvikling har uden tvivl været et af de grundlæggende aspekter for forståelsen af den verden, vi befinder os i. Takket være den har mennesket opnået en relativ dominans og objektiv viden om det fysiske.

Det har gjort det muligt for mennesket at forebygge og helbrede sygdomme, mindske virkningerne af naturkatastrofer, producere mere mad til befolkningen og udvikle mekanismer og teknologier til at øge livskvaliteten.

Naturfilosofien har også hjulpet os til at forstå os selv som art og har givet os teorier om hele universets oprindelse. Selv om disse svar ikke er endegyldige, giver de mening og formål med tilværelsen.