Nitritter i urinen: Hvorfor opstår de?

Tilstedeværelsen af nitritter i urinen er et tegn på en urinvejsinfektion. Selvom læger ikke altid kræver denne test, kan de alligevel bruge den til at guide deres diagnose.

Nitritter i urinen er et stof, der hjælper læger med at diagnosticere en formodet urinvejsinfektion. Hos mennesker bør der normalt ikke forekomme nitritter i urinen. Således er deres tilstedeværelse unormal.

Nitrater er blandt de stoffer, der udvises gennem urinen. Selvom det lyder som nitritter, så er det ikke det samme. Nogle er normale, mens andre ikke er. Når nitraterne i urinen støder på visse bakterier, bliver de omdannet til nitritter. Derfor er en nitrittest forbundet med urinvejsinfektioner.

Nitritter eksisterer imidlertid ikke kun grundet bakterier. Stoffer såsom kaliumnitrit eller natriumnitrit anvendes i fødevareindustrien. De bruges for eksempel til kunstigt at fremhæve kødets røde farve.

Grøntsager indeholder til gengæld som regel nitrater. Grønne grøntsager, rødbeder og radisser er rige kilder til nitrater. Det er derfor, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har etableret et dagligt indtag på ikke mere end 3,7 mg per kg vægt.

De nitrater, som kroppen ikke kan bruge, og som den udskiller gennem urinen, kan tages af visse bakterier for at blive til nitritter, som vi nævnte tidligere. Det er dog ikke alle bakterier, der har den evne. De mest almindelige bakterier, som forårsager urinvejsinfektion, har evnen til det. Disse inkluderer:

• Escherichia coli
• Enterobacteriaceae
• Proteus mirabilis
• Enterococci

Hvornår anbefaler lægen en nitrittest?

Urinvejsinfektioner har karakteristiske symptomer, der får læger til at mistænke deres tilstedeværelse.

Symptomerne inkluderer:

• Problemer med vandafladning
• Smerter eller en brændende fornemmelse under vandladning
• Urin i en unormal farve
• Det akutte behov for at urinere hele tiden
• Feber

Når lægen står over for disse symptomer, vil han eller hun muligvis anmode om en nitrittest. Lægen kan dog også udføre en komplet urinanalyse – ikke kun en nitrittest. Lægen kan desuden også kombinere en nitrittest med leukocytter stix. Hvis man tester positiv for begge af disse, er der meget, der tyder på en urinvejsinfektion.

Leukocyt esterase er et enzym, der produceres af neutrofile leukocytter, basofilocytter, eosinofile leukocytter og monocytter. Dette er hvide blodlegemer. Dette kan således indirekte indikere, at der er hvide blodlegemer grundet en infektion.

Hvordan udføres en nitrittest?

Når lægen har anmodet om en komplet urinanalyse, inklusive nitritter, skal patienten aflevere en urinprøve. Beholderen skal være steril for at sikre pålidelige resultater.

Patienten skal kassere den første urinstråle i toilettet og derefter opsamle den anden stråle. Hvis patienten tager prøven efter flere timer uden vandladning, vil prøven være mere pålidelig. Det er for eksempel bedst at indsamle urin til en urinprøve om morgenen, når man lige er stået op.

En biokemiker putter dernæst en teststrimmel i urinen for at analysere den. Teststrimlen indeholder stoffer, der ændrer farve, når de opfanger, hvad det er, de gerne vil måle.

Teststrimler måler generelt ikke et enkelt element, men indeholder i stedet forskellige reagenser for at gøre processen mere effektiv. En enkelt teststrimmel kan opfange nitritter, glukose, esterase og proteiner. 

Selvom det helt afhænger af mærket, så bliver nitritreagenser som regel pink, når de opspores. Det er dog op til den enkelte producent, hvilken farve der anvendes, og hvordan man aflæser resultaterne.

Nitritter i urinen: Hvordan fortolkes resultaterne?

Hvad sker der så, hvis patienten tester positiv for nitritter i urinen?

Lad os sige, at en mand beslutter sig for at tage til lægen, fordi han mærker en brændende fornemmelse, når han lader vandet. Samtidig har han også feber. Lægen beder derfor om en urinanalyse, og laboratoriet melder tilbage, at patienten har testet positiv for nitritter i urinen.

Det positive resultat antyder en urinvejsinfektion. Hvis patienten derudover tester positiv for leukocyt esterase, så er der en diagnose. I disse tilfælde vil lægen som regel anbefale en antibiotisk behandling.