Strålesyge: Symptomer og eventuel behandling

Strålesyge skyldes kortvarig udsættelse for høje doser af gennemtrængende stråling. Kan det være dødeligt?

Skrevet og kontrolleret af læge Mariel Mendoza.

Sidste ændring: 20 marts, 2023

Strålesyge er en række symptomer, der opstår som følge af udsættelse for høje doser ioniserende stråling. Generelt skal eksponeringen være over en kort periode. Det kaldes også akut bestrålingssyndrom eller radiotoxæmi.

For at der kan opstå strålesyge, skal de modtagne doser være høje og tilhøre gruppen af penetrerende stråling. Det vil sige, at de har kapacitet til at nå de indre organer. Når vi taler om en kort periode, mener vi kun minutter ved kerneeksplosioner eller nogle få uger under andre omstændigheder.

Videnskabsmanden Marie Curie døde i 1934 som følge af radiotoxæmi. Hun led af en af de alvorligste komplikationer, nemlig medullær aplasi.

Klinisk billede af strålesyge

Strålesyge udvikler sig i fire kliniske stadier, som har varierende varighed og intensitet:

1. Prodromal
2. Latent
3. Manifestation
4. Genopretning eller død

Sandsynligheden for at udvikle symptomer øges, hvis dosis er højere end 0,7. Dødsårsagen er, som det vil blive gennemgået nedenstående, forbundet med alvorlige infektioner eller ødelæggelse af knoglemarven. Dehydrering med vand- og elektrolytforstyrrelser og koma kan også forekomme i processen.

Når dosis overstiger eller nærmer sig 10, er den potentielt dødelig inden for 2 til 4 uger.

Konsekvensernes alvor afhænger af graden af eksponering og den modtagne dosis. Samt af den del af kroppen, der blev udsat.

1. Prodromal fase af strålesyge

De første symptomer på strålesyge er normalt følgende:

• Diarré.
• Hovedpine.
• Manglende appetit.
• Kvalme og opkastninger.
• Hududslæt.
• Træthed og ekstrem træthed.

Hævelse og ødemer, svimmelhed, takykardi, irritabilitet og søvnløshed kan også forekomme. Disse symptomer kan forekomme fra få minutter efter eksponeringen til flere dage eller uger senere.

Stråleskader på huden viser sig normalt som rødme og hævelse. Der opstår blærer og sår som ved varmeforbrændinger.

Denne første fase forsvinder normalt inden for en uge. Det giver således den falske tro, at der ikke længere er nogen fare fra stråling. Det er dog meget sandsynligt, at de samme eller nye symptomer vil opstå noget tid senere.

2. Latensfasen af strålesyge

I latensfasen er der normalt ingen symptomer på strålesyge, eller de er som regel meget milde. Den kan vare fra den første uge efter eksponeringen til 21 til 30 dage senere.

Symptomerne vil have en tendens til at vende tilbage og forværres. Knoglemarvscelledød finder sted på dette tidspunkt i processen.

3. Manifestationen

Efterfølgende kan der opstå hårtab, nedsat fertilitet og i værste fald inddragelse af det hæmatopoietiske, gastrointestinale, kardiovaskulære og neurologiske system. Tegn på centralnervesystemet og fordøjelsessystemet omfatter normalt følgende:

• Træthed.
• Tab af appetit.
• Opkastning med forudgående kvalme.
• Kramper.
• Koma.

Når knoglemarven ødelægges, opstår der et hæmatopoietisk syndrom, der er karakteriseret ved pancytopeni eller fald i de tre typer blodceller med anæmi (røde blodlegemer), leukopeni (hvide blodlegemer) og trombocytopeni (blodplader).

Trombocytopeni medfører risiko for blødning. I mellemtiden øger leukopeni muligheden for infektioner på grund af immunosuppression.

I svære tilfælde kan der forekomme indre blødninger, tab af gastrointestinal motilitet og alvorlig immunosuppression.

4. Slutfase

Den kritiske fase af strålesyge indtræder omkring den anden til syvende uge efter eksponeringen. Her indtræder enten helbredelse eller død.

Der er normalt total knoglemarvsaplasi (manifesteret ved pancytopeni), langvarig koma, tab af motilitet i mave-tarmkanalen og spontane aborter og infertilitet.

Diagnosen er klinisk og stilles ved at udelukke andre tilstande

Diagnosen strålesyge stilles, når der er en tidligere eksponeringsbegivenhed. Den kan opstå efter atomulykker (noget meget sjældent i dag), men også som følge af langvarig behandling af kræft, f.eks. brystkræft. Det kan endda forekomme i arbejdsmiljøer, hvor der håndteres kerneenergi.

Når der er brændingslignende læsioner på huden uden udsættelse for sol, kemikalier eller elektrisk strøm, bør man mistænke strålesyge.

Der findes ingen specifik behandling af strålesyge

Behandlingen er fokuseret på at lindre symptomerne, så den skal individualiseres fra sag til sag. Den er normalt fokuseret på at behandle infektioner samt skader og forbrændinger, samtidig med at hydrering opretholdes. Der ordineres antibiotika, kvalmestillende og beroligende midler.

Når knoglemarven er involveret, skal behandlingen være mere intensiv og omfatte hæmatopoietiske stimulerende faktorer. Dette skyldes, at den vigtigste dødsårsag ved strålesyge er indre blødninger på grund af mangel på blodplader og infektioner på grund af mangel på hvide blodlegemer.

Plasma- og blodtransfusioner, kirurgisk indgreb i forbindelse med forbrændinger og i nogle tilfælde kan det være nødvendigt med protokoller for stråleinduceret leukæmi.

Knoglemarvstransplantation er en mulighed. I tilfælde af infertilitet på grund af dysfunktion af æggestokkene og testiklerne er der derimod ingen effektiv behandling.

En sygdom med langtidsvirkninger

Strålesyge er meget sjælden og skyldes for det meste ekstreme situationer som f.eks. en atomeksplosion eller ulykker på atomkraftværker. Der er dog mildere følger, som opstår i forbindelse med hverdagssituationer, f.eks. kræftbehandling eller udførelse af visse opgaver.

For at opnå fuld strålesyge med alle dens faser skal man modtage det, der svarer til mere end 18.000 røntgenstråler i løbet af kort tid.

Helingen af hud og knoglemarv kan tage fra uger til år. Desuden kan ophobning af strålingsniveauer øge risikoen for kræft i løbet af et helt liv.