Lær, hvad Albert Camus havde at sige om meningen med livet

5 minutter

For Camus er livet meningsløst. Det betyder dog ikke, at det ikke er værd at leve.

Lær, hvad Albert Camus havde at sige om meningen med livet

Sidste ændring: 15 august, 2022

Hvad er meningen med livet? Er vi i live af en eller anden grund eller med et eller andet formål? Hvorfor eksisterer vi? Det er spørgsmål, som mennesket har stillet sig selv siden begyndelsen og har forsøgt at besvare gennem filosofi, videnskab og religion.

Sandheden er, at vi ikke har et endegyldigt svar på disse spørgsmål. Nogle giver f.eks. deres liv mening ved at tro på gud, andre finder en vis mening i videnskaben, mens mange andre simpelthen benægter, at der er nogen forklaring på vores eksistens, som strækker sig ud over vores forståelse.

I denne henseende argumenterede Albert Camus, en af historiens mest indflydelsesrige samtidsfilosoffer, for, at meningen med livet ikke findes. Men for ham betyder det ikke, at livet ikke er værd at leve. Tværtimod er manglen på mening det, der gør det muligt for os at være mestre og bygherrer af vores eksistens. Lad os se nærmere på det.

Albert Camus’ absurdisme: Meningen med livet eksisterer ikke

Albert Camus blev født i 1913 i Mondowi (Fransk Algeriet). Sammen med Jean-Paul Sartre betragtes han som en af de vigtigste skikkelser i det 20. århundredes franske litteratur.

I 1957, i en alder af 44 år, vandt han Nobelprisen i litteratur, hvilket gjorde ham til den næstyngste person, der fik denne pris.

Ifølge denne store tænker er det nyttesløst for mennesker at forsøge at finde meningen med livet, fordi der slet ikke er nogen mening med livet.

Med andre ord er livet en ubetydelig oplevelse, der kan opsummeres som en række ubrugelige, tomme og meningsløse begivenheder, som vi gentager hver dag af inerti, vane eller tradition. Mennesker har imidlertid altid søgt efter en grund bag enhver begivenhed eller idé.

Vi kan ikke tåle, at ting sker, bare fordi de sker. Alting må have en årsag eller en grund, der retfærdiggør det.

Ifølge Camus’ filosofi er denne løsning imidlertid ikke mulig, og manglen på en oprindelig årsag producerer uundgåelig meningsløshed, eller hvad der svarer til det samme: Absurditet.

Det menneskelige sind accepterer ikke en manglende retfærdiggørelse, og derfor opstår absurditet.

Med andre ord falder mennesket i absurditet, når vi forsøger at gøre noget ubetydeligt til et værk, der overgår os. Men det er netop accepten af det absurde, der får mennesket til at leve i frihed.

“Det absurde opstår i konfrontationen mellem den menneskelige appel og verdens urimelige tavshed. Det er det, som ikke må glemmes. Det er det, vi skal holde fast i, fordi hele konsekvensen af et liv kan udspringe af det.”
-Albert Camus i Sisyfos’ myte, 1942

Mand oplever tankemylder i forsøg på at finde meningen med livet

Det absurde er ifølge Camus’ tankegang at ville give en transcendental forklaring på noget, der ikke har nogen.

Måder at se livets meningsløshed i øjnene på

For Camus er der tre måder at se livets absurditet i øjnene på, og kun den sidste er den rigtige:

Den første er at overgive sig til absurditeten og vælge at gøre en ende på sit eget liv. I dette tilfælde forstår personen, at der ikke er nogen højere mening med sit liv, og kommer til en hurtigere konklusion: “Livet er ikke værd at leve”. Dette indebærer, at man accepterer, at livet har overgået os, at vi ikke kan forklare det.
Den anden er at benægte det absurde og overgive os til en tro, der giver os forkerte svar om meningen med livet. I dette tilfælde fremstår guder og dogmer som de mest almindelige svar på usikkerheden.
Og den tredje mulighed – som for Camus er den rigtige vej – ville være at acceptere det absurde og gøre oprør mod det. Dette indebærer at forstå, at livets meningsløshed ikke betyder, at det ikke er værd at leve. Tværtimod handler det om at give afkald på at søge efter en forklaring og leve uafhængigt, frit og baseret på selvbestemmelse.

“Fra det absurde har jeg fået tre konsekvenser: mit oprør, min frihed og min lidenskab. Ved blot samvittighedens spil forvandler jeg det, der var en invitation til døden, til en leveregel.”
-Albert Camus i Sisyfos’ myte

At finde meningen med livet er selve eksistensen

Albert Camus skriver også følgende:

“Jeg tror stadig, at denne verden ikke har nogen højere mening. Men jeg ved også, at der i denne verden er noget, der har mening, og dette noget er mennesket, fordi det er det eneste væsen, der kræver at have mening.”
– Breve til en tysk ven (1944)

Med denne sætning gør den franske filosof det klart, at meningen med den menneskelige eksistens er selve eksistensen. Menneskets krav om at søge en forklaring på livet giver arten en unik værdi, som for Camus er bastionen for en universel fornuft.

Vi tror, at du måske også vil nyde at læse denne artikel: 5 sætninger og filosofiske overvejelser om krig

Mennesket, der tænker over sig selv og sin eksistens, er grund nok til at give sit liv en mening.

Kan du lide denne artikel? Du vil måske også gerne læse: Hvordan kan man anvende filosofi i hverdagen?

Herrer over vores eget liv

Camus’ absurdisme fratager filosofien opgaven med at besvare spørgsmål som “hvad er meningen med livet” eller “hvorfor eksisterer vi?”. Som forfatteren hævder, er livet en absurditet uden mening, og universet er ligeglad med menneskers eksistentielle tvivl.

Dette behøver dog ikke at være negativt. Det er netop manglen på mening, der gør det muligt for os at leve med en sådan frihed og selvbestemmelse.

Det er med andre ord os selv, der bestemmer meningen med vores individuelle tilværelse ved at foreslå personlige mål og målsætninger. Kort sagt er vi herrer over vores eget liv.