Solnedgangssyndrom hos ældre mennesker: Hvordan kan det behandles?

Mennesker med demens kan lide af solnedgangssyndrom, en geriatrisk tilstand, som påvirker dem dagligt ved solnedgang. Lær alt om det her.

Solen går ned, og med det kommer de negative symptomer for ældre, der er diagnosticeret med solnedgangssyndrom. Sådan opleves den geriatriske tilstand hos personer med demens, depression eller Alzheimers sygdom.

Personer med solnedgangssyndrom oplever angst, fortvivlelse, ophidselse, irritabilitet og pessimisme. Tilstanden rammer mellem kl. 16.30 og kl. 23. 00. Efterhånden som sollyset forsvinder, opstår der adfærdsforstyrrelser, som forværres i takt med personens kognitive forringelse.

Lad os se nærmere på det.

Symptomerne på solnedgangssyndrom

Selv om nogle personer viser flere tegn på solnedgangssyndrom, kan andre vise kun ét tegn. Personer med denne tilstand oplever dog normalt skrig, nervøsitet, tristhed, gråd, hvisken, stædighed, frustration og en følelse af fare på dette tidspunkt af dagen.

Der er også dem, der gentager sætninger, gemmer sig, opfører sig voldsomt, hallucinerer, skjuler genstande eller vandrer for meget rundt.

Forskning offentliggjort i Revista Argentina de Clínica Neuropsiquiátrica korrelerer de ældres humør med forekomsten af solnedgang. Undersøgelsen fastslår, at forvirring og desorientering kommer til udtryk gennem angst, frygt, irritabilitet, apati og depression.

Hvad kan forårsage det?

En potentiel biologisk udløsende faktor for solnedgangssyndrom er forstyrrelser i døgnrytmen. Dette henviser til den forkerte tilpasning af de daglige cyklusser, der svarer til lys og mørke, hvilket forårsager fysiske, mentale og adfærdsmæssige ændringer.

Desuden har mønsteropsporing peget på følgende faktorer:

• For lidt eller for meget lys kan føre til forvirring og frygt, især hos personer med synsproblemer.
• Udmattelse sidst på dagen, især når der er ting, der stadig skal ordnes.
• Social isolation, udløst af begrænset mobilitet.
• Mangel på kenskab om omgivelserne samt uventede ændringer i deres omgivelser.
• Uopfyldte fysiske behov, f.eks. sult, tørst, søvn eller hygiejne.
• Hormonelle ubalancer og forstyrrelser af det indre biologiske ur.

Hvad skal man gøre for en person, der lider af solnedgangssyndrom?

Det er nødvendigt at kende den person, der lider af syndromet, godt for at kunne hjælpe vedkommende. Hvis man f.eks. fastlægger adfærd og rutiner på et bestemt tidspunkt, kan man handle hensigtsmæssigt.

Miljømæssige foranstaltninger, f.eks. at ændre patientens værelse eller justere belysningen, er også nyttige. Du kan også planlægge aktiviteter, der kræver en lille indsats, så den ældre person kan beskæftige sig selv om dagen og forbedre sin søvn om natten.

På samme måde er det vigtigt at anvende en rutine for spisning. Alzheimers Foundation Spain forklarer nemlig, at disse mennesker har en tendens til at spise mindre, og efterhånden som sygdommen skrider frem, kan de vade rundt i lange perioder, hvilket fører til uro.

Hvad angår farmakologisk behandling, er det en god idé at ty til medicin eller kosttilskud, når der er symptomer på depression, søvnforstyrrelser eller meget høje angstniveauer. En læge skal godkende og ordinere midlerne, og plejeren skal være opmærksom på de mulige bivirkninger.

Hvornår er det nødvendigt at opsøge en læge?

Man bør søge lægehjælp, så snart tegn på rastløshed eller fortvivlelse viser sig ved solnedgang. I de første episoder forveksles solnedgangssyndrom ofte med vrangforestillinger.

Forskellen er, at vrangforestillinger kan opstå på ethvert tidspunkt af dagen. Med hjælp fra specialisten vil du, ud over at skelne tilstandene, være i stand til at bestemme, hvilken medicin der er nyttig til at berolige den person, der oplever denne tilstand.

Plejere af ældre med solnedgangssyndrom bør samarbejde med de ældre om at minimere forandringerne med nedenstående retningslinjer

• Undgå lure om dagen: Jo mindre søvn en person får om dagen, jo bedre er hans/hendes hvile om natten. Men hvis du bemærker, at lure er gavnlige for en person, skal vedkommende ikke fratages dem.
• Følg op på kosten: Læg mærke til ændringer eller mønstre, der er knyttet til visse fødevarer. Sørg også for at afbalancere deres mad, mens du undgår store mængder sukker og koffein. Alkohol, sodavand og søvnforstyrrende substanser er alle skadelige.
• Planlæg aktiviteter: Planlæg gåture eller udflugter, når patienten er mere aktiv, men prøv ikke at lave så mange daglige aktiviteter, at de overvælder dem.
• Motion: Moderat sport, der øger muskelstyrken, hjælper med at kontrollere aggressiv adfærd, forbedre deres appetit, afhjælpe spændinger og reducere stressniveauet.
• Minimér støj: Udskift lyden fra radioer, telefoner og fjernsyn med afslappende musik. Alt, hvad der indebærer støj, bør flyttes væk, når solnedgangen nærmer sig.
• Arbejd på belysningen: Oplysning af rummene mindsker virkningerne af nattens mørke. Ved daggry bør patienten også udsættes for kunstigt eller naturligt lys, så han/hun ikke vågner op omgivet af mørke. Lysterapi er et alternativ til behandling af søvnløshed i alderdommen.
• Forvent overraskelser: Hvis du skaber en rutine, der forudser, hvad der kan ske, kan dette mindske den stressende virkning af eventuelle overraskelser.
• Overhold medicinering: Søvnløshed er mere tålelig uden at springe medicin over. Sørg for, at de altid overholder deres lægers anbefalinger.

Plejerens rolle i forbindelse med hjælp til en person med solnedgangssyndrom

En plejer har brug for tålmodighed og viden om, hvordan man skal reagere på en episode. Det er vigtigt at forblive rolig og ikke diskutere, da den ældre ikke har kontrol over syndromet, og vedkommendes holdninger er ikke tilsigtede.

Det er en god idé at validere personens følelser, forklare, at du lytter til dem, formidle ro og lede dem til en aktivitet, der vil genoprette deres følelse af ro. Desuden skal familien eller dem, der bor hjemme, overholde de foranstaltninger, der skal forbedre komforten.

Vigtigst af alt er det, at hvis plejeren har brug for hjælp, skal vedkommende bede om det. Institutioner med den korrekte viden kan hjælpe med at give vejledning i disse tilfælde.