Svaleurt: Medicinske egenskaber og kontraindikationer

Svaleurt anvendes til fremstilling af medicin og homøopatiske midler. Udforks dens egenskaber og kontraindikationer her.

Svaleurt, videnskabeligt navn Chelidonium majus, er en flerårig plante, der tilhører Papaveraceae-familien, som også omfatter valmuer og jordrøg. Navnet kommer fra det græske ord chelidon, som betyder svale.

Den er hjemmehørende i Europa og Middelhavsområdet, men dens dyrkning begyndte i Amerika af kolonisatorerne, som mente, at den var et godt middel mod vorter. I dag anvendes den hovedsagelig til farmakologiske formål, men der er advarsler om dens potentielle risici. Lad os se nærmere på dens egenskaber og kontraindikationer.

Karakteristika ved svaleurt

Svaleurt (Chelidonium majus) bør ikke forveksles med almindelig vorterod (Ficaria verna, af familien Ranunculus ficaria). Det er en flerårig urteagtig plante, der kan blive op til 1 meter høj og har en tendens til at vokse på græsarealer, skyggefulde og kølige steder, lossepladser og gamle mure.

Den har opretstående, forgrenede og skrøbelige stængler samt store blade (op til 30 cm), der er opdelt i ovale eller fligede segmenter. Dens særlige gule blomster er placeret i terminale umbelliformede blomsterstande, normalt fra maj til oktober.

Den producerer også frugter i en aflang kapsel, der ligner en siliqua, og hvis indre rummer små sorte frø. Hele planten udskiller en karakteristisk orange latex, som har fået medicinske anvendelser. De tørrede dele af overfladen (blade), roden og rhizomet (underjordisk stængel) har også farmakologiske anvendelser.

Alligevel bør man være forsigtig med at bruge den, da den indeholder potentielt giftige forbindelser.

Medicinske egenskaber ved svaleurt

Tidligere blev alle dele af svaleurt – især dens latex – brugt som middel mod forskellige sygdomme og lidelser. Det blev anvendt lokalt til behandling af hudsygdomme og øjenproblemer. Indvordes blev den brugt som middel mod fordøjelses-, åndedræts- og betændelsesrelaterede problemer.

Undersøgelser af planten har faktisk vist, at den indeholder stoffer med farmakologisk virkning, hvoraf følgende er særligt fremtrædende:

• Alkaloider afledt af phenanthridin (chelidonin, chelerythrine og sanguinarin).
• Chelidonsyre (gamma pyron dicarbonat).
• Isokinolinderivater (protopin).
• Alfa- og beta-allocriptopin.
• Berberin.
• Coptisin.

Lige nu udnyttes egenskaberne ved C. majus i form af ekstrakter og rensede derivatforbindelser, som indgår i lægemidler og homøopatiske midler. Hjemmebrug af planten frarådes.

Selv om dens antiinflammatoriske, smertestillende, krampestillende, antimikrobielle og antitumoriske potentiale er blevet anerkendt, er der kontroverser på grund af den høje risiko for uønskede virkninger. Hvilke medicinske egenskaber tilskrives den?

Mavebesvær eller dyspepsi

En af de vigtigste anvendelser af svaleurt har at gøre med fordøjelsesforstyrrelser. Specifikt bruger man den som et hjælpemiddel til at lindre oppustethed, opstød, kvalme og andre ubehageligheder i forbindelse med dyspepsi.

En artikel i Iranian Red Crescent Medical Journal nævner denne plante som en potentiel allieret i behandlingen af funktionel dyspepsi. Der blev fundet en 60 % forbedring af symptomerne i den gruppe, der tog C. majus, sammenlignet med 27,6 % i placebogruppen. Behandlingen varede 6 uger.

En nyere undersøgelse tyder på, at et specifikt produkt, der indeholder svaleurt (Iberogast ®) og andre lægeplanter (pebermynteblade, tysk kamille, kommen, lakrids, citronmelisse, kvan og marietidsel), er en sikker og veltolereret plantebehandling af symptomer som f.eks:

• Mavesmerter.
• Sure opstød.
• Kvalme.
• Opkastning.

Som et homøopatisk middel synes svaleurt at være gavnligt ved funktionel dyspepsi og irritabel tarm. Vi har dog stadig brug for mere omfattende undersøgelser.

Planten er ikke til oral indtagelse, medmindre den er i form af kosttilskud til det formål.

Vorter

Mælkesaften fra svaleurt (dvs. dens orange latex) er en del af folkemedicinen og homøopatisk medicin som et supplement til at lette fjernelsen af vorter. Virker det?

I en rapport, der blev delt via International Journal of Environmental Research and Public Health blev det rapporteret, at saft fra Chelidonium majus har et terapeutisk potentiale mod hudvorter.

Når det anvendes udvendigt, er det sikkert. Alligevel har vi brug for flere undersøgelser for at vide, om der er virkninger på grund af den transdermale absorption.

En anden forskning, der er rapporteret i International Journal of Molecular Sciences, fastslår, at alkaloiderne og proteinerne i latexen fra C. majus latex har antivirale egenskaber, der virker mod det humane papillomavirus (HPV), som er en almindelig årsag til vorter.

Andre medicinske anvendelser

På grund af dens koncentration af aktive forbindelser, herunder alkaloider, ser det ud til at have andre sundhedsmæssige virkninger. Beviserne for disse anvendelser er dog utilstrækkelige, og det er et emne, der stadig diskuteres på grund af risikoen ved at indtage planten.

Ud fra oplysninger fra et af kapitlerne i bogen Meyler’s Side Effects of Drugs er der følgende andre traditionelle anvendelser af Chelidonium majus:

• Ringorm.
• Astma.
• Gulsot.
• Kighoste.
• Bronkitis.
• Hård hud.
• Galdesten.

Ud over ovenstående synes planten at have virkninger mod bl.a. uregelmæssig menstruation, forhøjet blodtryk, appetitløshed og tandpine. Manglen på beviser fører til forsigtig brug i alle disse tilfælde.

Risici og kontraindikationer ved svaleurt

På grund af dens høje indhold af alkaloid bør du ikke indtage svaleurt. Brug af planten i hjemmet er ikke sikker, da den tilsyneladende forårsager leverskader. Derfor en stor del af kontroversen omkring planten, da man tidligere troede, at den havde sundhedsmæssige fordele for leveren.

Men selv om anvendelsen af celandine-latex synes at være sikker mod vorter, kan den hos nogle mennesker forårsage allergiske hududslæt. I så fald skal man skylle med rigeligt vand og ophøre med at bruge den.

På grund af manglen på pålidelige oplysninger om dens sikkerhed må man ikke bruge planten og dens derivater i følgende tilfælde:

• Små børn.
• Graviditet og amning.
• Autoimmune sygdomme, såsom multipel sklerose (MS), lupus (systemisk lupus erythematosus, SLE) og reumatoid arthritis (leddegigt).
• Leversygdom, herunder hepatitis.
• Obstruktion af galdegangene.

Samtidig må det ikke anvendes samtidig med lægemidler, der øger risikoen for leverskader, herunder bl.a. paracetamol, amiodaron, carbamazepin, fluconazol, erythromycin og lovastatin.

Hvad skal man huske på om svaleurt?

I traditionel medicin har svaleurt længe været anvendt til behandling af hudproblemer, fordøjelsesbesvær og visse smerter. Efter flere undersøgelser har forskere fastslået, at den har potentiale mod dyspepsi og hudvorter.

På trods heraf påpeger flere rapporter, at dens høje indhold af alkaloider kan føre til toksiske virkninger, især på leveren. Af denne grund anbefaler forskerne ikke, at den indtages i hjemmet. Hvis du tager kosttilskud, der indeholder denne plante, skal du kontakte en læge på forhånd.

Hvad angår topisk brug af dens latex, viser rapporterne, at den er sikker, og at folk tolererer den godt, når den anvendes på vorter og hård hud. Alligevel bør man lave en lille test, før man anvender produktet i sin helhed. Hvis der ikke er nogen allergiske reaktioner efter påføring af midlet, kan du bruge det uden problemer.