Empirisme: Hvad det er, karakteristika og eksempler

Empirisme er en filosofisk bevægelse, der forsøger at forklare dannelsen af idéer og tilegnelsen af viden. Ifølge denne holdning opstår disse processer kun gennem sanseoplevelser.

Siden det gamle Grækenlands tid har mange filosoffer undret sig over, hvordan mennesket opfatter og lærer virkeligheden at kende, enten gennem sanserne eller gennem fornuften? Dette har ført til formuleringen af forskellige teorier, såsom empirisme, rationalisme, skepticisme m.m.

Gennem århundreder er der blevet stillet spørgsmål om viden af filosoffer, og den måde, hvorpå mennesket nærmer sig virkeligheden, synes at være et af de mest omtalte emner. Vi vil nu tale om en af de mest indflydelsesrige strømninger, der har forsøgt at give et svar på spørgsmålet om tilegnelse af viden.

Hvad er empirisme?

Empirisme er en filosofisk strømning, der lægger vægt på erfaringens og evidensens rolle (især sansning) i dannelsen af idéer og tilegnelse af viden. Empiristerne mener, at vi fødes med et tomt sind, og at sindet erhverver indhold i takt med, at vi opfatter og oplever gennem sanserne.

Det betyder, at der ikke ville være noget mentalt indhold, der udelukkende skabes af intellektet eller kreativitet. Følgelig ville produkter af vores fantasi og kreativitet, såsom mytologiske væsener, kunstværker og endda matematik, have deres oprindelse i erfaring.

En empiriker ville f.eks. sige, at en drage ikke er et begreb, der stammer fra en persons sind. Snarere kunne dette ikke-eksisterende væsen skabes gennem perception og erfaring med krybdyr, flyvende dyr og ild.

Empirismens oprindelse

Denne filosofiske bevægelse har sine rødder i Grækenland, især i Aristoteles’, sofisternes og skeptikernes værker.

De forstod det empiriske som lægernes, arkitekternes og håndværkernes nyttige og tekniske viden i almindelighed i modsætning til den teoretiske viden i videnskabernes spekulative og refleksive sfærer i almindelighed.

Empirismen som filosofisk strømning opstod imidlertid i den moderne tidsalder, mellem det 17. og 18. århundrede. Udtrykket kommer etymologisk set fra det græske emperiria, som betyder erfaring, og endelsen -isme, som angiver, at der er tale om en doktrin.

Repræsentanter for empirismen

De vigtigste repræsentanter for empirismen var engelske filosoffer som f.eks:

• Francis Bacon (1561-1626): Han forsvarede, at videnskabsmænd først og fremmest bør være skeptiske og ikke acceptere forklaringer, som ikke kan bevises ved observation og fornuftig erfaring.
• John Locke (1632-1704): Han foreslog, at den menneskelige hjerne var en tabula rasa (en tom tavle), hvorpå viden præges a posteriori gennem erfaring.
• George Berkeley (1685-1753): Han foreslog en subjektiv eller immaterielistisk idealisme, hvis hovedpostulat var, at materien selv ikke eksisterer, men snarere opfattelsen af den. Verden eksisterer kun, så længe vi opfatter den, mente han.
• David Hume (1711-1776): Han hævdede, at viden stammer fra sanseoplevelser, og reducerer al viden til “indtryk” eller “idéer”, hvorfra der opstår to mulige typer viden: Faktuelle sandheder og relaterede idéer.

Aristoteles er den græske skikkelse, der forbindes med empirismen, selv om han ikke blev etableret som sådan før den moderne tidsalder.

Hvad er de vigtigste kendetegn ved empirisme?

For at forstå denne filosofiske holdning lidt bedre, er her dens vigtigste kendetegn:

• Fornuften er begrænset af erfaringerne. Med andre ord kommer ræsonnementet i anden række i forbindelse med dannelse af idéer og erhvervelse af viden. I dette tilfælde er sanserne og beviser den eneste pålidelige informationskilde.
• Den benægter eksistensen af medfødte idéer. Ifølge empiristerne fødes mennesker ikke med idéer i hovedet. I stedet hævder de, at mentalt indhold skabes ud fra sanseoplevelser.
• Det er i modsætning til rationalisme. Empirisme og rationalisme opfattes som to modsatrettede holdninger. Det skyldes, at sidstnævnte hævder, at viden erhverves gennem fornuften, og at universelle sandheder kun kan opdages gennem fornuften. Den understreger også, at sanserne er en vildledende kilde til at erhverve viden.
• Det er en induktiv metode. Den er også kendt som den videnskabelige metode og er baseret på idéen om eksperimentel afprøvning af hypoteser. Generelt set sigter denne metode mod at opnå generelle konklusioner fra særlige tilfælde.

5 eksempler på empirisme

Gennem historien og i hverdagen kan vi finde mange eksempler, der bekræfter den empiristiske teori. Nogle af dem er følgende.

1. At lære modersmålet

At lære at tale afhænger i høj grad af erfaring. Barnet lærer ordene at kende i omgivelserne, idet han eller hun lytter til dem og lærer de betydninger, som andre tillægger de enkelte ord.

2. At vide, at ild brænder

Det er meget sandsynligt, at et barn, når han eller hun ser ild for første gang, vil forsøge at røre ved det for at finde ud af, hvad det er. På trods af at man får at vide, at man ikke må røre ved det, er det noget, der tiltrækker meget opmærksomhed. Før eller senere vil børn brænde sig ved at prøve at røre ved ilden, og der vil de lære, at de ikke skal gøre det igen.

3. Vejrhypotesen i empirisme

Allerede før meteorologien eksisterede, vidste folk, at det ville regne, når grå skyer hobede sig op på himlen. Dette er et tydeligt eksempel på hypoteser ud fra erfaring.

At forudsige vejret ud fra skyer eller formationer på himlen er et eksempel på hypoteser ud fra erfaring.

4. Læring ved forsøg og fejl

Dette sker, når et svar på et problem afprøves så mange gange som nødvendigt, indtil den rigtige løsning er fundet. At lære at gå eller cykle sker f.eks. ved hjælp af empirisk viden. Det vil sige, at man prøver igen og igen, indtil man finder frem til den måde, der giver det bedste resultat.

5. Videnskabelige eksperimenter i empirisme

Videnskaben har erkendt realiteter takket være beviser. I disse tilfælde tyer videnskabsfolk til observerbare fakta for at afgøre, om en hypotese er sand eller ej.

Erfaringens og fornuftens betydning for læring

Selv om det er sandt, at mennesker lærer mange ting gennem eksperimenter og deres egne erfaringer, bør vi ikke undervurdere den rolle, som den menneskelige fornuft spiller i disse processer. Det er klart, at mennesker har en større evne til at ræsonnere end andre arter. Og takket være dette har menneskeheden opnået store ting.

Når dette er sagt, mener vi, at erfaring og fornuft bør behandles på samme niveau som tilegnelse af viden og idéer. Filosoffen Immanuel Kant forsøgte at gøre det samme, idet han forsøgte at forene rationalisme og empirisme i sin komplekse vidensteori.