Grænser i barndommen er et tegn på kærlighed

28. juli 2020
Det er et gængst spørgsmål, hvornår og hvordan man sætter grænser i barndommen. Udfordringen er at finde den bedste model at følge. Lad os se på det!

At sætte grænser i barndommen er noget, som forældre som regel implementerer, selvom andre voksne også kan gøre det. Grænser har til formål at regulere et barns reaktioner, og tilbyde dem rammer, som de kan forholde sig til.

At sige “nej” er essentielt i mange tilfælde og professionelle anbefaler, at, når man siger det, bør man også give en kort forklaring på, hvorfor man gør det. Som årene går og barnet vokser op, vil de omtalte grænser måske ændre sig og ligeledes vil de forskellige mekanismer, der afgør dem.

Lige fra et hysterianfald til muligheden for at kunne diskutere tilladelser, bør du overveje, hvordan du sætter grænserne, som årene går. Hvad har du ellers brug for at vide? Vi vil fortælle dig mere om det i detaljer.

Grænser i barndommen er nyttige værktøjer til børns udvikling

Fordi jeg siger det

Mor og datter taler sammen

“Fordi jeg siger det” er en sætning, som har dybe rødder i forældreskabet, men det giver ikke særlig meget plads til diskussioner, med mindre dine gentagede forklaringer ikke giver de forventede resultater.

I den forstand, kan du i stedet sige: “Fordi jeg siger det og jeg er din far/mor, og eftersom jeg er ansvarlig for din velvære, så ser jeg det som passende for dig at gøre det og tage derhen”.

I en artikel skrevet af Josep Cornella i Canals, understregede han, at:

“Regler er essentielle, når et barn opdager sine omgivelser og de kræver, at vi sætter grænser gennem deres ballade. Det lille barn kan ikke forstå argumenter eller begrundelser.”

Læs også: Giftige familier og deres egenskaber

Lærer børn af grænser?

Lærer folk af grænser? Og hvis ja, hvem lærer dem det? Der er ikke et enkelt svar. Til tider kan forældres opfattelser af deres venners eller andre familiemedlemmers måder at sætte grænser på, samt enten behagelige eller traumatiserende minder fra deres egen barndom, fungere som en guide til, hvad man skal og ikke skal gøre.

Grænser i barndommen som generatorer af selvværd

At sætte grænser – når det sker i kærlighed og tålmodighed – fremmer selvværdet. Ligeledes, kan man sige, at når børn har at hysterianfald, så skriger de faktisk efter en grænse.

Måden, som børn og de voksne, der er ansvarlige for dem, bearbejder hysterianfald på, kan blive et spejl, hvori børnene formår at konfrontere problemer.

Sunde og usunde grænser i barndommen

Mor forklarer datter om grænser i barndommen

Det er vigtigt at skelne mellem sunde grænser og de usunde. Så vil resultaterne i opdragelsen af børn være mere tilfredsstillende.

I den forstand, kan vi sige, at nogle grænser er sunde, mens andre ikke er. Tydeligvis, er det de sunde grænser, som kan give tilfredsstillende resultater.

Opdag også: Fysisk afstraffelse som opdragelsesmetode: Det virker ikke

Konklusion

  • At sætte grænser i barndommen er tydeligvis et tegn på kærlighed, ligesom det er at vaccinere børn mod sygdomme.
  • Det er essentielt, at man ikke bliver vred, når man skal sætte grænser. Det skyldes, at hvis man gør det i en vred eller ophidset tilstand, så vil det ikke give dig mulighed for at have et positivt syn på situationen og slet ikke at kunne lade barnet have et positivt perspektiv.
  • Fokusér ikke på mere end to problemer af gangen, når du sætter grænser, så det ikke mister sin effektivitet.

Tak, fordi du læste med.

  • Skolnick, A. (1975). The Limits of Childhood: Conceptions of Child Development and Social Context. Law and Contemporary Problems39(3), 38. https://doi.org/10.2307/1191268
  • Kamerman, S. B., & Waldfogel, J. (2005). Early childhood education and care. In The Limits of Market Organization (pp. 185–212). Russell Sage Foundation.
  • Goodman, J. F. (2000). Moral Education in Early Childhood: The Limits of Constructivism. Early Education & Development11(1), 37–54. https://doi.org/10.1207/s15566935eed1101_3
  • Holbein, J. B. (2017). Childhood skill development and adult political participation. American Political Science Review111(3), 572–583. https://doi.org/10.1017/S0003055417000119