Hvad er Vygotskys sociokulturelle teori om kognitiv udvikling?

Den sociokulturelle teori om kognitiv udvikling lægger vægt på kulturens indflydelse og individets aktive rolle i læringen.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Maria Fatima Seppi Vinuales.

Sidste ændring: 08 juni, 2023

Hvad er læring? Hvordan lærer vi? Disse spørgsmål motiverede mange forskere fra forskellige discipliner, som også tilbød forskellige svar. I psykologien foreslog behaviorismen forholdet mellem stimulus og respons, men der er også teorier baseret på konstruktivismens postulater. Blandt dem er den sociokulturelle teori om kognitiv udvikling.

Inden for sidstnævnte finder vi Lev Vygotsky. Han er en af de mest indflydelsesrige tænkere inden for læring. Forfatteren forsøgte i sin teori at analysere de biologiske grundlag, og hvordan de modificeres af forholdene i konteksten, i lyset af sociale interaktioner.

Kan du lide denne artikel? Du vil måske også gerne læse: Sådan giver du børn en følelsesmæssig uddannelse

Hvad foreslår den sociokulturelle teori om kognitiv udvikling?

Vygotsky bevæger sig inden for det, der kaldes den sociokulturelle teori om kognitiv udvikling. I den lægger forfatteren vægt på den måde, hvorpå sociale og kulturelle faktorer påvirker den kognitive udvikling. Det vil sige den læring, der opstår fra successive interaktioner.

De centrale begreber:

• Vygotsky siger, at alle mennesker er født med grundlæggende funktioner, såsom perception, hukommelse og opmærksomhed. Disse funktioner perfektioneres og bliver til højere mentale funktioner gennem interaktion med andre.
• Udviklingen af disse funktioner er altid påvirket af værdier, praksis og overbevisninger i den kultur, man tilhører.
• Stilladsering henviser til den støtte, som voksne giver barnet, så han/hun lærer at gøre noget på egen hånd. Det indebærer, at man på samme tid er en støtte og et spark, indtil barnet opnår det selvstændigt.
• Vygotskys forslag ligger inden for rammerne af konstruktivismen, i modsætning til behaviorismen. Alligevel mener nogle teoretikere, at en del af forfatterens postulater ikke kun er konstruktivistiske, men at der er nuancer.
• Læring er ikke en stærk stimulus-respons-association, men tværtimod handler det om konstruktion, opfindelse og kreativitet. Derfor spiller mennesker også en aktiv rolle i udviklingen af viden, som senere analyser har afsløret.
• Hans sociokulturelle teori om kognitiv udvikling, der inkluderer den sociogenetiske komponent, gør det muligt for ham at overvinde de traditionelle opdelinger mellem krop og sind og natur og kultur. I den forstand argumenteres der for, at det er en integrativ teori, som ud over hjernemekanismer eller højere psykologiske funktioner også inkluderer analysen og påvirkningen af konteksten.
• Forfatteren lægger også stor vægt på de “værktøjer til intellektuel tilpasning”, som man lærer gennem, og hvis tilgængelighed er relateret til den kultur, man tilhører. Sproget er et af de vigtigste og repræsenterer et kvalitativt spring i højere funktioner. Desuden er det først socialt og derefter internaliseret.

Hvad er zonen for nærmeste udvikling, og hvilken betydning har den?

Zonen for nærmeste udvikling er afstanden mellem den aktuelle situation og barnets udviklingspotentiale.

Det vil sige forskellen mellem det, barnet allerede kan, og det, han eller hun endnu ikke kan, men kan lære af en vejleder. Det er her, Vygotsky mener, at et barns udviklingsniveau kan observeres: I det, han eller hun “afventer”.

Denne zone er følsom over for læring, som Eun bemærker, og det er vigtigt, at der gribes ind. Selv om barnet på dette tidspunkt ikke kan løse opgaver på egen hånd, vil han/hun under vejledning lære noget nyt eller tilegne sig en ny færdighed, som han/hun senere vil bruge.

Zonen for nærmeste udvikling indikerer for eksempel, at et barn allerede kender tal, men endnu ikke kan løse regnestykket 2+2. Med voksenvejledning lærer han/hun at gøre det.

Så i fremtiden vil han/hun have lært det og være i stand til at gøre det på egen hånd uden indblanding. Det er værd at bemærke, at Vygotsky mener, at ikke kun voksne er formidlende figurer i læring. Det er også muligt at lære af jævnaldrende.

Afslutningsvis er det også interessant at genfinde Vygotskys henvisning til kultur i undervisningen. Det, der sker eller er passende i én kultur, er måske ikke passende i en anden. Så det er også nødvendigt at forstå, at der i kognitiv udvikling er flere forskellige og gyldige måder at nå det samme resultat på.

Hvordan anvender man det i virkeligheden?

Vygotskys sociokulturelle teori om kognitiv udvikling er meget nyttig, når man skal tænke på børns undervisnings- og læringsprocesser. I den forstand handler det om at lære at være og gøre i fællesskab, ikke individuelt.

De voksnes rolle bør være at ledsage, vejlede og orientere, men ikke at påtvinge. Børn har brug for at kunne vælge, deltage, få lov til at være hovedpersoner i deres egen læring og ikke blot modtagere, endsige en blank tavle.

To af Vygotskys centrale idéer er, at læring er samarbejde, og at stilladsering er støtte.

Det er også vigtigt at ledsage læring med værktøjer eller metoder, der er relateret til hver enkelt person, for at lette processen og gøre den fornøjelig. Mens nogle børn f.eks. har lettere ved at lære ved hjælp af billeder, foretrækker andre måske at repræsentere situationer eller visualisere på en mere interaktiv måde.

Det er også vigtigt at overveje, at barnets viden såvel som hans eller hendes udviklingstrin også er afgørende. Voksne bør hjælpe med at gøre denne zone for nærmeste udvikling til en udfordring, ikke til noget umuligt. Det må ikke være så krævende, at det skaber frustration eller inkompetence. Men heller ikke så nemt, at det demotiverer.

I skolemiljøet skal lærerne tænke på indhold, der giver mening for eleverne. Derfor er det ikke kun vigtigt at kende den kultur og det samfund, man selv tilhører, men også de unges mikrokulturer. Vygotsky gør det således muligt at værdsætte mangfoldighed, flygte fra normen og lineariteten.

Vygotskys sociokulturelle teori om kognitiv udvikling fremmer kollaborativ udvikling

Den sociokulturelle teori om kognitiv udvikling giver os nyttige værktøjer til at ledsage undervisnings- og læringsprocesserne, da vi er en del af dem. Uddannelse er en samarbejdsaktivitet inden for rammerne af samfund og kultur.

Ud fra dette kan vi se et grundlæggende bidrag: Læring er ikke kun individuel udvikling, men indebærer også fremskridt for kulturen og samfundet. Det, Vygotsky fortæller os, er, at den enkeltes vækst også er den andens vækst, og han tilsidesætter dermed et egoistisk syn på læring.

Han genopretter den aktive rolle for dem, der ved og lærer. De første skridt vil blive guidet og orienteret, men hvad et barn gør i dag med hjælp, vil han/hun i morgen være i stand til at gøre selvstændigt. Derfor er det et spørgsmål om at facilitere miljøer for konstruktion, dialog og udveksling, hvor viden flyder.