Konfucianisme: Hvad lærer den konfucianske filosofi os?

Formålet med konfucianismen er at genskabe harmoni i samfundet gennem udvikling af visse dyder og respekt for det sociale hierarki. Er det en religion eller en livsfilosofi?

Skrevet og kontrolleret af filosof Maria Alejandra Morgado Cusati.

Sidste ændring: 26 september, 2022

Konfucianisme er en filosofisk og religiøs doktrin, der lægger vægt på udvikling af individuelle dyder for at opnå et stabilt samfund og en stabil regering. Den blev fremmet af filosoffen Konfutse i det 5. århundrede f.Kr.

Dens formål var at omdanne og genoprette mange aspekter af samfundet gennem læren om gamle forskrifter og respekt for sociale hierarkier. Lad os se, hvad den består af.

Hvem var Konfutse?

Konfutses rigtige navn var Kong Kio. Han blev født i den kinesiske stat Lu i 551 f.Kr.

Da han var midaldrende, havde han siddet i nogle vigtige stillinger. Blandt dem var han justitsminister i forbundsstaten Lu, hvor han underviste i de forskrifter, som han anså for nødvendige for at opnå en stabil regering, og han var berømt for at gennemføre reformer på retsområdet.

Da han forlod sit embede, tog han på pilgrimsrejse rundt i landet for at finde myndigheder, der var lydhøre over for hans lære. Da han vendte tilbage til sit hjemland, grundlagde han en privat skole for at uddanne kongelige rådgivere, hvor han eftersigende havde omkring 3.000 disciple fra alle samfundslag.

Fra da af blev han kaldt Kong-fuzi, hvilket betyder “Kong-mester”. Det skal bemærkes, at navnet Konfutse er den latiniserede version, som vi bruger i dag.

Efter hans død i 479 f.Kr. spredte hans tilhængere hans lære i bøger som Analekterne og ophøjede ham til vismand. Hans doktrin blev spredt i Kina i to årtusinder, og hans værdisystem forblev knyttet til rigets politiske system indtil 1911.

Den kinesiske kultur er dybt forankret i Konfutses og taoismens lære.

Konfucianismens oprindelse

Konfucianismen samler religiøse overbevisninger og praksis, der går tilbage til det 18. århundrede f.Kr. Men omkring det 6. århundrede f.Kr. tog tænkeren Konfutse, der var bekymret over den krise, Kina befandt sig i, de gamle vismænds lære op som et kodeks for moralsk, religiøst, socialt og politisk liv.

Derfor så Konfutse ikke sig selv som grundlægger, men snarere som forkynder af det budskab, han havde modtaget fra sine forfædre. For ham var genetablering af de gamle forskrifter og respekt for sociale hierarkier uundværlige, for at Kina kunne genvinde den harmoni, som det havde mistet under de stridende kongeriger.

Kort efter at han begyndte sit arbejde fik Konfutse mange tilhængere og systematiserede det, der senere blev kendt som konfucianisme. Udbredelsen af denne viden mødte imidlertid modstand. Faktisk blev bevægelsen forfulgt under det første kejserrige og tilbagevist af den taoistiske skole.

Senere, med Han-dynastiets opståen i det 3. århundrede f.Kr., blev konfucianismen retfærdiggjort og anerkendt som officiel statsreligion. Siden da har den spillet en vigtig rolle i udformningen af den kinesiske livsstil og det traditionelle værdisystem.

Kendetegn for konfucianisme

Konfucianismen er ikke en religion som kristendommen eller islam, da den ikke består af dogmer, men af adfærdsretningslinjer for at opnå en perfekt regering og social harmoni. Derfor betragtes den ofte som en politisk filosofi og en livsstil.

Socialt hierarki for at opnå harmoni

Konfucianismen tror på et harmonisk kosmos, hvis orden er dikteret af Himlen (tian), en højere magt, der har ordnet universet på en hierarkisk måde og opdelt det mellem dem med yin-styrke (de ædle) og dem med yang-styrke (de modbydelige).

Øverst i dette hierarki står kejseren, “himlens søn”, som mægler med menneskene for at håndhæve den himmelske vilje.

Det næste niveau repræsenteres af familiefaderen, som er yin i forhold til sin kone og sine børn. Derfor skylder sønnen respekt og lydighed til sine forældre og hustruen til sin mand. Dermed betragtes den som en patriarkalsk religion.

For denne filosofi skal mennesket som en del af kosmos respektere den etablerede orden. Ethvert forsøg på at ændre den kan medføre alvorlige forstyrrelser.

Moralsk perfektion

På samme måde skal samfundet organiseres i henhold til et social-moralsk hierarki. Derfor bør de mest ansvarlige stillinger, f.eks. guvernørens, besættes af personer med en højere grad af moralsk fuldkommenhed.

Graden af moralsk fuldkommenhed er imidlertid ikke knyttet til en persons oprindelse, men til det niveau af internalisering og udvikling, som vedkommende har opnået i de fem konfucianske principper: Ren (menneskelighed), yi (retfærdighed), li (ritual), zhi (visdom) og xin (ærlighed).

De 5 principper i konfucianisme

For konfucianismen er det kun de mennesker, der besidder og praktiserer disse principper, der kan blive junzi, dvs. “respektable mennesker” eller “overlegne mennesker”:

• Ren: Opmuntrer folk til at udvikle kærlighed til andre og til at handle med altruisme og empati som følge heraf.
• Yi: Opfordrer folk til at gøre det, der er rigtigt og retfærdigt til enhver tid.
• Li: Prædiker god opførsel og gode manerer.
• Zhi: Opmuntrer folk til at udvide deres viden. Kun de, der har viden og en god dømmekraft, vil kunne handle med retfærdighed og visdom.
• Xin: Opmuntrer folk til at handle uden at bedrage.

Bevægelsen har svinget mellem filosofi og religion. Den har templer spredt ud over hele Kina og resten af Fjernøsten.

Konfucianisme i nutiden

Konfucianismen er en doktrin, der er en meget udbredt del af det kinesiske samfund. Faktisk anslås det, at 42 % af den kinesiske befolkning praktiserer landets traditionelle religion, som er en blanding af konfucianisme, buddhisme og taoisme.

Desuden er de dyder, som Kong-mester prædikede, stadig til stede i det kinesiske samfund. F.eks. er faderlig fromhed og respekt for forfædrene stadig vigtige.