Præimplantations genetisk diagnostik

Præimplantations genetisk diagnostik er en ret ny teknik. Den kan være meget gavnlig for fertilitetsbehandling, men bliver stadig debatteret.

Præimplantations genetisk diagnostik er en procedure, som studerer æggene og fostrene, men hvorfor? I denne artikel kan du læse svaret på det spørgsmål.

Præimplantations genetisk diagnostik (PGD) er en procedure, der foretages før assisteret reproduktion, også kaldet kunstig befrugtning. Dette er noget, der gøres, når en kvinde ikke kan blive gravid på den naturlige måde.

I denne artikel forklarer vi PGD. Vi vil også fortælle dig, hvordan det gavner graviditeten, og hvilke metoder lægerne må tage i brug for at sikre, at det lykkes.

Hvad er præimplantations genetisk diagnostik?

Grundlæggende studerer præimplantations genetisk diagnostik æggene og fostrene. Det gøres for at undgå at implantere fostre, som kan føre til abort, eller at en baby ikke er helt sund.

Dette er en fordel ved kunstig befrugtning. Når en kvinde bliver gravid på den naturlige måde, kan hun ikke vælge mellem et sundt eller et usundt foster. Men PGD forhindrer, at babyen bliver født med Down syndrom eller Turner syndrom, blandt andre ting.

Læs: Forskning fastslår at intelligens bliver arvet fra mor

Metoder

Før man implanterer ægget i kvindens livmoder, laver lægerne deres præimplantations genetisk diagnostik. For at gøre dette, udfører de en reagensglasbefrugtning, og putter de befrugtede æg i en glasbeholder. Så venter de tre til fem dage, og analyserer så, hvordan de udvikler sig.

Efter dette tidspunkt tager de en biopsi på hver af fostrene, for at opdage eventuelle genetiske problemer. Derefter udvælger lægerne op til tre sund fostre, og implanterer dem i kvindens livmoder.

Der er dog et par spørgsmål, som mange mennesker ofte stiller:

Hvad hvis kvinden ikke bliver gravid? Skal hun så gennem hele processen igen?

Svaret er nej. Der udvælges trods alt kun tre fostre til implantationen, så der kan være mange andre sunde. I sådanne tilfælde kan lægerne udtage dem, og forsøge proceduren igen senere.

En brugbar teknik

Denne teknik er især brugbar for par, som har kendskab til alvorlige genetiske sygdomme i familien, eller selv lider af en.

Man kunne fristes til at tro, at dette kun kan gøres, når en kvinde ikke kan blive gravid på den naturlige måde. Men faktisk er det en nyttig teknik i de tilfælde, hvor der er en sygdom i familien, der kan nedarves.

På den måde kan det sundhedsfaglige personale vælge et sundt foster, der ikke har nogen alvorlige arvelige sygdomme. Derfor anbefaler man tit denne teknik i sådanne situationer.

Men det er stadig et emne, der diskuteres.

Denne artikel kunne også interesse dig: Fire tips til at gøre din baby glad under graviditeten

Etikken omkring præimplantations genetisk diagnostik

Der findes stadig etisk kritik med hensyn til bortskaffelsen af fostre.

I nogle tilfælde er man bekymret for den personlige integritet for det menneskelige foster og opretholdelse af naturens orden. Nogle mennesker mener, at PGD går imod denne orden, da den lader lægerne vælge de sundeste fostre, som er uden genetiske problemer.

Dette er uden tvivl en meget sund debat, som det er værd at tænke over.

Men de, der går ind for proceduren, ønsker at få raske børn.

I dag eksisterer disse metoder, så man undgår, at babyer fødes med sygdomme, der gør, at de ikke lever ret længe.

Muligheden er tilgængelig, især for kvinder, som ikke kan blive gravide eller er bange for at få børn, fordi de måske arver en sygdom. Det er et rimeligt alternativ at kende til.

Hvis en degenerativ sygdom findes i din familie, ville du så gennemgå præimplantations genetisk diagnostik? Hvad mener du om den procedure?