Tilknytningsteorien: Hvordan påvirker tilknytningen vores børn?
Hvis vi taler om pædagogisk og udviklingspsykologi, er tilknytningsteorien nok en af de mest kendte teorier. Takket være den har vi fået en bedre forståelse af betydningen af båndet mellem forældre og børn. Ikke nok med det, men vi har også kunnet forstå, hvordan det er en afgørende faktor for personlighedsdannelsen.
Tilknytningsstil påvirker børns selvværd og deres evne til at stole på andre og udforske deres omgivelser. Denne tilknytning modulerer den måde, som et spædbarn opfatter sig selv på, den evne, barnet har til at relatere til andre, og kvaliteten af barnets følelsesmæssige sundhed. Hvis du har børn, er det derfor vigtigt, at du kender til denne teori.
Hvad er tilknytning?
Tilknytning er det intense, langvarige, kærlige bånd, der udvikles mellem et barn og dets primære omsorgspersoner. Et lille barn kan knytte sig til flere personer. Men det er forholdet til forældrene, der anses for at være det vigtigste.
Formålet med denne tilknytning er at øge barnets chancer for at overleve. En nyfødt er fuldstændig afhængig af omsorgspersonen. Ikke kun for at sikre barnets fysiske integritet, men også for at sikre den korrekte følelsesmæssige udvikling.
For at skabe denne tilknytning udfører barnet en række adfærdsmønstre (f.eks. gråd, pludren eller smil). De tiltrækker moderens eller faderens opmærksomhed og fremmer denne fysiske nærhed og følelsesmæssige forbindelse.
Samtidig opstår den såkaldte “moderlige eller faderlige adfærd” hos forældrene, som er oxytocinmedierede reaktioner, der får forældrene til at være opmærksomme på barnets behov og tage sig af det.
Det endelige mål er, at forældrene skal være til stede og tilgængelige for barnet. De skal desuden være følsomme og lydhøre over for barnets behov. Hun eller han bør være i stand til at reagere hensigtsmæssigt og hjælpe barnet med at regulere sig selv følelsesmæssigt.
Således skaber barnet dag for dag og med hvert samspil et syn på sig selv og andre, som vil være afgørende for barnets fremtidige personlighed.
Vi tror, at du måske også vil nyde at læse denne artikel: Hvornår lærer spædbørn at genkende deres forældre?
Oprindelsen bag tilknytningsteorien
Al denne viden er resultatet af årtiers forskning. Vi kan finde tilknytningsteoriens oprindelse i den engelske psykolog John Bowlbys arbejde, som postulerede flere idéer i denne henseende:
- Et spædbarn har et medfødt behov for at knytte sig til en primær figur. Denne idé, der er kendt som monotropi, viser, at der skal være et primært bånd (vigtigere og kvalitativt anderledes end de andre), der skabes med forældrene.
- Der er en kritisk periode for dannelsen af tilknytningsbåndet. Hvis barnet i løbet af de første leveår berøves dette moderlige eller faderlige bånd (eller hvis det afbrydes), kan konsekvenserne være næsten uoprettelige.
- Tilknytning fremmer nærhed mellem mor og/eller far og barnet. Det får sidstnævnte til at opleve en høj grad af angst i forbindelse med separation.
- Dette forhold til moderen eller den primære omsorgsperson skaber en mental model, som barnet vil blive styret med fra det øjeblik. Med andre ord er dette forhold afgørende for det syn, som barnet udvikler på sig selv, andre og verden, og det vil påvirke dets psykologiske og følelsesmæssige sundhed på lang sigt.
Mary Ainsworth og hendes bidrag til tilknytningsteorien
En anden person af stor relevans inden for tilknytningsteorien er Mary Ainsworth. Denne amerikanske psykoanalytiker udarbejdede en protokol til at evaluere og identificere tilknytningstyper.
Hun udtænkte således det berømte eksperiment, der er kendt som “den mærkelige situation”, hvor flere mor-baby-dyader blev observeret med hensyn til deres udvekslinger og reaktioner.
Idéen var at analysere, hvordan babyer opførte sig, når de var i nærvær af deres mor i en ukendt situation, hvordan de reagerede, når moderen forlod dem, og hvad de gjorde, når hun vendte tilbage. Resultaterne identificerede tre forskellige tilknytningsstile, der kan opstå.
1. Sikker tilknytning
Dette er den ideelle tilknytningsstil, som opstår, når moderen er følsom og lydhør over for barnets behov og følelser og reagerer prompte og konsekvent. Dette skaber hos barnet en følelse af tryghed. Den gør det muligt for barnet at vove sig ud for at udforske omgivelserne og regulere sine følelser takket være båndet til moderen.
Spædbørn med sikker tilknytning bliver mennesker, der stoler på sig selv og andre, og som ved, hvordan man relaterer til andre på grundlag af gensidig afhængighed. Det vil sige, at de ved, hvordan de skal sætte grænser, men er ikke bange for følelsesmæssig intimitet.
2. Ambivalent tilknytning
Denne stil opstår, når moderen er inkonsekvent i sine reaktioner. Generelt er hun ikke følelsesmæssigt tilgængelig for barnet, og selv om hun nogle gange er opmærksom og kærlig, opfører hun sig på andre tidspunkter fjendtligt eller ligeglad.
Dette skaber en følelse af usikkerhed over for en uforudsigelig virkelighed hos barnet, hvilket fører til alvorlige vanskeligheder med at stole på andre.
I fremtiden bliver disse børn meget usikre, ængstelige og afhængige mennesker. De er ofte mennesker, der aldrig vil være trygge i deres tilknytning og altid vil have brug for at blive forsikret om, at den anden person elsker dem.
3. Undvigende tilknytning
I dette tredje tilfælde ignorerer moderen barnets kald eller er ligeglad med barnet. Spædbarnets følelsesmæssige behov bliver ikke opfyldt, men bliver tværtimod afvist eller undervurderet. Barnet vælger således at afbryde forbindelsen følelsesmæssigt. For han/hun forstår, at det ikke nytter noget at udtrykke sig. Der kommer nemlig ingen trøst eller respons.
Som voksne har disse personer en tendens til at indtage en holdning af ekstrem uafhængighed og er bange for at vise sig sårbare eller åbne sig over for andre. De fremstår ofte selvsikre og selvtilstrækkelige, men dybt nede i deres følelser er de bange.
Kan du lide denne artikel? Du vil måske også gerne læse: Selvværd: Nøglen til lykke
Senere blev der tilføjet en fjerde type kaldet desorganiseret tilknytning, som kombinerer træk fra ængstelig og undvigende tilknytning. Den opstår i situationer med forældrenes traumer eller omsorgssvigt.
Tilknytningsteorien hjælper os til at forstå, hvordan vores indre verden er konstrueret
Kort sagt er tilknytningsteorien svaret på, hvordan børns indre og følelsesmæssige verden formes. Det er i forholdet til moderen (eller den primære omsorgsperson), at barnet udvikler en idé om sig selv, lærer, hvad det kan forvente af andre, og smeder holdninger og fortolkningstendenser, som vil følge barnet hele livet.
Den primære tilknytningsbånd er den model, som alle andre relationer i livet følger. Derfor er det så vigtigt, at der er tale om et kvalitetsforhold.
Hvis et barn vokser op med en sikker tilknytning, vil han eller hun i fremtiden kunne nyde sunde, afbalancerede og tilfredsstillende relationer og vil have den nødvendige drivkraft til at nå sine mål og træffe beslutninger. Kort sagt vil han eller hun være tættere på succes, lykke og god følelsesmæssig sundhed.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Ainsworth, M. D. S., Bell, S. M. & Stayton, D. J. (1971) Individual differences in strange-situation behaviour of one-year-olds. In The Origins of Human Social Relations (ed. Schaffer, H. R.), pp 17–32. New York: Academic Press.
- Bowlby, J., & Ainsworth, M. (2013). The origins of attachment theory. Attachment theory: Social, developmental, and clinical perspectives, 45, 759-775.
- Pinedo Palacios, J. R., & Santelices Álvarez, M. P. (2006). Apego adulto: los modelos operantes internos y la teoría de la mente.
