ARFID hos børn: Hvad er det?

ARFID hos børn er forbundet med flere ernæringsmæssige komplikationer. Vi fortæller dig alt, hvad du har brug for at vide om det.

Avoidant/Restrictive Food Intake Disorder (ARFID) er en relativt ny spiseforstyrrelse, der er blevet medtaget i DSM-5. Indtil for ganske nylig blev den kaldt selektiv spiseforstyrrelse og blev ofte forvekslet med anoreksi. I dag vil vi fortælle dig alt, hvad du bør vide om ARFID hos børn.

Forældre skal ofte håndtere kræsen spiseadfærd hos små børn. Dette kan få dem til at overse tegn, der indikerer, at børnene faktisk har en lidelse. ARFID hos børn er meget almindeligt, så almindeligt at forskere anslår, at det påvirker op til 22,5% af børn. Vi fortæller dig mere i de følgende afsnit.

Hvad er ARFID hos børn?

Restrictive food intake avoidance disorder (ARFID) er en kategori, der i 2013 blev inkluderet i Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, Fifth Edition (DSM-5). Dens optagelse blev gjort med formål om at samle de patienter, der ikke reagerede på karakteristika for andre lidelser. For eksempel anoreksi eller bulimi.

Faktisk er patienter med ARFID ikke bekymrede over deres vægt. De er ikke utilfredse med deres kropsbillede eller kropsform. Derfor udøver de ikke spiseadfærd, der har til formål at opnå et usundt vægttab.

ARFID er en spiseforstyrrelse, der er karakteriseret ved at undgå visse typer mad eller ved at begrænse mængden af mad, der spises. Som nævnt ovenstående er den ikke relateret til bekymringer om kropsbillede eller vægt, så motivationen for adfærden er forskellig fra andre lidelser.

Det er meget nemt for denne tilstand at overlappe med de typiske faser med kræsen spiseadfærd i barndommen. Af denne grund skitserer DSM-5 følgende diagnostiske kriterier:

• Betydeligt vægttab (eller manglende evne til at justere vægten i forhold til vækststadiet).
• Ernæringsmangel.
• Afhængighed af ernæringstilskud eller enteral ernæring.
• Betydelig forstyrrelse af den psykosociale funktion.
• Vanskeligheder med at få adgang til en afbalanceret kost.
• Anorexia nervosa og bulimia nervosa udvikler sig uafhængigt af hinanden.
• Forstyrrelsen kan ikke forklares af en anden lidelse eller en underliggende medicinsk tilstand.

Disse kriterier tjener som en vejledning, når der skal stilles en diagnose af ARFID hos børn. Derfor er det kun en pædiatrisk eller psykisk sundhedsperson, der kan stille diagnosen. Ikke al adfærd, der indebærer undgåelse af fødeindtagelse, kan kategoriseres som ARFID. De yngste børn bør kobles sammen med de fremlagte overvejelser.

Hvad er konsekvenserne af ARFID hos børn?

Ernæring i spædbarnsalderen er afgørende for at sikre en sund udvikling. Ændringer i hyppighed, vaner eller adfærd i denne henseende har store konsekvenser, der ikke går ubemærket hen.

En undersøgelse offentliggjort i 2015 i tidsskriftet Children’s Health Care fandt frem til, at dårlig vækst og ernæringsmangel er to af de hyppigste konsekvenser af denne type lidelse. Faktisk forhindrer begrænsningen af essentielle næringsstoffer til udvikling evnen til at opfylde vækstforventningerne i overensstemmelse med spædbarnets stadie.

Børn kan også udvikle forsinket pubertet (hvis adfærden står på længere end forventet), dehydrering, hypotension, kardiale komplikationer, reduceret knoglemasse, svingende blodsukkerniveauer, mavetarmproblemer, neurologiske lidelser, endokrine forstyrrelser, anæmi, underernæring og meget andet.

Generelt vil komplikationerne blive mere alvorlige, efterhånden som ARFID-episoder hos børn bliver mere udbredte. Reduceret energi, døsighed, humørforstyrrelser og manglende koncentration er også direkte konsekvenser. Kort sagt har ernæringsmæssige ubalancer på et så vigtigt tidspunkt alvorlige konsekvenser.

Hvad er årsagerne til ARFID hos børn og voksne?

Forskerne er ikke sikre på, hvorfor børn eller voksne udvikler ARFID. Hvis man ser bort fra kriterierne om bekymring over vægt eller kropsbillede, er følgende hypoteser de mest sandsynlige:

• Traumatiske spiseoplevelser (f.eks. en kvælningsepisode).
• Manglende interesse for mad.
• Sensoriske forstyrrelser (de er mere følsomme over for madens smag eller konsistens).
• Underliggende fordøjelsesforstyrrelser (cøliaki, refluks og så videre).

En undersøgelse offentliggjort i Journal of Adolescent Health i 2014 viste, at denne lidelse er mere almindelig hos mænd og personer med generaliseret angstlidelse. Man mener også, at den er mere almindelig hos personer med tvangstanker, autismespektrumforstyrrelser og opmærksomhedsforstyrrelse med hyperaktivitet.

ARFID i barndommen kan forekomme i alle aldre og kan vare fra nogle få måneder til flere år. Der kan ikke altid findes en direkte udløsende faktor, så årsagerne vil undertiden forblive uklare. Da det er en nyere lidelse, er der stadig meget forskning tilbage.

Hvilke behandlingsmuligheder findes der?

I betragtning af lidelsens kompleksitet med hensyn til de sundhedsmæssige konsekvenser, den kan have for børn, er det klogt at inkludere behandling så tidligt som muligt. Der findes ikke noget standardalternativ til, hvordan man skal handle, men det sker generelt med inddragelse af fagfolk, der er specialiseret i spiseforstyrrelser.

I denne forstand kan teamet bestå af kvalificerede børnelæger, diætister, ernæringseksperter, terapeuter og psykologer. Nogle gange kan en talepædagog og en pædagog være nyttige afhængigt af de mulige omstændigheder, der har udløst adfærden.

Forløbet vil blive fastlagt ved at overveje de bidrag, som fagfolk kan yde fra deres respektive områder. Nogle gange kan der ordineres medicin for at stimulere appetitten eller for at behandle underliggende tilstande (angst, refluks osv.). Det vigtige er at opnå følgende:

• Tilpasning til et sundt spisemønster i henhold til udviklingsstadiet.
• Genoptagelse af tabt vægt.
• Vurdering af de mulige konsekvenser, som næringsstofbegrænsning har haft for kroppen.
• Forbedring af barnets forhold til mad.
• Forbedring af barnets forhold til forældrene og omgivelserne.

Behandling af ARFID hos børn kan være kompliceret og strække sig over måneder eller år. En tidlig diagnose kan være til stor hjælp. Hvis der observeres en spiseadfærd, der går ud over typiske raserianfald, bør man søge professionel behandling for at udelukke denne lidelse.