Er leishmaniasis smitsom?

Leishmaniasis er en sygdom, der har en noget anderledes type overførsel. Læs denne artikel for at finde ud af, om den er smitsom, hvordan den overføres, og hvad du kan gøre for at forebygge den.

Leishmaniasis er en sygdom, der er værd at lære mere om. Dens smitsomme karakteristika har gjort den til et stort folkesundhedsproblem. Den forekommer hyppigt i 88 lande i verden. Den rammer 14 millioner mennesker på verdensplan med 2 millioner nye tilfælde hvert år.

Mange betragter leishmaniasis som en af de syv vigtigste tropesygdomme på verdensplan. På trods heraf er denne sygdom ret forsømt og glemt. Ifølge en undersøgelse foretaget af Nationalt epidemiologisk center, for at tage Spanien som eksempel, var der 1.359 autoktone tilfælde fordelt på 15 selvstyrende samfund mellem 2014 og 2017.

Leishmaniasis: Hvad er det egentlig?

Leishmaniasis er en smitsom infektion, der produceres af forskellige arter af protozoer af slægten Leishmania. Disse protozoer, også kaldet parasitter, er mikroskopiske organismer, der har brug for en vektor for at blive overført.

En vektor er et dyr, der overfører patogener fra en inficeret person eller dyr til en rask person. Med andre ord spredes sygdommen ikke ved direkte kontakt, men der er en anden organisme, der bærer mikroorganismen.

Normalt er disse vektorer hvirvelløse dyr som f.eks. myg, lopper, lus og flåter. I tilfældet med den patologi, som vi taler om i denne artikel, overføres Leishmania-protozoen ved bid fra sandfluen.

Fluen bliver smittet, når den indtager blod fra en smittet person eller et smittet dyr. Når først parasitten er inde, forårsager den ikke nogen symptomer hos vektoren, den udvikler sig bare og spreder sig.

Når der er et tilstrækkeligt antal parasitter, går de til fluens mund og svælg og bliver injiceret ved næste bid. Den inficerede sandflue bider et andet menneske eller dyr, injicerer det med Leishmania, og så sker der smitte.

På trods af menneskekroppens forsvar dør patogenet ikke. I stedet formerer det sig i makrofager i blodet og vævene, som ender med at nedbryde og frigive protozoer i blodet, hvor andre makrofager bliver inficeret, og cyklussen fortsætter.

Hvor findes disse vektorer?

Sandfluer elsker fugtighed og varme. Derfor er det let at finde dem i tropiske og subtropiske områder. De lever dog også i Middelhavsområdet.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har leishmaniasis at gøre med miljøændringer. Lad os se på nogle af dens risikofaktorer.

• Socioøkonomiske forhold: Fattigdom indebærer dårlige boligforhold og dårlige sanitære forhold i husholdningerne. Derfor øger denne tilstand risikoen for leishmaniasis. Det fremmer de overførende mygs yngel og hvile.
• Underernæring: Underskuddet af proteiner, jern, vitaminer og mineraler medfører, at et individ har et svagt immunforsvar. Dette gør det naturligvis muligt for sygdommen at udvikle sig og sprede sig.
• Befolkningsmobilitet: Befolkningstilflytninger i tidligere skovområder (som er myggenes levested) fører til en hurtig stigning i antallet af tilfælde.
• Miljøforandringer: Skovrydning, opførelse af dæmninger, vandingssystemer og urbanisering medfører, at myggene har mere kontakt med mennesker.
• Klimaændringer: Leishmania er meget følsom over for ændringer i vejrforholdene. Variationer i temperatur og luftfugtighed i forskellige områder får myggene til at vandre til steder, hvor de ikke levede før.

Hvad er symptomerne på leishmaniasis?

Der findes mindst 20 arter af protozoer af slægten Leishmania, som kan overføres af vektorer. Afhængigt af arten og dens grad af invasion i kroppen kan folk præsentere forskellige symptomer. På grund af dette har denne patologi flere varianter.

De tre almindelige måder er som følger:

• Kutan leishmaniasis: Kutan leishmaniasis opstår, når infektionen kun forekommer i det område, hvor biddet er sket. Den forekommer normalt på Middelhavskysten. På området for biddet opstår der et sår, som undertiden heler automatisk og efterlader et ar.
• Mukokutan leishmaniasis: Parasitten kan sprede sig fra huden til slimhinderne og især påvirke de øvre luftveje. Den opstår med hævelse, rødme og sårdannelse i slimhinderne.
• Visceral leishmaniasis: Ud over typen af inficerende protozoer er det også vigtigt at huske på den inficerede persons immunitet. Når deres forsvar svigter, vandrer parasitten ind i indvoldene. De indre organer, der rammes mest, er knoglemarven, lymfeknuderne, leveren og milten.

Hvordan kan du forhindre, at du bliver smittet med leishmaniasis?

Leishmaniasis er smitsom, så længe vektoren findes. Ingen ved rigtig, om der faktisk er en overførsel fra menneske til menneske, bortset fra specifikke tilfælde, der er blevet registreret, f.eks. med mennesker, der deler sprøjter for at injicere stoffer. Almindelige blodtransfusioner er dog helt sikre, da de gennemgår mange kontroller.

Det er dog rigtigt, at der vil være flere myg et sted, hvor der er flere smittede mennesker. Det øger åbenbart sandsynligheden for, at folk omkring dig bliver smittet. At tale om leishmaniasis som en smitsom sygdom er muligt i betragtning af vektorens deltagelse.

Derfor begynder den vigtigste forebyggelse med at undgå myggestik, især hos personer, der rejser til lande, hvor sygdommen er almindelig. Lad os se nogle gode tips til at undgå bid.

• Brug insektmiddel på udsat hud.
• Anvend myggenet og behandl tøjet med midler som f.eks. permethrin.
• Bær sokker, langærmede skjorter og bukser. Stop blusen ned i bukserne for at forhindre, at myggene får adgang til huden.
• Undgå udendørs aktiviteter fra skumring til daggry i tropiske områder, da myggene er mest aktive på dette tidspunkt.