"Jeg tænker, derfor er jeg": Oprindelse og betydning af denne berømte sætning

Descartes' berømte sætning: "Jeg tænker, derfor er jeg" markerede begyndelsen på den moderne filosofi og rationalismen. Vi forklarer den.

“Jeg tænker, derfor er jeg” er en af de mest berømte sætninger fra filosoffen René Descartes (1596-1650) og en af de mest berømte i hele litteraturen. Den markerede et vendepunkt i tankens historie. Betydningen af denne sætning repræsenterer intet mere og intet mindre end begyndelsen på rationalismen og den moderne filosofi.

Men hvad er meningen med denne sætning? Hvordan er den opstået? Her er en detaljeret forklaring.

Oprindelse af sætningen “Jeg tænker, derfor er jeg”

For at forstå betydningen af “Jeg tænker, derfor er jeg” er det først nødvendigt at henvise til den sammenhæng, hvori den blev skabt.

Descartes’ filosofiske overvejelser opstod i en tid med dyb krise og overgang: Den europæiske renæssance. I denne periode begyndte alle de overbevisninger, der var blevet antaget som sandheder i middelalderen, at smuldre.

Derfor begyndte det, der indtil da var blevet anset for sandt, at blive tilbagevist af de videnskabelige fremskridt. Alt blev usikkert.

Som følge heraf satte Descartes sig for at lægge middelalderens gamle idéer (som for det meste var baseret på autoriteter og traditioner) bag sig. Han lagde grunden til at erhverve ny og sand viden.

Med henblik herpå har han i sit værk Discourse on Method (1637) satte han sig for at finde en absolut sikkerhed, der var baseret på sig selv. Det vil sige, som ikke var afhængig af noget andet eller af en ekstern autoritet, der attesterede den som sand. Det var det, der var tilfældet i middelalderen, hvis viden f.eks. var baseret på de katolske hellige skrifter.

Denne vished ville være et princip, som skulle danne grundlag for opbygningen af en ny videnskab. Descartes mente, at der i filosofien også kunne eksistere en metode, der ville gøre det muligt at kende sandheder, som det skete med matematikken eller andre hårde videnskaber.

Denne første uigendrivelige sandhed betegnes af sætningen “Jeg tænker, derfor er jeg”. Den henviser til den ubestridelige sandhed om vores egen eksistens, for så vidt som vi tænker. Det vil sige, at vi kan tvivle på alt andet, bortset fra det faktum, at vi tænker i dette øjeblik.

Metodisk eller kartesiansk tvivl?

For at nå frem til denne absolutte vished sætter Descartes spørgsmålstegn ved sandheden af al erhvervet viden. Han spørger sig selv, hvilke kilder den er baseret på.

Først og fremmest sætter han spørgsmålstegn ved den viden, som sanserne giver. For det er indlysende, at de meget ofte bedrager os. Dernæst bekræfter han, at alle vores erfaringer kan være en drøm, en illusion. Så han sætter også spørgsmålstegn ved fantasien som en pålidelig kilde til viden.

Afslutningsvis sætter han spørgsmålstegn ved, om den menneskelige rationalitet kan nå frem til sand viden. Han tyer til den hypotese, at et ondt geni eller en bedragerisk ånd kan få os til at tage fejl, selv når vi tror, at vi tænker rigtigt.

Så hvis vi ikke kan stole på vores sanser eller vores intellekt, bør vi så acceptere skepticismen og bekræfte, at det er umuligt at kende sandheden af nogen kendsgerning?

Han begynder med at tvivle på sandheden af alt, hvad der eksisterer. Men Descartes kommer til den konklusion, at der findes en ubestridelig sandhed, som vi kan støtte resten af vores viden på. Og denne sandhed er, at selv om jeg bliver bedraget eller tager fejl, er jeg sikker på, at jeg tænker, og hvis jeg tænker, så eksisterer jeg.

Således er eksistensen af et tænkende “jeg” den første sandhed, han når frem til. En sandhed, der ikke kan drages i tvivl, for selv ved at tvivle på sine egne tanker bekræfter man deres eksistens.

“Jeg tænker, derfor er jeg”: Sætningens betydning

Nu er meningen med sætningen “Jeg tænker, derfor er jeg” klarere: Det eneste, vi ikke kan sætte spørgsmålstegn ved, er det faktum, at vi stiller spørgsmålstegn ved det! Hvis jeg tvivler, eksisterer mine tanker derfor, og det gør jeg også.

Uanset om vi lever i en illusion eller i Matrix, kan vi ikke tvivle på, at vi tænker. Derfor eksisterer vi.

Den kendsgerning, at vi tænker, gør det klart, at vi er og eksisterer.

Implikationer af kartesianske refleksioner

Sætningen “Jeg tænker, derfor er jeg” skabte en filosofisk revolution. Hvorfor? Fordi dette udtryk bidrog til, at subjektet blev betragtet som centrum for al efterfølgende filosofi.

Efter Descartes begyndte det tænkende “jeg” at være både subjekt og objekt for den filosofiske undersøgelse.

For hvis den første sandhed – filosofiens og al videnskabs udgangspunkt – er eksistensen af det tænkende “jeg”, så må vi for at vide noget om verden og os selv analysere og undersøge selve dets indhold, funktioner og egenskaber.

En af Descartes’ store arv var således idéen om, at vi må begynde med at lære vores egne mentale tilstande at kende (som repræsenterer vores første sikkerhed) for at kunne vide noget om alt andet.

Descartes er således kendt som den moderne filosofis fader og indleder af en af historiens mest indflydelsesrige filosofiske strømninger: Rationalismen.