Karakteristika ved en test for antinukleære antistoffer

Testen af antinukleære antistoffer er især nyttig for personer med lupus, men den kan også bruges til at stille diagnosen af andre autoimmune sygdomme. Vi vil forklare, hvad den består af i denne artikel.

En test for antinukleære antistoffer er en af de mest anvendte tests i lægekonsultationer, både inden for reumatologi og almen medicin. Læger udfører den hos patienter, der muligvis har en autoimmun sygdom.

Autoimmune sygdomme er sygdomme, der opstår, fordi immunsystemet genkender sit eget væv som fremmedlegemer. Lupus, sklerodermi og leddegigt er nogle eksempler.

Mange af disse sygdomme har lignende symptomer, så en test for antinukleære antistoffer kan hjælpe med at fastslå en præcis diagnose. Dagens artikel vil forklare, hvad den består af, og hvordan lægerne udfører den.

Antinukleære antistoffer

Antistoffer er proteiner, der produceres af immunsystemets hvide blodlegemer. De er ansvarlige for at genkende molekyler af eksterne substanser, der er potentielt aggressive for organismen. Det er for eksempel infektiøse mikroorganismer.

Antistoffer genkender således de fremmede partikler og udløser reaktioner mod infektionen. Med andre ord sætter de den inflammatoriske proces i gang. Problemet er, at kroppen nogle gange syntetiserer de forkerte antistoffer.

Det skyldes, at immunsystemet forveksler de normale molekyler i kroppen med fremmede molekyler. Deraf udtrykket “autoantistoffer”.

Ifølge en udgivelse fra American College of Rheumatology er antinukleære antistoffer (ANA) antistoffer, der angriber proteinerne i kernen af ens egne celler. Næsten alle har autoantistoffer i små mængder.

En ekstrem koncentration af disse antinukleære antistoffer er dog normalt tegn på en autoimmun sygdom. De er derfor et af de vigtigste aspekter i diagnosen af disse tilstande.

Udførelse af en test for antinukleære antistoffer

Denne test er relativt enkel, i hvert fald for patienten. En sygeplejerske eller en laborant tager en blodprøve. De placerer en slags komprimerende bandage på armen for let at lokalisere venen. De fører nålen ind og udtager en lille mængde blod. Patienten behøver ikke at faste på forhånd.

Patienten trykker derefter på stikstedet i et par minutter med steril gaze. Blodet sendes til laboratoriet for at blive analyseret med den fluorescerende antinukleære antistoftest.

Denne metode farvelægger grundlæggende antistofferne, så disse er synlige i et mikroskop og kan bestemme intensiteten af deres fluorescens og mønster.

Hvorfor tage en antinukleær antistoftest?

Den antinukleære antistoftest vejleder i diagnosticeringen af autoimmune sygdomme. Når der f.eks. er mistanke om lupus, leddegigt eller sklerodermi.

Ifølge specialister på Mayo Clinic bekræfter testen af antinukleære antistoffer ikke specifikt diagnosen. Den er dog med til at styre processen og protokollen. Dette er nyttigt, fordi mange sygdomme har meget ens og uspecifikke symptomer – såsom træthed og ledsmerter.

Lægerne udelukker en diagnose, når denne test er negativ. Til gengæld er det tegn på autoimmun sygdom, hvis resultaterne er positive.

Denne test er særlig følsom til vurdering af lupus. Faktisk har mere end 95% af personer med sygdommen et positivt resultat. Mange raske mennesker (op til 15%) har dog slående koncentrationer.

Testresultater og fortolkning

Fortolkningen af antinukleære antistofprøver er kompleks og kræver erfaring. Resultatet er positivt, når de antinukleære antistoffer er til stede. Som nævnt ovenstående er dette dog ikke umiddelbart og direkte ensbetydende med sygdom.

Faktisk er resultatet normalt positivt hos kvinder over 65 år uden at have nogen autoimmun tilstand, som det påpeges i en udgivelse i Encyclopaedia Medica. Der kan også forekomme falske positive resultater ved indtagelse af visse lægemidler.

Man skal derfor se resultaterne i sammenhæng med patientens kliniske billede. Desuden kan lægen bestille andre prøver for at hjælpe med at bekræfte diagnosen eller for at få yderligere oplysninger.

Titre er kvantificeringen af antistoffer, og specialisterne opnår dem ved at lave fortyndinger af antistofferne i saltvandsopløsninger. Det vil sige, at de blander blodet og laver forskellige rør afhængig af fortyndingen (f.eks. 1 del blod med 40 dele saltvand).

En blodprøve, der er fortyndet i 160 dele saltvand, og som stadig giver antistofværdier, betyder, at resultatet er positivt. Desuden rapporterer testen også antistoffernes fordelingsmønster.

Mulige risici og fejl

De største risici ved antinukleære antistofprøven skyldes fejlfortolkning. Når der opnås et negativt resultat, anses det for, at der ikke findes nogen autoantistoffer. Derfor er autoimmune sygdomme næsten udelukket.

Man skal dog overveje et par ting, hvis resultatet er positivt. F.eks. har op til 37% af raske personer over 65 år dem. Desuden kan virus- og bakterieinfektioner også forårsage falsk positive resultater. Det samme gælder visse kræftformer og medicinforbrug.

Det er vigtigt, at antistoftiteren korrelerer med den kliniske og fysiske undersøgelse. Læger ordinerer ofte total immunoglobulin kvantificeringstest eller en komplementtest for at reducere muligheden for fejl og for at sammenligne resultaterne.

En test for antinukleære antistoffer er vejledende

Denne test er til påvisning af antistoffer rettet mod stoffer i kroppens egne celler. Sådanne molekyler er normalt til stede i høje koncentrationer ved sygdomme som lupus.

For at opnå et pålideligt resultat skal man dog fortolke resultaterne i sammenhæng med patientens symptomer. Det er faktisk vigtigt at foretage andre prøver samt at kontrollere familiens historie.

Det skyldes, at det er muligt for en rask person at få et positivt resultat, og det betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om en sygdom. Antinukleære antistoffer kan nemlig også være forhøjet under andre omstændigheder.