Hvad er postmodernisme? Idéer og kritik af dens tænkere

Postmodernisme er en filosofisk, kulturel og kunstnerisk bevægelse, der søger at overvinde modernitetens idéer og værdier.

Postmodernisme er en filosofisk, kulturel og kunstnerisk bevægelse, der opstod i anden halvdel af det 20. århundrede som en reaktion på modernitetens idéer og værdier. Det er med andre ord en strømning, der søger at overvinde sidstnævnte og etablere nye måder at forstå mennesker og verden omkring dem på.

Postmodernismen kritiserer derfor normalt dybt rodfæstede overbevisninger om den objektive virkelighed, værdisystemer, den menneskelige natur, sociale fremskridt og innovation. Lad os se nærmere på det.

Postmodernisme: Dens opståen

Udtrykket postmodernisme dukkede først op i den filosofiske sfære i 1979 med udgivelsen af Jean-François Lyotards The Postmodern Condition.

I dette værk opfatter forfatteren den postmoderne kultur som afslutningen på modernitetens metanarrativer eller “store fortællinger”. Som eksempler herpå kan nævnes reduktionismen og de teleologiske fortolkninger af bl.a. marxismen og oplysningstiden.

Lad os huske på, at modernitet henviser til de sociale og historiske processer, der er opstået i Europa fra det 15. århundrede og fremefter, og som er uløseligt forbundet med oplysningstiden, liberalismen, fornuftens og den videnskabelige videns forrang, universelle sandheder, industriel kapitalisme og socialt fremskridt.

Postmodernismen er født som en overvindelse af disse idéer og livsformer.

Karakteristika ved postmodernisme

For bedre at forstå, hvad den postmoderne kultur består af, er her dens mest definerende karakteristika:

• I modsætning til moderniteten er postmoderniteten en tidsalder, hvor man ikke er betaget. Utopier og idéen om fremskridt som helhed er blevet forkastet til fordel for individuelle fremskridt.
• Der er et voksende opsving i forbrugerismen. Det vil sige, at produktionsøkonomien erstattes af en forbrugsøkonomi.
• Sandhed antages ikke længere for at være noget universelt eller absolut, men et spørgsmål om perspektiv eller kontekst.
• Den moderne videnskabs begrænsninger med hensyn til at frembringe sand, kumulativ og universelt gyldig viden fremhæves. Troen på fornuften og videnskaben er gået tabt, men på den anden side dyrkes teknologien.
• Sproget begynder at få en grundlæggende rolle i konstruktionen og fortolkningen af virkeligheden. Det bekræftes, at sproget former vores tænkning, og at der ikke kan være nogen tænkning uden sprog.
• Mennesker lægger større vægt på nutiden, så fortiden og fremtiden anses for mindre relevante.
• Den moderne vestlige tænkning har skabt dualismer til at fortolke virkeligheden (øst-vest, mand-kvinde, rig-fattig). Men postmodernismen fastholder en hybrid eller pluralistisk holdning til virkeligheden, da den antager, at dualismen i viden udelukker mange nuancer og fortolkninger.
• Der sættes spørgsmålstegn ved tekster. Postmodernisme hævder også, at tekster ikke har nogen iboende autoritet eller objektivitet til at afsløre forfatterens hensigt, og at de heller ikke kan fortælle os “hvad der virkelig skete”. Disse tekster afspejler snarere forfatterens fordomme og særlige kultur.

Idéer og kritik af nogle postmoderne tænkere

Det er nyttigt at huske på, at postmodernismen omfatter en række forskellige kunstneriske, filosofiske og kulturelle strømninger, så det ville være en yderst omfattende opgave at samle alle tænkerne i dette lille afsnit.

Ikke desto mindre præsenterer vi nedenstående idéer og kritik af nogle af de mest fremtrædende postmoderne forfattere. Lad os tage et kig på det.

Jean-François Lyotard

Denne forfatter kritiserede det moderne samfund for pengenes realisme, som imødekommer alle tendenser og behov, så længe de har købekraft. Han kritiserede også de idealistiske, illuministiske og liberale marxistiske metadiskurser (som er karakteristiske for moderniteten) og erklærede, at de ikke er i stand til at føre til frigørelse.

Den postmoderne kultur er således kendetegnet ved at være vantro over for disse metafortællinger. Over for dem er det ikke et spørgsmål om at foreslå et alternativt system til det nuværende, men om at handle i meget forskellige rum for at skabe konkrete forandringer.

Gianni Vattimo

For Vattimo er postmoderniteten en slags “informativt Babel”, hvor kommunikation og medier får en central karakter. I denne forstand repræsenterer postmoderniteten en overvindelse af entydige opfattelser af lukkede modeller, af store sandheder og af historien som det definerende spor af begivenheder.

Ifølge Vattimo åbner postmoderniteten vejen for tolerance og mangfoldighed, for så vidt som den efterlader den stærke tænkning, metafysik og sande overbevisninger. Den giver plads til svag tænkning og nonchalance.

Jean Baudrillard

En af hans mest kendte teser er, at der i den postmoderne verden ikke findes nogen virkelighed, men kun en simulering af den. En slags virtuel virkelighed skabt af medierne.

Et genlydende udtryk for denne idé blev udtrykt i forbindelse med den første Golfkrig, som Bush Sr. var initiativtager til i 1991. Først forudsagde præsidenten, at krigen ikke ville finde sted. Da bomberne allerede var faldet over Bagdad, fastholdt han den samme idé. “Golfkrigen har aldrig eksisteret”, sagde han med stor kraft.

I denne forstand bekræftede Baudrillard, at krigen for de fleste mennesker i verden havde været et tv-spektakel og ikke virkeligt. USA havde med sine sikre luftbombardementer deltaget i den, som videospilspillere gør.

Postmodernisme er stadig under udvikling

Postmodernismen er en bevægelse, der omfatter en række kulturelle, filosofiske og kunstneriske strømninger, der søger at overvinde modernitetens idéer og værdier.

Inden for denne bevægelse er der en række tænkere, som ikke blot har beskrevet de vigtigste karakteristika ved den postmoderne verden, men også har givet udtryk for deres enighed og uenighed med den dynamik, der er blevet etableret inden for den.

Da postmodernismen er en nutidig bevægelse, fortsætter den med at udvikle sig i takt med, at den æra, vi lever i, nærmer sig sin afslutning.