Hvad er sneglefeber og hvordan behandles det?

29. november 2019
Sneglefeber er en parasitisk sygdom, som er meget gængs i hele verden. Den findes også i tropisk geografiske områder, med få ressourcer og dårlig adgang til rent drikkevand. Her er nogle fakta om sygdommen.

Sneglefeber er en parasitisk sygdom forårsaget af Schistosoma parasitten. Denne lidelse er også kendt som schistosomiasis eller bilharziose. Ifølge biologisk klassificering, er den ansvarlige parasit en trematode, hvilket er en form for orm.

Globale data om spredningen af sygdommen er slående. Sneglefeber opstår primært i Adrika, Brazilien og Asien. 78 lande har dog bekræftet overførslen af denne sygdom indenfor deres nationale territorie. To hundrede millioner mennesker menes at være smittet og yderligere otte hundrede millioner er i risiko for at få denne infektion.

Det seneste relativt pålidelige studie, der beregnede antallet af dødsfald forårsaget af denne sygdom, blev udført i år 2000. På det tidspunkt estimerede Verdenssundhedsorganisationen, at der var omkring to hundrede tusind dødsfald om året på grund af denne sygdom.

Dette tal er højst sandsynligt faldet på grund af mere udbredt anvendelse af antiparasitisk medicin.

Måske du også vil kunne lide: 9 aromaer der hjælper med at bekæmpe og dræbe myg

Sneglefeber: En parasitisk sygdom

Den ansvarlige parasit er den eneste i sin biologiske familie, der er i stand til at trænge ind i huden. Det er en fordel, den har, når det kommer til at smitte folk. Eftersom sneglefeber er en parasitisk sygdom, kræver den en vært. Arterne, som er vært for disse “skønne gæster”, er menensket og snegle i ferskvand.

Indenfor smittecyklussen fungerer sneglen i ferskvand som en mellemmand. Indeni dette lille dyr, fuldfører schistosoma dele af sin udviklingscyklus og svømmer derefter hen for at være indeni mennesket.

Læs også: Bekæmpelse af tarmparasitter med mælk og mynte

Hvis vi skulle opsummere livscyklussen, ville de følgende stadier beskrive det ret godt:

  • Parasittens æg rejser gennem afføring eller urin af et tidligere smittet menneske og når en vandkilde.
  • I vandet frigiver æggene parasitten i et stadie, der kaldes “miracidium”.
  • Dette miracidia trænger ind i huden på en snegl i ferskvand.
  • Parasitten indeni sneglen vokser og når et stadie, der kaldes “cercaria”.
  • Dette cercaria forlader sneglens krop og svømmer i ferskvandskilder, indtil det møder et menneske, der kan være vært.
  • I det øjeblik trænger parasitten ind i menneskets krop gennem huden.
  • Indeni mennesket når schistosoma blodårerne og migrerer til leveren. I leveren modnes den og bliver til en voksen parasit.
  • Voksne parasitter lever i menneskets blodbane og reproducerer ved at efterlade æg. De kan genstarte cyklussen, når mennesket frigiver æggene gennem afføring eller urin. Foruden dette kan parasitten også blive i forskellige organer, hvilket producerer forskellige symptomer.
Blodbaner med aktive stoffer i

Symptomerne på sneglefeber

Det første tegn på sneglefeber er såret, som dukker op det sted, hvor schistosoma trængte ind, eftersom det er en parasitisk sygdom. I dette område vil udslæt og misfarvning normalt opstå på hudenUdslættet kan opstå op til en uge efter, at parasitten trængte ind i kroppen, i nogle tilfælde.

Den følgende tilstand er kendt som Katayama Syndrom. Det er resultatet af den menneskelige krops reaktion på æggene af en voksen parasit, som har reproduceret indeni mennesket.

De følgende symptomer kan opstå:

Herfra kan infektionen blive kronisk, hvor det bliver til en vedvarende version af parasitisk lidelse. Den mest gængse kroniske version af denne sygdom er:

  • Mavetarmkanalen: Æggene sætter sig på væggene i tarmene. Derudover oplever mennesket, der er vært, vekslinger mellem diarré og forstoppelse, samt blod i afføringen. I seriøse tilfælde kan værten opleve tarmobstruktion.
  • Hepatisk: Æg bliver i leveren, hvor de forårsager betændelse og forstørrelse. De kan forårsage blokering af leverblodkar, hvilket fører til højt blodtryk i portvenen.
  • Urogenital: Æg sætter sig i urinrøret og blod ses i urinen. Hvis denne tilstand udvikler sig, er nefrotisk syndrom muligt, hvor nyreren udskiller proteiner. Den mest dødbringende konsekvens er nyresvigt. Dette sker, når nyrerne ikke længere kan udføre de nødvendige funktioner.

Behandlingsmetoder

Når en medicinsk professionel har diagnosticeret denne parasitiske sygdom, er valget af medicin til sneglefeber antiparasitisk medicin. En undersøgelse med mikroskop i afføringen eller urinen vil føre til en positiv diagnose.

Ved at bruge et mikroskop kan man nemt opdage æg fra schistosoma, som har en karakteristisk form. I nogle tilfælde er æggene dog ikke synlige indtil to måneder efter, at parasitten er trængt ind i værten.

Piller på bord er medicin til sneglefeber

Det antiparasitiske middel, praziquantel, er det typiske valg af medicin, og flere videnskabelige studier opbakker dets effektivitet. Derudover uddeler Verdenssundhedsorganisationen det gratis.

Alternativ behandling er blevet foreslået, såsom ivermectin. Indtil nu har ingen prøver dog vist, at denne type medicin er mere effektiv.

Forebyggelse

Denne type af parasitisk infektion kommer ofte fra udsættelse af kilder til ferskvand eller at have drukket smittet vand.

Dette er især tilfældet, når folk har svømmet i vandet eller lavet andre aktiviteter i mere end tredive minutter. Derfor er det vigtigt at have dette i baghovedet og at tage ordentlige forebyggende forbehold.

I områder, hvor denne sygdom er udbredt, såsom Afrika og dele af Brazilien, bør der tages prøver af vand, hvor folk svømmer, bader, fisker eller vasker tøj. Derudover er det også vigtigt at kontrollere og hyppigt tjekke ferskvand, som bliver brugt til at vande afgrøder.

  • Gray DJ, Allen G, Yue-Sheng, McManus DP. Esquistosomiasis: diagnóstico y manejo clinic. BMJ 2011;342:2651-2651
  • King CH, Dangerfield-Cha M. The unacknowledged impact of chronic schistosomiasis. Chronic Illness 2008;4:65-79
  • Doenhoff MJ, Cioli D, Utzinger J. Praziquantel: mechanisms of action, resistance and new derivatives for schistosomiasis. Curr Opin Infect Dis 2008;21:659-67.