Kognitiv reserve kan beskytte mod hjerneskader

Gennem kognitiv reserve søger vi at forklare, hvorfor symptomerne eller udviklingen af hjernesygdomme hos nogle mennesker er forsinket.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Maria Fatima Seppi Vinuales.

Sidste ændring: 12 april, 2023

Hvad nu, hvis du fik at vide, at du har mulighed for at “designe” din fremtid og vælge din livskvalitet? Det kan synes umuligt at forestille sig. Men begrebet kognitiv reserve hænger sammen med tanken om, at folk på en proaktiv måde kan tage sig af deres hjernesundhed.

Som forskning rapporteret i Neuropsychologia viser, tyder dette koncept på, at denne reserve spiller en grundlæggende rolle i forebyggelsen af hjernesygdomme som f.eks. Alzheimers. Desuden er den også medvirkende i udviklingen og eventuelle komplikationer. Lad os se, hvad det drejer sig om.

Kognitiv reserve og dens rolle i forbindelse med hjerneskader

Begrebet “kognitiv reserve” søger at forklare, hvorfor to personer med den samme neuropatologi viser kliniske tegn af forskellig intensitet. Den person, der har en bedre reserve, oplever færre – eller mildere – symptomer på demens sammenlignet med en person, der har en “forarmet” reserve.

Betydningen af denne hypotese ligger i, at hvis den kognitive reserve har alt dette beskyttende potentiale, er den også gavnlig for forebyggelse af sygdomme som Alzheimers, demens, slagtilfælde og Parkinsons sygdom m.m.

I så fald ville personer med en optimal reserve vise symptomer senere, og sygdomsudviklingen ville være langsommere. Det er naturligvis ikke et spørgsmål om at være naiv og overvurdere den kognitive reserves evne til at gøre den til et “universalmiddel”, der kan forebygge enhver sygdom eller hjerneskade.

Alligevel er det rigtigt, at det ikke er det samme at ældes med en velplejet, sund krop, der følger en træningsrutine, som at ældes med en krop, der er fuldstændig forsømt. Når de står over for en ugunstig situation, vil begge dele reagere forskelligt og vil kræve forskellige grader af hjælp for at komme sig. Det samme sker med hjernen.

Dette mesterorgan kan, hvis det stimuleres og plejes, også styrke sine neurale kredsløb og sin funktion og dermed forblive aktivt og åbent for træning. På denne måde kan den være bedre forberedt på forskellige omstændigheder.

Den kognitive reserve forsøger at forklare forskellen mellem graden af hjerneskade eller sygdom og de kliniske manifestationer heraf.

Forklaringsmodeller for kognitiv reserve

Som enhver videnskabelig teori er kognitiv reserve blevet behandlet ud fra forskellige perspektiver. Der er postulater til fordel for det, men også kritikere, som mener, at det blot er et begreb, der skal forklare allerede kendte kendsgerninger.

Nogle eksperter påpeger f.eks., at det drejer sig om den allerede kendte “hjerneplasticitet”, som henviser til hjernens evne til at tilpasse sig, være fleksibel og genskabe nye måder at gøre tingene på.

På den anden side er der også visse metodologiske vanskeligheder, når hypotesen skal underbygges, da der kræves retrospektive undersøgelser og tværsnitsundersøgelser. Generelt set drejer forklaringsmodellerne sig om to forslag.

Tidligere reservemodeller

Også kendt som “passive modeller”. Her er der tale om aktivitet i allerede eksisterende netværk. Således at hjernen eller de beskadigede områder i den fortsætter med at fungere efter skaden.

Kompensationsmodeller

Nogle kalder dem “aktive modeller”. Dette forklarer idéen om, at hjernen efter at have lidt en vis neural skade reorganiserer, vælger og anvender forskellige neurale kredsløb i et forsøg på at opretholde balancen og kompensere for den eksisterende skade.

I denne model taler vi om kompensation. For de mekanismer eller strategier, der sættes i spil, optimerer eller forbedrer ikke præstationen. De gør den snarere mulig. Med andre ord ville præstationen eller hjernefunktionen falde uden kompensation.

Det er værd at bemærke, at disse modeller ikke nødvendigvis udelukker hinanden for specialister.

Hvordan kan man berige den kognitive reserve?

Der findes forskellige aktiviteter til at udvikle en “modstandsdygtig hjerne”. Da kognitiv reserve indebærer dynamik og aktivitet, tages der også højde for kulturelle, sociale, fysiske og andre faktorer.

Inden for de kulturelle faktorer kan vi f.eks. fremhæve den rolle, som uddannelse og læse- og skrivefærdigheder spiller. Det antages, at folk med et højere uddannelsesniveau, som bruger tid på at studere, læse og skrive, eller som taler to eller flere sprog, har en værdifuld kognitiv reserve.

Lad os derefter se på nogle aktiviteter, der styrker denne reserve:

• At skabe sociale relationer, tale om forskellige emner og komme i kontakt med mennesker, der tænker anderledes.
• Motion og sport.
• At have en hobby.
• Hvile sig og sove godt.
• Vedligeholdelse af en sund kost.
• Undgå stoffer, tobak og alkohol.
• At lære nye ting, f.eks. et sprog, et musikinstrument, sport osv.
• Udførelse af den samme aktivitet på en anden måde. Hvis du f.eks. altid bruger din højre hånd til at servere en drink, så brug din venstre hånd.

For at opsummere kan du se, at de foreslåede aktiviteter til konsolidering af den kognitive reserve er enkle og varierede.

At træne hjernen ved bl.a. at læse, skrive og lære et nyt sprog er måder at bevare den kognitive reserve på.

Undgå forsimplede tilgange

Ud over forklaringsmodellerne og deres holdninger er det idéen om kompleksitet, netværk og forbindelser, hvis der er noget, som den kognitive reserve kan lære os.

Igen er det ikke et spørgsmål om at reducere eller forenkle tilgange, der involverer flere faktorer og er meget komplekse. Når det er sagt, når højere uddannelsesniveauer er forbundet med større kognitiv reserve, skal der også tages hensyn til kontekstuelle aspekter.

I denne forstand kræver adgang til læse- og skrivefærdigheder og studier visse materielle forhold og socioøkonomisk status. Det reducerer eksponeringen for andre risiko- eller skadefaktorer.

Med andre ord kan disse mennesker drage fordel af en sundere livsstil. Det har en indvirkning med hensyn til pleje eller vedligeholdelse af kognitiv reserve. Derfor spiller miljøet også en central rolle i “udformningen” af livsvilkårene.