Verdensdagen for forebyggelse af mobning: Myter om skolemobning

Den 2. maj har været verdensdagen for forebyggelse af mobning siden 2013. Det er en dag, som UNICEF anerkender på grund af dens betydning i uddannelsesmiljøer og for livskvaliteten for millioner af børn og unge.

Den 2. maj blev erklæret verdensdagen for forebyggelse af mobning takket være et forslag fra den almennyttige organisation International Bullying Sin Fronteras (Internacional Bullying Without Borders).

Verdenskendte institutioner som UNICEF har anerkendt denne dato, og mange lande har også tilsluttet sig Verdensdagen for forebyggelse af mobning for at etablere aktioner i samfundet og skolerne den 2. maj.

Før vi fortsætter, vil vi nævne, at andre organisationer også anerkender internationale dage for forebyggelse af mobning i oktober og november. Men her hos Bedre Livsstil mener vi, at jo flere datoer, jo bedre!

Mobning er et begreb, der i vores nuværende sammenhæng refererer til den vold og intimidering, der finder sted i uddannelsesmiljøer. Det er en voldelig handling mellem jævnaldrende, som kan være fysisk, verbal eller psykisk.

Denne vold er ikke begrænset til skoler, da den kan forekomme under sportstræning eller i offentlige rum som f.eks. parker. Skolerne er dog det sted, hvor denne adfærd er centreret. Børn og unge tilbringer mange timer i klasseværelser, og klasseværelset bliver et lille samfund med sine egne magtgrupper.

Verdensdagen for forebyggelse af mobning er en mulighed for at fremhæve myter om mobning. Problemet med myter er, at de, efterhånden som de spredes, forsinker identifikationen af mange voldelige situationer, som kunne være forebyggelige.

I denne artikel fortæller vi om fire af disse myter om mobning, og hvad vi kan gøre for at aflive dem.

1. Mobning er kun fysisk

Selve den definition af mobning, som verdensdagen for forebyggelse af mobning promoverer, viser, at vold ikke kun er fysisk. Den kan også være verbal eller psykologisk.

Måske er psykisk mobning den vanskeligste variant at identificere. Men lad os tænke på de strategier for social isolation, som visse grupper af børn udøver på andre. Gentagne gange ikke at invitere nogen til at lege er f.eks. en metode til afvisning.

På den anden side er den fysiske vold den mest bemærkelsesværdige. Nogle undersøgelser tyder på, at der er en forbindelse mellem denne vold i skolen og den vold, der kommer fra hjemmet, hvilket skaber en ond cirkel, som det er svært at komme ud af.

Selv om den fysiske vold er mere åbenlys, opdages den ikke altid, da det er almindeligt, at børn og unge, der lider af den, skjuler deres tilstand for forældre og lærere. Derfor kræver det stor opmærksomhed fra voksne.

2. Vold er en børneting: En myte, som verdensdagen for forebyggelse af mobning prøver at aflive

Denne myte er en af de farligste og mest udbredte. For mange voksne er skænderier mellem børn normale, og det samme gælder brugen af fysisk vold for at løse dem.

Hvis et barn fortæller sin familie, at han eller hun bliver slået, kan forældrene endda skælde ud, hvilket tvinger barnet til at forsvare sig og gengælde volden. I dette tilfælde er det eneste, forældrene gør, at de skjuler mobningen og producerer aggression hos deres barn.

I sidste ende begraver denne myte yderligere muligheden for at tage fat på problemet. Faktisk giver den næring til det.

Verdensdagen for forebyggelse af mobning har til formål at stimulere en konstruktiv dialog mellem børn og voksne for at finde frem til mindre straffende måder at håndtere disse problemer på.

Den har med andre ord til formål at diskutere, hvordan man kan afvise idéen om, at det er i orden, at to børn slås. Den sigter også mod at gennemføre disse overbevisninger blandt alle involverede parter.

3. Børns problemer kan løses af børnene selv

En anden meget almindelig fejl, når det gælder normalisering af mobning, er den mærkelige tro på, at børn selv skal løse deres problemer. Intet kunne være længere fra sandheden. Voksne har flere redskaber til at nærme sig problemet og dermed til at hjælpe med at løse situationen.

Når voksne blot optræder som tilskuere, er de ikke anderledes end andre børn og unge, der også ser på volden uden at gribe ind. Passive personer giver næring til mobning, og det er værre for voksne, som burde have pligt til at handle i overensstemmelse med deres alder.

Uddannelsesinstitutioner bør have en handlingsplan mod mobning. Jo tidligere en mobningsproces stoppes, jo bedre er resultaterne, og dermed undgås en sneboldeffekt, der kan give næring til problemet.

Ansvar på verdensdagen for forebyggelse af mobning

Verdensdagen for forebyggelse af mobning kan være en god måde til at etablere ledsager- og behandlingsfællesskaber på skolerne. Voksne kan tage imod muligheden for at give redskaber, som børn og unge ikke har. Det er ikke kun et problem for børn, men snarere for samfundet som helhed.