Førstehjælp ved edderkoppebid, og hvornår man skal gå til lægen
Når du står over for et uventet angreb og edderkoppebid, reagerer du måske først med forbløffelse og smerte. Derefter spekulerer man måske på, om det er farligt, om man skal gå til lægen, eller hvad man skal gøre. Det er derfor godt at kende til førstehjælp ved edderkoppebid.
Det er vigtigt at præcisere, at det ikke er alle arter af edderkopper, der angriber mennesker. Nogle er endda så små, at de ikke kan trænge gennem huden. Andre kan dog angribe, og deres bid kan være farlige.
I denne artikel vil vi se på, hvilke edderkopper man skal være bekymret for, hvordan man genkender dem, de mest almindelige symptomer, og hvad førstehjælp ved edderkoppebid indebærer.
Behovet for førstehjælp ved edderkoppebid: Er edderkopper giftige?
De fleste edderkopper er normalt ikke farlige. De bider eller angriber ikke engang. Mange er så små, at deres hugtænder ikke ville have styrke nok til at trænge gennem menneskers hud.
Men når det sker, opstår der som regel kun mindre skader. Selvfølgelig er der også en del rapporterede tilfælde af edderkoppebid, som kan være alvorlige. Det afhænger alt sammen af arten.
Sort enke (Latrodectus mactans)
Den sorte enke findes i forskellige dele af verden: Nordamerika, Europa og Nordasien. Den måler ca. 4 cm og kan let identificeres på den røde plet på maven.
Forekomsten af bid fra den sorte enke er 3-4 tilfælde pr. 100.000 mennesker. Ifølge undersøgelser er dødeligheden dog 1 %.
Brun eneboer (Loxosceles reclusa)
Denne er kendt som brun eneboer på grund af sin farve. Den er udbredt i det meste af Amerika og kan også identificeres ved en lysere plet på ryggen. Den er ca. 2,5 cm lang og er en af de farligste edderkopper.
Fugleedderkopper (Theraphosidae)
Fugleedderkopper er udbredt over hele verden. De har ikke et bestemt levested, da de kan findes i jungle- eller ørkenområder. De gemmer sig normalt i huller i jorden, i træstammer eller under sten.
De kan identificeres på deres store størrelse (næsten på størrelse med en menneskehånd) samt på deres behårede struktur og fremspringende hugtænder. På trods af deres skræmmende udseende er de normalt ikke aggressive.
På samme måde anses giften fra forskellige fugleedderkopper ikke for at være farlig. Dog kan biddet fra denne edderkop være smertefuldt og forårsage allergiske reaktioner hos personer, der er følsomme over for dens gift.
Vi tror, at du måske også vil nyde at læse denne artikel: Fem midler til at lindre allergier over for insektbid
Den brasilianske vandrende edderkop (Phoneutria)
På trods af sit navn er denne edderkop ikke begrænset til et enkelt land, men lever i hele Central- og Sydamerika. Den er lige så stor som en fugleedderkop, men meget hurtigere og mere aggressiv. Den regnes for at være blandt de mest giftige edderkopper i verden.
Tragspinderen (Eratigena agrestis)
Denne er udbredt over hele den nordlige halvkugle, selv om den foretrækker et noget tørt klima. Den betragtes som en farlig art, ikke kun fordi dens bid kan give alvorlige reaktioner, men også fordi den findes selv i huslige omgivelser: Vinduesåbninger, gemt i møbler og husholdningsartikler i garagen, i skabe osv.
Solifuger (Solifugae)
De har farve som sand og findes i ørkenklimaer. De findes også i buske og skovområder i Amerika, Asien og Afrika.
De er kendetegnet ved en knibtang på hovedet og en ret langstrakt krop. De måler mellem 5 og 8 centimeter, selv om nogle kan være over 15 centimeter. Selv om de ikke er giftige, kan deres tange forårsage alvorlige sår.
Jagtedderkopper (Lycosidae)
Denne art findes praktisk talt over hele verden. De kan kendes på deres to store øjne midt i ansigtet.
De er normalt på størrelse med fugleedderkopper og ligner dem. De kan findes i hjemmet: I haven, i dør- og vinduesrammernes riller. Deres gift er ikke farlig for mennesker, selv om den kan give nogle allergiske reaktioner.
Springedderkopper (Salticidae)
Dette er en af de mest almindelige husedderkopper. Den er lille (mindre end 2 cm), men dens krop er robust.
Den har lyse pletter på oversiden. Den dukker ofte pludselig op på stueplanter eller haveplanter. Springedderkoppebid er ikke giftige, selv om de kan give reaktioner, hvis man er allergisk.
Symptomer på edderkoppebid
Nogle gange opdager man ikke edderkoppebidet før et stykke tid efter. Men når det sker, og det lykkes edderkoppen at trænge gennem huden og indgyde giftstoffet, kan der opstå forskellige sundhedskomplikationer.
Sådanne reaktioner varierer naturligvis, alt efter hvilken art af edderkopper der er tale om. Blandt symptomerne på edderkoppebid, hvoraf nogle er almindelige og andre ikke så hyppige, kan nævnes følgende:
- Rødme i huden med hævelse.
- Kløe eller svie med en varmefornemmelse.
- Nældefeber.
- Synlige sår med rifter i huden.
- En blære på biddet.
- Hovedpine.
- Muskelkramper.
- Feber med kuldegysninger.
- Savlen (på grund af bid fra den brasilianske vandrer).
- Lilla hud omkring biddet (brun eneboer).
- Sædafgang fra såret (tragtspinder).
- Stivhed i maven, kolik, kvalme og opkastning (sort enke).
- Accelereret hjertefrekvens (fugleedderkop).
- Hævede lymfeknuder i halsen (jagtedderkop).
Kan du lide denne artikel? Du vil måske også gerne læse: Førstehjælp til slagtilfælde
Førstehjælp ved edderkoppebid
Når der er tale om en ikke-giftig art, kan der anvendes flere foranstaltninger under førstehjælp ved edderkoppebid. Disse omfatter følgende:
- Rengør og desinficer området for at forhindre bakterieinfektioner.
- Påfør is lokalt på og omkring biddet i et par minutter.
- Hold det kropsdelen højt for at mindske hævelsen.
- Tag antihistamin i håndkøb, f.eks. diphenhydramin.
Risici og komplikationer: Førstehjælp ved edderkoppebid
Symptomerne ved edderkoppebid aftager normalt med tiden, selv uden behandling. Nogle forbliver højst i et par dage til en uge. Søg dog læge, hvis ubehaget ikke forsvinder eller bliver mere alvorligt.
Din læge kan ordinere en vis behandling med antibiotika, kortikosteroider eller smertestillende midler, hvis der er infektion, muskelkramper eller for at mindske smerten. En vaccine for at forebygge stivkrampe anbefales også. Dette kan være påkrævet i forbindelse med solifuger.
Lejlighedsvis kan der foretages operation for at fjerne væv. En af de mulige komplikationer ved bid af tragtspindere er nekrose. Dette forekommer også ved brun eneboer, som forårsager hurtigt fremadskridende nekrotiske læsioner, der fører til amputation af det berørte lem.
De kan også forårsage systemiske manifestationer som koagulopatier, intravaskulær hæmolyse og nyresvigt. Bidsår af nogle arter kan forårsage vævsskader, men det er meget sjældent.
Dødsfald er også sjældne. Der er dog blevet rapporteret om dødsfald, der er blevet tilskrevet den brasilianske vandrende edderkop.
Førstehjælp ved edderkoppebid: Hvornår skal man ringe til alarmcentralen?
Ring til alarmcentralen, hvis biddet stammer fra en formodet farlig edderkop (f.eks. den sorte enke eller den brune eneboer). Tilsvarende, hvis personen viser et af følgende tegn:
- Anafylaksi eller anafylaktisk chok.
- Problemer med at trække vejret.
- Alvorlige eller skarpe smerter.
- Et område med hævelse, der breder sig med røde linjer.
Når du er i tvivl, er det altid bedst at få en professionel vurdering. Læger er uddannet til at skelne et stik fra et andet og anvende den nødvendige terapeutiske tilgang.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Castro Rodríguez S, Espejo Cárdenas H, Vásquez Villegas G, Espinoza S. Sindrome neurotóxico secundario a mordedura de araña: a propósito de un caso. Voz Andes. 2009; 20: 52-55.
- De Roodt A, Gutiérrez L, Caro R, Lago N, Montenegro J. Obtención de un antiveneno contra el veneno de Phoneutria nigriventer (arachnida; ctenidae). Arch Argent Pediatr. 2011; 109(1): 56-65.
- De Roodt A, Salomón O, Lloveras S, Orduna T. Envenenamiento por arañas del género loxosceles. Medicina (Buenos Aires). 2002; 62: 83-94.
- Espinosa A, Olarte M, Rodríguez C, Roncancio G. Caso sospechoso de envenenamiento por araña reclusa (Loxosceles) y revisión de la literatura. Acta Colombiana de Cuidado Intensivo. 2014; 14 (4): 295-307.
- Haas A, Orduna T, Lloveras S, et al. Guía de prevención, diagnóstico, tratamiento y vigilancia epidemiológica de los envenenamientos por arañas. Buenos Aires: Ministerio de Salud de la Nación/Programa Nacional de Prevención y Control de las Intoxicaciones, 2012.
- Schenone H. Diagnósticos hechos a 1384 pacientes que consultaron por probable mordedura de arañas o picaduras de insectos. Bol. chil. Parasitol. 1996; 51(1/2): 20-7.
- Schenone H. Cuadros tóxicos producidos por mordeduras de araña en Chile: latrodectismo y loxoscelismo. Rev. méd. Chile. 2003; 131(4): 437-444.
- Sotelo-Cruz N, Gómez-Rivera N. Manifestaciones de neurotoxicidad en el envenenamiento por mordedura de araña «viuda negra» en edades pediátricas. Neurología. 2016; 31(4): 215-222.