Forskellene mellem Aristoteles' og Platons filosofier

Aristoteles' og Platons filosofier var indflydelsesrige i den vestlige kultur. Selvom de var mester og discipel, var deres ideer forskellige.

Aristoteles’ og Platons filosofier er måske de mest indflydelsesrige i den vestlige kulturs tænkning. De fleste af de filosofiske og videnskabelige strømninger, der opstod senere, har brugt dem som grundlag for deres tilgange.

Men selvom Aristoteles var en discipel af Platon, havde sidstnævnte mange uoverensstemmelser med sin mester. Derfor vil vi præsentere de vigtigste forskelle mellem deres filosofier.

Forskellene mellem Aristoteles’ og Platons filosofier

Vi kan gruppere uoverensstemmelserne mellem Aristoteles’ og Platons filosofier i følgende kategorier: ontologisk, epistemologisk og etisk.

Aristoteles og Platon havde ontologiske forskelle

Når Platon skal forklare tingenes væsen, siger han, at der er to verdener: Det ene fornuftige (fysiske) og det andet forståelige (ideernes).

Det første består af alt det, vi kan opleve gennem sanserne. Det er kendetegnet ved mangfoldighed, ved at være ren fremtoning og ved konstant at forandre sig. Derfor er det falsk og bedragerisk.

I modsætning hertil er ideernes rige sandt, uforgængeligt og uforanderligt. Der bor de universelle og nødvendige ideer, som er essensen af alt, hvad der eksisterer.

Derfor er objekterne og kroppene i det fysiske rige blot ufuldkomne refleksioner af denne verden. I den sanselige verden er der for eksempel en mangfoldighed af katte, og hvert individ er forskelligt fra et andet. Men i den forståelige verden er der en absolut idé om en kat, som gør den til en kat og ikke noget andet.

Aristoteles benægter på den anden side eksistensen af en forståelig verden. For ham er der kun én sand verden: den fornuftige verden, som består af substanser, der består af stof og form (deres essens).

Epistemologiske forskelle

Hvad angår forklaringen på menneskelig viden, forsvarede Platon ideen om, at vi kunne tilegne os sand viden ved at få adgang til ideernes verden. Det skyldes som sagt, at alt i den sanselige verden ikke er andet end fremtoning og bedrag.

Så hvordan lærer vi så disse ideer at kende?

For Platon har alle mennesker en sjæl, som kroppen indeholder. Inde i sjælen ligger hele kilden til videnskabelig viden, for sjælen kender allerede ideerne, fordi den var i den forståelige verden. Derfor er det mest passende udtryk ikke at vide, men snarere at huske.

I den forstand er Platon fortaler for medfødte ideer og sjælens udødelighed. Når det er sagt, foreslår han, at den eneste gyldige metode til at få adgang til sjælens hukommelse er dialektikken. Det er en opstigningsproces gennem fornuften, der går fra uvidenhed til kontemplation af ideer.

På den anden side forsvarer Aristoteles ideen om, at vi finder sandhedens oprindelse i den sanselige verden. For denne tænker kan vi kun tilegne os videnskabelig viden gennem dens årsager. Derfor er sanserne oprindelsen til al viden.

For Aristoteles findes der ingen medfødte ideer. I stedet hævder han, at sindet er en tabula rasa, og at det kun er muligt at nå frem til essensen gennem en abstraktionsproces.

På samme måde afviser Aristoteles den metode, som hans lærer foreslår. For ham er induktion og deduktion de eneste videnskabelige metoder til viden.

Aristoteles og Platon havde etiske forskelle

En anden forskel mellem Aristoteles’ og Platons filosofier er opfattelsen af det etisk gode.

For Platon er der en forbindelse mellem etik og viden. Det skyldes, at ifølge denne tænker er den eneste måde at få adgang til det gode og moralsk perfektion på gennem en progressiv tilgang til sandheden. Derfor gør alle, der gør noget forkert, det, fordi de er uvidende.

Det giver mening inden for hans filosofi. For Platon er der en idé om det gode, som vi kun kan få adgang til gennem den videnskabelige metode, han foreslog.

Aristoteles formulerer på den anden side en finalistisk og eudemonistisk etik og forsvarer idéen om, at formålet med livet er at opnå lykke. Ifølge denne filosof opnår vi moralsk gode handlinger ved at opnå en middelvej mellem generøsitet og egoisme.

Det vil sige mellem en løsrevet og altruistisk holdning til andre og en interesse i vores egen velfærd. Denne balance er identificeret af fornuften. Så hvis vi genkender den, vil vi være i stand til at opnå lykke.

Antropologiske forskelle i Aristoteles’ og Platons filosofier

Hvad angår opfattelsen af mennesket, foreslår Platon en antropologisk dualisme. Han hævdede, at alle mennesker består af to forskellige og uafhængige substanser: Kroppen og sjælen. Førstnævnte hører til den sanselige verden og sidstnævnte til den forståelige.

Som sagt er sjælen udødelig for Platon og kan leve adskilt fra kroppen. Derfor vender den tilbage til ideernes verden efter kroppens død. Ifølge denne filosof har den menneskelige sjæl desuden tre dele: En rationel, en hidsig og en lystig.

For Aristoteles er mennesket på den anden side en enkelt substans, sammensat af materie (krop) og form (sjæl). Sjælen er den vitale motor, men den kan ikke leve adskilt fra kroppen. I dette tilfælde skelner Aristoteles mellem tre typer sjæl: vegetativ, sensitiv og rationel.

Lighederne mellem Aristoteles’ og Platons filosofier

Selvom der er dybe forskelle mellem Aristoteles’ og Platons filosofier, kan den indflydelse, som mesteren havde på sin discipel, ikke benægtes.

Faktisk ligner de hinanden på nogle måder, da begge hævdede essentialisme. Det vil sige, at de hævder, at alle ting i verden har en essens, som gør, at tingene er, hvad de er, og ikke noget andet.

Samtidig forsvarer begge filosoffer eksistensen af en evig enhed, som ikke hører til det fornuftige og er det mest virkelige, der findes. For både Aristoteles og Platon er denne enhed årsagen til al virkelighed.

I religiøse termer ville det være Gud, skaberen af universet. Men Platon repræsenterede ham med ideen om det gode, mens Aristoteles repræsenterede ham gennem sin forestilling om den ubevægelige bevæger.

Filosofi efter Aristoteles og Platon

Begge tænkeres ideer påvirkede fremkomsten af forskellige strømninger i vestlig tænkning. Deres ideer gennemsyrede forskellige filosofiske, politiske, videnskabelige og religiøse holdninger. Nogle af deres påvirkninger kan findes i empirisme, idealisme, rationalisme og kristendom.