Hypermobilitet hos spædbørn: Fordele og ulemper

Utrolig akrobatik, fingre som strækker sig unaturligt bagud, forskydninger, skoliose og angstlidelser kan alle have en fælles faktor bag sig: hypermobilitet hos spædbørn. Læs mere om denne tilstand i denne artikel!
Hypermobilitet hos spædbørn: Fordele og ulemper

Sidste ændring: 16 juli, 2021

Hypermobilitet hos spædbørn er en almindelig asymptomatisk tilstand hos børn under fem år, som gør, at leddene bevæger sig ud over deres normale grænse. Det opstår, når kollagenniveauer  i sener og ledbånd ændres, hvilket gør fibrene tyndere og mindre stive.

Det ses i gennemsnit hos 30% af børn og er mere almindeligt hos piger end hos drenge i et forhold på 3 til 1. Selvom det reduceres med alderen, er der i 2% af tilfældene tale om noget længerevarende.
I denne artikel vil vi fortælle om nogle af de kendetegn, som følger med diagnosen af denne tilstand. På samme tid vil vi se nærmere på fordelene såvel som ulemperne ved hypermobilitet hos spædbørn, og vigtigst af alt vil vi fortælle dig, hvornår du bør være urolig.

Hvad skyldes hypermobilitet?

Hypermobilitet hos spædbørn er genetisk i sin natur. Undersøgelser indikerer, at det stammer fra en mutation i de fibre, som udgør sener, muskler og hud.

Disse er særlige ved at strække sig og vende tilbage til deres form, eller deformere og tage en ny form, kendt som plasticitet.

Dette er, hvor proteinerne, som skaber vævet, agerer: Kollagen og elastin. Hvor der er mere elastin end kollagen, bliver musklerne mere elastiske og ledbåndene derfor mere skrøbelige. Derfor er det meget nemt at få skader i det muskuloskeletale system.

Hvad er fordelene?

I forhold til fysiske aktiviteter, såsom gymnastik, ballet eller akrobatik, kan hypermobilitet være positivt, fordi det giver en helt utrolig fleksibilitet. Det er også nyttigt, hvis man spiller et instrument, såsom fløjte, violin eller klaver, som kræver en særlig smidighed i fingrene.

I det specifikke tilfælde giver det, for dem med hypermobilitet, konstant spænding ved gentagne bevægelser ikke smerte på den måde, det gør hos de kunstnere, der er mindre fleksible.

Børn er klar til løb

Ulemper ved hypermobilitet hos spædbørn

Hypermobilitet hos spædbørn kan tolkes som en fordel i de førnævnte fysiske aktiviteter, selv hvis specialister anbefaler, at man er forsigtig. Muskelsvaghed og klodsethed kan være et problem, og der kan endda opstå forsinkelser i den psykomotoriske udvikling.

Forstyrrelser i led, senebetændelse, rygsmerter, skoliose, slidgigt, angst og depression har tendens til at forekomme. Disse problemer hænger normalvis ikke sammen med hypermobilitet. Visse symptomer kan kræve særlig opmærksomhed.

Muskulær hypotoni

Lav muskelspænding forårsager forsinkelser i den psykomotoriske udvikling, at vende sig, sidde, kravle og gå. Disse spædbørn har meget fleksible led, bøjer sig nemt, og deres muskelspænding modstår ikke bevægelse.

Disse babyer sparker ikke, og lemmerne er mere strakt end normalt. De bliver desperate, hvis de har ansigtet nedad, fordi de ikke kan løfte hovedet eller støtte det på armene. Når de endelig kan stå, spreder de som regel benene, fødderne vender udad og knæene vender bagud.

Hæmning af muskelaktivitet

Som et resultat af smerte, opstår der hæmning, som resulterer i muskulær hypertrofi.  Dette mindsker igen fysisk tolerance og reducerer derfor barnets deltagelse i sport og spil. Forsinkelser i psykomotorisk udvikling og evnen til at gå er også en mulighed.

Skoliose og andre posturale problemer

Undersøgelser peger mod en forbindelse mellem hypermobile led og skoliose, grundet posturale ændringer. Dette medfører krumning i den bageste del af rygsøjlen, kendt som kyfose, og øget krumning i lændeområdet.

Mange er også platfodede og kalveknæede.

Råd og anbefalinger til forældre

Et barn med hypermobilitet bør lære om sin tilstand for at forhindre konstant repetition af ledbevægelser, som er udenfor normalen. Det vil være vanskeligt at kontrollere denne naturlige hyperaktivitet, og barnet vil sikkert søge opmærksomhed med sine evner som slangemenneske.

Men eftersom unormal bøjning af led i nødvendigvis er en god ting, som lægerne siger, vil vi her give nogle anbefalinger, som kan være til nytte:

  • Eftersom der ikke findes nogen specifik behandling, bør forældre lære deres børn at beskytte deres led mod længerevarende overbøjning.
  • Opmuntre barnet til at lave aktiviteter og sport, som arbejder med musklerne og forbedrer balance, stabilitet og motorisk fingerfærdighed.
  • Hvis barnet diagnosticeres med hypermobilitet som spæd, bør forældrene forsøge at styrke barnets muskelspænding. For at gøre det er det bedst at kontakte en fysioterapeut for professionelle råd.
  • Blandt de anbefalede øvelser, man kan lave derhjemme, er at lægge babyen på maven, en position som barnet, grundet sin tilstand, slet ikke vil bryde sig om. Det hjælper de små til at styrke ryg, nakke og hofter. Men eftersom de ikke kan lide det, vil du være nødt til at stimulere dem med legetøj eller lyde, som får dem til at løfte hovedet.

Hvornår skal du søge medicinsk behandling for hypermobilitet hos spædbørn?

Hypermobilitet hos spædbørn kan være sjovt, indtil smerten opstår. Det er ikke almindeligt, eftersom kun 5-10% af hypermobile eller meget fleksible mennesker føler det ubehageligt. Og hvis det sker, bør du tage til lægen, fordi det kan være hypermobilitet syndrom.

Brighton skalaen er den mest brugte for at finde ud af, om en person er hypermobil. Blandt øvelserne skal man for eksempel røre sin underarm med tommelfingeren, strække fingrene mere end 90 grader, eller røre gulvet med håndfladerne, mens man står med strakte ben.

Hvis barnet scorer 6 ud af de 9 point på skalaen, er det er tale om hypermobile led.

Denne forværrede lidelse forårsager smerter i led og knogler, endda ved blot at skulle holde på en blyant i et stykke tid. Det ledsages også af ubehag i hofter og knæ og platfod, bruxisme, træthed og svaghed.

Godartet hypermobilitetssyndrom er forskelligt fra Ehlers-Danlos syndrom, som også er medfødt og ligeledes påvirker bindevævet. EDS forårsager vaskulære og okulære problemer og hypersensitivitet i huden. Det ledsages også af regelmæssige forskydninger, deformiteter i rygmarven, muskelhypotoni og ledsmerter.

Hypermobilitet hos spædbørn kræver konstant træning

Forældre opfordres til at være opmærksomme på tegn, som kan afsløre store problemer. Denne tilstand er ikke let at diagnosticere, fordi symptomerne er så diffuse. Dog er smerter et alarmsignal.

Når et barn er blevet diagnosticeret med godartet hypermobilitet, bør de følge rådene for behandling. Dette indebærer en balanceret kost, træning, deltagelse i skoleaktiviteter og en god søvnrytme. Undgå at overbelaste leddene (dvs. en tung skoletaske) samt ekstrem kontaktsport.

Når alt dette er overvejet, er det vigtigt at understrege, at perioder med inaktivitet øger symptomerne på hypermobilitet. I denne henseende anbefales et progressivt træningsprogram med fokus på specifikke muskler. Som det sidste er cykling og svømning blandt de første valg af sund motion til dette.



  • Bulbena-Cabre, A., Duñó, L., Almeda, S., Batlle, S., Camprodon-Rosanas, E., Martín-Lopez, L. M., & Bulbena, A. (2019). La hiperlaxitud articular como marcador de ansiedad en niños. Revista de Psiquiatría y Salud Mental, 12(2), 68-76. Disponible en: https://www.elsevier.es/es-revista-revista-psiquiatria-salud-mental–286-pdf-S1888989119300217
  • Farro-Uceda, L., Tapia-Egoavil, R., Valverde-Tarazona, C., Bautista-Chirinos, L., & Amaya-Solis, K. (2016). Relación entre hiperlaxitud articular, dismetría de miembros inferiores y control postural con los trastornos posturales. Revista médica herediana, 27(4), 216-222. Disponible en: http://www.scielo.org.pe/pdf/rmh/v27n4/a04v27n4.pdf
  • Ortega, F. Z., Rodríguez, L. R., Martínez, A. M., Sánchez, M. F., Paiz, C. R., & Liria, R. L. (2010). Hiperlaxitud ligamentosa (test de Beighton) en la población escolar de 8 a 12 años de la provincia de Granada. Reumatología clínica, 6(1), 5-10. Disponible en: www.reumatologiaclinica.org
  • Haro, D. M., Morante, R. M., & Lillo, S. S. (2014). Síndrome de hiperlaxitud articular benigno en el niño. Revista Médica Clínica Las Condes, 25(2), 255-264. Disponible en: https://www.elsevier.es/index.php?p=revista&pRevista=pdf-simple&pii=S0716864014700367&r=202