Opdragelsesstile: Hvilken type forælder er du?

21 juni, 2020
Psykologer har kigget på den måde, vi opdrager vores børn på, og hvordan de kan kategoriseres.

Opdragelsesstile er et udtryk for, hvordan forældre behandler og reagerer på deres børn. I denne artikel vil psykologen, Marcelo Ceberio, fortælle om de forskellige typer, der findes.

Opdragelsesstile er relationelle konstruktioner, der omhandler forældrenes bevidste, frivillige og ufrivillige adfærd, indstillinger, gestik og deres verbale og non-verbale budskaber til deres børn. Det drejer sig også om de tekniske, taktiske og kommunikationsmæssige strategier, man bruger.

Ingen institutioner lærer folk, hvordan de skal være forældre. I stedet lærer man rollen gennem den måde, man selv er opdraget på. Det er også kendetegnet ved de handlinger og markeringer, som forældrene selv mener er rigtige. Altså er hele den familiære baggrund udgangspunktet, når det drejer sig om børneopdragelse.

Men forældre afspejler også deres børn. Med andre ord, medfører vores opdragelsesstile en ufrivillig videregivelse af information. Forældre er altså mere gennemsigtige, end de tror. De udstråler værdier, meninger, forskellige følelsesmæssige udtryk, kommunikationsformer og ordrer, blandt andre ting. Find ud af mere nedenfor.

Far med søn på sofa

Opdragelsesstile – hvilken type forælder er du?

Psykologen, Diana Baumrind, har udviklet en af de mest kendte teorier om måder at opdrage på. Hun opdelte forældretyper i fire kategorier:

  • Den autoritære. Disse forældre fortæller deres børn nøjagtigt, hvad de skal gøre.
  • Den eftergivende. Denne type forældre lader deres børn gøre, lige hvad de vil.
  • Den autoritative. Disse forældre giver råd og vejledninger, uden at være stærkt dominerende.
  • Den uinvolverede. Denne forældretype er ikke interesserede i børnene, og de har fokus på andre ting.

Se også: Sådan gør du, hvis dit barn har en fantasiven

Diplomatiske, autoritative forældre

Denne type forældre er afbalancerede, og holder en åben kommunikation med deres børn. Dette er den bedste måde at få børn til at forstå.

De er også krævende, lydhøre og fokuserede på deres børn. Derudover vil de gerne have, at deres børn bliver til selvstændige og ansvarlige voksne. De forstår deres børns følelser, og lærer dem, hvordan man håndterer dem.

Generelt er de ikke så kontrollerende. Dette gør det muligt for børnene at udforske verden mere frit, og de kan træffe deres egne beslutninger, baseret på deres egne tanker.

Ved at støtte børnenes egen initiativer, gør denne type forældre det muligt for dem at løse de problemer, de møder i deres dagligdag. Det fører så senere til selvstændighed.

Når de straffer deres børn, forklarer de grunden til straffen, der sjældent er hverken streng eller tilfældig. For selvom de som regel tilgiver, så forsøger de at forklare, i stedet for at straffe. Dette kan så give børn med et højere selvværd, og mere selvstændighed.

Denne opdragelsesstil lægger også op til klare regler og faste rammer. Det tillader børn at udvikle deres uafhængighed.

Derudover forventer sådanne forældre altid ansvarlig opførsel fra deres børn, men altid i overensstemmelse med deres alder. Med andre ord, skal børnene opføre sig, som det kan forventes af deres udviklingstrin.

De sætter pris på deres børn, og er opmærksomme på deres behov, bekymringer og interesser. Af disse grunde betragter ekspertene det som den bedste af de forskellige opdragelsesstile.

De autoritære

Disse forældre er ikke lydhøre, og har høje forventninger til deres børn. De opstiller også et totalitært system, der er kendetegnet ved, at man forventer fuld lydighed over for familiens regler. Der er således ikke stor åben dialog mellem forældre og børn. Børn får ikke adgang til at sætte spørgsmålstegn ved forældrenes ordrer.

Denne opdragelsesstil er restriktiv, og forældrene staffer deres børn, hvis de ikke lever op til deres forventninger. Endvidere forventer de, at børnene respekterer den tid og de kræfter, de bruger på at opdrage dem.

Forældrene opmuntrer ikke til dialog, og kan finde på at lukke ned for den, som et middel til at disciplinere. Det kunne være: “Du skal ikke tale til mig, før du gør, som jeg har sagt”. Ofte er den eneste forklaring, de giver deres børn: “Fordi jeg siger det”.

Her er man ligeledes mindre opmærksom på børnenes behov, og er mere tilbøjelig til at slå eller råbe ad dem, snarere end at tale om problemet. Børn, som oplever denne type af opdragelse, kan få dårligere sociale evner. Det skyldes, at deres forældre som regel fortæller dem, hvad de skal, i stedet for at lade dem selv vælge.

Sådanne forældre udøver disciplin, uden at tillade deres barn nogen selvstændighed. De betragter lydighed som et mål, og derfor foretrækker de afstraffelse.

Eftergivenhed er endnu en af vores opdragelsesstile

Eftergivende forældre er meget opmærksomme på deres børns behov og ønsker. De har en tendens til ikke at have for mange forventninger med hensyn til opførsel. I denne type opdragelse, er forældrene meget involverede.

Men de forventer ikke meget af deres børn, og har ikke meget kontrol over deres liv. Denne mangel på grænser gør det svært for børnene at udvikle evner til selvkontrol.

Børn af eftergivende forældre er ofte umodne, har svært ved at styre deres impulser, og er ikke særligt socialt ansvarlige. De har, sagt på en anden måde, en tendens til at være mere impulsive og kan i løbet af deres ungdom blive socialt marginaliserede. 

Børnene lærer aldrig rigtigt at styre deres egen adfærd, men forventer altid at blive accepteret i alt, hvad de gør. Denne opdragelsesstil resulterer tit i ubehøvlede eller forkælede børn, der forventer, at andre lader dem få deres vilje.

Uanset vores opdragelsesstile, har alle børn har brug for kærlighed, som det ses her med mor, der rækker hænderne ud mod datter

Den uinvolverede stil

Disse forældre er hverken krævende eller fleksible. De er også kolde, og involverer sig som regel ikke i deres børns liv. De stiller altså hverken krav eller sætter grænser, og giver heller ikke børnene noget ansvar.

Børn med uinvolverede forældre tror ofte, at andre dele af deres forældres liv er vigtigere for dem.

Uinvolverede forældre ignorerer ofte deres børns følelser og meninger. De støtter dem ikke rigtigt i noget, men begrænser dem selv til at sørge for de basale ting (et sted at bo, undervisning og mad). Ofte er de følelsesmæssigt fraværende og nogle gange også fysisk. Det vil sige, at der tit ikke er nogen kommunikation, selv når man er fysisk til stede.

De er heller ikke opmærksomme på deres børns behov, og forventer ikke, at de opfører sig på nogen bestemt måde. Børn, som vokser op i et uinvolveret miljø, risikerer at få følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer som voksne.

Manglen på kærlig omsorg og gode råd har en meget negativ indvirkning på disse børn og unge. De kan derfor føle sig usikre, mindreværdige og uselvstændige. Der kan opstå problemer med at socialisere sig, og en tendens til let at blive frustreret.

Specifikke typer af opdragelsesstile

Gennem mit arbejde med teenagere er jeg stødt på mange opdragelsesmæssige mærkværdigheder i interviews med forældre. På baggrund af Baumrinds opdragelsesstile kan jeg fremhæve adskillige opdragelsestyper. Men du skal være klar over, at de fleste forældre kombinerer flere typer, og det er derfor, opdragelse er en lidt svær størrelse.

  • De skyldige: Forældre, der føler skyld, hvis de sætter grænser. De vil gerne være anerkendte og elskede af deres børn. De tror, det fører til afvisning, hvis de siger “nej”.
  • De krævende: De opmuntrer deres børn til at opdage alle deres talenter. De værdsætter og motiverer også.
  • De overdrevent krævende: Disse taler altid om, hvad deres børn ikke har opnået. De værdsætter altså ikke det, børnene har nået, men fokuserer kun på det, de ikke har klaret. Indirekte er det med til at gøre dem mindreværdige.
  • De autoritære: Her er diktatorerne, som ikke forklarer baggrunden for deres grænser og forbud. Hvad børnene ønsker, betyder ikke noget. De har kun øje for, hvad de selv synes er bedst for børnene.
  • De, der sætter passende grænser: Mødre og fædre, der sætter effektive, klare, fleksible og forståelige grænser.
  • De overdrevent givende: Forældre, der mener, at de ved at give og sørge for alle børnenes ønsker kan sikre dem den rette udvikling.
  • De ubegrænset eftergivende: Sådanne forældre er ekstremt optagede af, hvad deres børn ønsker, og bremser dem ikke i deres påhit. De sætter med andre ord ikke grænser. De guider dem ofte ikke, og ender med at underlægge sig deres egne børn.
  • De behagesyge: Forældrepar, der har behov for deres børns kærlighed og anerkendelse, og altid vil behage dem for at føle sig værdsatte. De er overbeviste om, at det bedste sted for deres børn er i hjemmet.

Og der er flere typer, man kan observere:

  • De overbeskyttende: De overbeskytter deres børn, og opmuntrer dem ikke til selvstændighed. De er i bund og grund bange for, at der skal ske dem noget. De gør alt for deres børn.
  • De, der overfører: Fædre og mødre, som forsøger at læsse deres egne frustrerede ønsker over på børnene. De overfører det, de ikke selv kunne, på børnene. De lytter ikke til børnenes ønsker.
  • De givende: Forældre, der guider deres børn. De giver dem råd, men giver dem også frihed til at træffe deres egne beslutninger. De giver dem for eksempel materielle ting som skridt på vejen mod selvstændighed. De ved, at de er nødt til at slippe dem fri.
  • De almægtige: De mener, de kan klare alt. De giver børnene alt, hvad de behøver, og mere til.
  • De, der kommunikerer: Forældrene prioriterer kommunikation, og forklarer, hvad der er normerne i familien. De presser ikke deres børn. I stedet viser de respekt, stiller spørgsmål, og undgår at tage ting for givet.
  • De grænseløse: Sådanne forældre opmuntrer til frihed og uafhængighed, uden at tage hensyn til børnenes faktiske følelsesliv, eller hvor modne de er i forhold til selvstændighed.
  • De værdsættende: Disse giver følelsesmæssig støtte. De udtrykker kærlighed og hengivenhed gennem deres ord og tilgang.

Opdag: Syv almindelige madfejl for forældre

Far ligger på gulv med søn

Farlige kombinationer af opdragelsesstile

  • Grænseløs og omnipotent. De opmuntrer ikke kun til grænseløs frihed, men de giver også deres børn alt, og lader dem ikke udvikle sig. For eksempel kan de give barnet en lejlighed, så han eller hun kan bo for sig selv, men dækker samtidig alle deres udgifter. De holder ofte deres børn i fangenskab, fordi de opfordrer til uafhængighed, men samtidig dækker alle deres behov.
  • Den gode og den onde. Dette kunne være en autoritær og en skyldig forælder. Den ene sætter ekstreme og stramme rammer, giver ordrer og straffer barnet. På den anden side vil den anden forælder beskytte og retfærdige gøre barnet. Det er en trekant, som nemt kan give konflikter.
  • Eftergivende og skyldige. Forældrene tillader ikke grænseløs adfærd, og føler sig ikke skyldige, når de ikke sætter grænser. Konsekvenser er, at de ender med at blive deres børns børn. Sagt på en anden måde, der opstår et omvendt hierarki. Her dominerer børnene, og forældrene bliver undertrykte.
  • De, der overfører og kræver overdrevent. Disse forældre ignorer ikke kun deres børns ønsker eller ambitioner. De er samtidig meget krævende, helt uden at vide, hvad der børn ønsker og kan. De fokuserer som regel på, hvad deres børn mangler, ud fra deres egen målestok. Kendtegnene for autoritære forældre kan forværre situationen yderligere.

Man stopper aldrig med at lære

Altså er en støttende og velfungerende forælder en, der går ind for udvikling, selvstændighed, kommunikation, kærlige udtryk og klare grænser. De har altså følgende kendetegn: Værdsættende + givende med omtanke + produktivt krævende + rimeligt grænsesættende + kommunikerende.

Opdragelsesstile er ikke nogen utopi om at være perfekte forældre. At opdrage børn er lig med at lære noget hver dag.