Passionsfrugt: Oprindelse, typer og karakteristika

Passionsfrugt er en tropisk frugt med mange navne. Lær, hvordan du kan indtage den, og om dens egenskaber og sundhedsmæssige fordele her.
Passionsfrugt: Oprindelse, typer og karakteristika
Maria Patricia Pinero Corredor

Skrevet og kontrolleret af ernæringsekspert Maria Patricia Pinero Corredor.

Sidste ændring: 18 november, 2022

Passionsfrugt stammer fra en klatreplante med det videnskabelige navn Passiflora edulis flavicarpa. Slægten har omkring 400 arter. Den tilhører samme familie som curuba (P. mollisina), sød grenadil (P. ligularis) og badea (P. quandrangularis).

Det er en tropisk frugt, der stammer fra Amazonas og er værdsat for sin søde og sure smag. Dens gastronomiske anvendelse er bred, da den kan bruges til at tilberede geléer, syltetøj, saft, desserter, likører, læskedrikke og infusioner.

Passionsfrugtjuice udgør mellem 30 % og 40 % af den hele frugt, og dens næringsværdi udmærker sig ved C-vitamin, A-vitamin og opløselige fibre. Vil du vide mere om dens egenskaber?

Passionsfrugtens oprindelse

Passionsfrugten er hjemmehørende i Brasilien og blev brugt af aztekerne til at lave forfriskende drikkevarer. Spanske missionærer bragte den til Europa i det 16. århundrede, og da de så mærkerne af Kristi lidelse på blomsten, gav de den navnet Passiflora.

Der findes mange forskellige sorter, og hver enkelt er typisk for hvert enkelt land. F.eks. er den søde grenadil udbredt i hele Sydamerika, i Kenya og på Hawaii. Cholupa findes i Sydamerika, og curuba er hjemmehørende i Colombia. I Thailand, Malaysia og Indonesien dyrkes baldea.

Passionsfrugten repræsenterer en enorm økonomisk og ernæringsmæssig rigdom. Dens blomsters skønhed er grunden til, at den anvendes som prydplante i Europa. I Amerika spises frugten.

Vi tror, at du måske også vil være interesseret i at læse dette: Longan: Hvor næringsrig er denne eksotiske frugt?

Karakteristika for passionsfrugt

Passionsfrugtplanter er klatreplanter og flerårige planter. Dens frugter varierer i størrelse og farve alt efter art, fra gul til lilla-brun eller violet.

De er runde eller ovale bær, som frøene befinder sig i. Smagen ligner guavaens og beskrives som sød og sur. Inden i den hårde, glatte skal findes frugtkødet, som er omsluttet af en membranagtig, geléagtig, gennemsigtig, saftig og sød-syrlig sæk.

Passionsfrugten har et vigtigt marked som frisk frugt. Ifølge nogle forskere kan den anvendes til fremstilling af saft, nektar, koncentrater, sirup og syltetøj. Skallen har et højt fiberindhold, og kernerne indeholder protein og fedt. Derfor kan den også bruges som råvare i dyrefoder.

Denne ekspertgruppe mener, at dens 86 % vandindhold og lave koncentration af natrium gør den til et fremragende vanddrivende middel. Den indeholder 12 % simple kulhydrater, såsom glukose, fruktose og sukrose.

Indholdet af C-vitamin er 20 milligram pr. 100 gram spiselig del, dvs. en tredjedel af den anbefalede værdi. Blandt de mange fordele ved C-vitamin fremhæver Castillo-Velarde dets antioxidant evne, der kan forebygge visse kroniske sygdomme.

Passionsfrugt med gult frugtkød indeholder beta-caroten-forstadie af A-vitamin. Den tekniske vejledning for dyrkning af passionsfrugt angiver et bidrag på 680 milligram aktivt A-vitamin. Dette vitamin er vigtigt for synet og for reproduktionen.

Drik med passionsfrugt

Kan du lide denne artikel? Du vil måske også gerne læse: Opdag egenskaberne ved den eksotiske pink dragefrugt

Andre typer Passiflora

Navnet passionsfrugt omfatter flere spiselige arter af Passiflora-slægten. De adskiller sig kun i frugttype, størrelse, farve og smag.

Lilla passionsfrugt eller grenadil

Det er den mest almindelige Passiflora i Europa, og dens videnskabelige navn er Passiflora edulis sims. Den har en geléagtig konsistens, er forfriskende, saftig og har en sød og syrlig smag.

Den anses af mange for at være den bedste passionsfrugt og er hjemmehørende i Sydamerika, fra det sydlige Brasilien til det nordlige Argentina. Frugten ligner et afrundet æg med en diameter på 4 til 8 cm.

Når den er moden, rynker skallen, som er tyk og hård. Den ydre farve varierer mellem violet og mørklilla, mens frugtkødet varierer mellem grønligt og orange.

Granadilla dulce

Den er kendt som Passiflora ligularis. Den har en oval form og måler omkring 11 centimeter, og den ene ende ender i en spids. Skallen er gullig eller orange, og frugtkødet er gråt eller lyst.

Den er udbredt fra det centrale Mexico til Mellem- og Sydamerika. Det nationale universitet i Colombia rapporterer, at de vigtigste faste stoffer i denne sort er naturligt sukker, der er opløst i saften. Glukose, sukrose og fruktose udgør 75 % af alle bestanddele.

Gul passionsfrugt

Passiflora edulis flavicarpa er kendt som gul passionsfrugt. Den ligner den lilla passionsfrugt, blot er skallen gul, og de er meget større. Den kan nå op på 90 gram i vægt.

Magasinet Bioressourceteknologi fremhæver den for dens vigtige bidrag af opløselige fibre, som f.eks. pektin. Denne fiber findes i store mængder i cellevæggene og bruges som gelerings- og stabiliseringsmiddel.

Gule passionsfrugter

Badea eller royal passionsfrugt

Dens videnskabelige navn er Passiflora quadrangularis, og den er en af de største sorter, da den kan måle op til 26 centimeter i længden. Formen er aflang, og skallen er tyk og har adskillige fremspring.

En gruppe af fødevareingeniører henviser til, at denne sort også er kendt som giant tumbo, parcha real eller quijón. Dens frugtkød er let syrligt i smagen og lugten, så den udgør den optimale type til milde og forfriskende drikkevarer. Bladene anvendes som beroligende middel.

Curuba eller tumbo serrano

I bogen Passifloras anføres det, at curuba takket være dens organoleptiske og nutraceutiske egenskaber har det største kommercielle potentiale for eksport. Dens videnskabelige navn er Passiflora mollisima.

Den er kendt på engelsk som banana passion fruit, som tacos i Ecuador og parcha i Venezuela. Curuba er dens almindelige navn i Bolivia. Frugten måler ca. 10 cm og er oval og aflang.

Granadita de China

Granadita de China er en særlig sort af passionsfrugt, som videnskaben kender som Passiflora edulis. Det er en klatreplante, der kan blive op til 10 meter høj, med lavvandede rødder og hvide blomster. Den er også kendt som mburucuyá og vokser vildt i Paraná-skoven i Brasilien.

Frugten er kugleformet eller oval og kan blive op til 10 centimeter lang. Den har en gul eller lilla farve, når den er moden, og vejer mellem 80 og 90 gram.

Den anvendes som frugt til direkte konsum eller tilberedes som saft, som udgør 40 % af alle frugter. Den har en gul farve på grund af tilstedeværelsen af carotenoider.

Chulupa, cholupa eller gulupa

Cholupa er arten Passiflora malimorfis, hvis skal er gulgrøn eller brun. Frugtkødet er også gult og indeholder mange frø. Den er hjemmehørende i Colombia og er endnu ikke velkarakteriseret.

Revista Colombiana de Ciencias Hortícolas har offentliggjort, at frugten forbruges og anvendes i fødevareindustrien på grund af dens bidrag af simple kulhydrater og C-vitamin.

Prøv passionsfrugt

Alle varianter af passionsfrugt vækker sanserne med deres særlige aroma og smag. Desuden giver de en god andel af C-vitamin, fibre og simple sukkerarter, som giver en sød-syrlig kombination, der er ideel til fremstilling af nektar, saft, saucer, gelé eller syltetøj.

For at udnytte dens C-vitaminindhold bedst muligt bør vi spise den frisk eller drikke dens frisklavede saft. Du bør ikke undlade at prøve denne frugt.

Det kan interessere dig ...
Sådan laver du en granita med passionsfrugt
Bedre Livsstil
Læs den på Bedre Livsstil
Sådan laver du en granita med passionsfrugt

Denne sommer kan du overraske alle med en original granita med passionsfrugt. Det er en hurtig og let drink med masser af smag.



  • López Castro, Mariantonia; Beltrán Cifuentes, Martha Cecilia; Cardona Lancheros, Jorge Eduardo; Yepes Giraldo, Héctor Fabián LA FRUTA DE LA PASIÓN, POTENCIAL CONTRIBUCIÓN DE LA NATURALEZA A LA SEGURIDAD ALIMENTARIA Investigaciones Andina, vol. 8, núm. 12, 2006
  • Castillo-Velarde, Edwin Rolando. (2019). Vitamina C en la salud y en la enfermedad. Revista de la Facultad de Medicina Humana19(4), 95-100. https://dx.doi.org/10.25176/RFMH.v19i4.2351
  • Mario Alfonso García. GUIA TECNICA DEL CULTIVO DE LA MARACUYA. PROGRAMA MAG-CENTA-FRUTALES. CENTRO NACIONAL DE TECNOLOGIA AGROPECUARIA Y FORESTAL “Enrique Álvarez Córdova”. Impresos múltiples, 2010. 33 p.p.  Disponible en: http://centa.gob.sv/docs/guias/frutales/GUIA%20MARACUYA%202011.pdf
  • Luz Marina Melgarejo. GRANADILLA (Passiflora ligularis Juss): CARACTERIZACIÓN ECOFISIOLÓGICA DEL CULTIVO. 2015. Disponible en: https://uneditorial.net/uflip/granadilla-caracterizacion-ecofisiologica/pubData/source/Granadilla.pdf
  • Eloısa Rovaris Pinheiro, Iolanda M.D.A. Silva, Luciano V. Gonzaga, Edna R. Amante, Reinaldo F. Teo´filo, Ma´rcia M.C. Ferreira, Renata D.M.C. Amboni, Optimization of extraction of high-ester pectin from passion fruit peel (Passiflora edulis flavicarpa) with citric acid by using response surface methodology, Bioresource Technology 99 (2008) 5561–5566.
  • Liliana Acurio; Andrea Zamora; Diego Salazar; Lander Pérez; Alex Valencia. Propiedades físicas, químicas, térmicas y nutricionales de la badea (Passiflora quadrangularis). 2015, Agroind Sci.  (2015). 95-101 p.p.
  • Adalberto Rodríguez Carlosama, Fábio Gelape Faleiro , Marisol Parra Morera  y Ana Maria Costa. PASIFLORAS especies cultivadas en el mundo. Proimpres. Brasilia, 2020. Disponible en: https://www.researchgate.net/publication/343376871_Curuba_Passiflora_tripartita_var_mollissima_y_Passiflora_tarminiana
  • FORERO, RANDY, ORTIZ, EMIRO, DE LEÓN, WADITH, GÓMEZ, JUAN CAMILO, & HOYOS-CARVAJAL, LILLIANA. (2015). Análisis de la resistencia a Fusarium oxysporumen plantas de Passiflora maliformis L.. Revista Colombiana de Ciencias Hortícolas9(2), 197-208. https://doi.org/10.17584/rcch.2015v9i2.4174